På udviklingsbanen fra mineralriget til det jordiske menneske har vi alt det liv, vi med fysiske sanser konkret er i stand til at opfatte. Hvad er da det centrale princip i den udvikling, der har fundet sted indenfor det område, vi således har fysisk adgang til? – Er det ikke en gradvis udvikling hen imod dygtiggørelsen i at kunne dræbe, lemlæste og tilintetgøre? – Vi har altså for os en udvikling, der efterhånden har gjort det levende væsen til et geni i nævnte manifestationsudfoldelse. Hvem er bedre til at myrde, lemlæste og tilintetgøre end det jordiske menneske, og har denne udvikling ikke ligefrem gjort det til livsbetingelse, at væsenerne i stor udstrækning må leve af hverandres kødelige organismer eller kroppe? – Ja, end ikke menneskene viger tilbage for at leve af andre animalske medvæseners kød og blod, skønt det ikke er en livsbetingelse for dem, således som det er for rovdyrene. Men denne omstændighed har altså ikke gjort menneskene mindre dræbende og lemlæstende. De er stadig de væsener, der repræsenterer det dræbende princips højadel. De myrder og lemlæster ikke af livsbetingelse, men af begær efter uvæsentlige livsgoder, de myrder af overtro, af religiøs og politisk fanatisme, af magt- og herskesyge og endelig også af sadistiske eller perverse tilbøjeligheder. At fremkalde andres dødsrædsel er for nogle væsener blevet den eneste udvej for seksuel udløsning, ligesom pyromani og voldtægt for andre er det eneste, der kan belive sit ophavs nu halvdøde eller anløbne seksuelle struktur, så dette kan få udløsning. Vi ser også i udviklingen, at denne dræbende natur (her må vi naturligvis i nogen grad udelade sadismen) oprindeligt har været fundamentet for den religiøse kultus. Menneskeofringer og dette at dræbe andre og selv at blive dræbt i kamp var jo den højeste idealisme i den nordiske gudelære og det eneste, der åbnede vejen til denne læres himmerige "Valhal".
      Det er rigtigt, at der senere er kommet ædlere former for religiøs kultus ind i verden, blandt andet den buddhistiske, kristne og muhamedanske, men det har endnu ikke forandret den kendsgerning, at alle disse i religiøse sakramenter og dåbsceremonier indviede mennesker af det tyvende århundrede er den jordiske udviklingsbanes mest geniale livsnedbrydere og således er selve livsoplevelsens største sabotører. Deres ulykkelige skæbne viser os, at de ikke forstår at leve livet. Jordkloden er så overdådig rig på paradisiske eksistensmuligheder både hvad klima, terræner og livsfornødenheder angår, at alle dens mennesker uden undtagelse kunne være totalt lykkelige. Menneskehedens ulykke er altså ikke et materielt spørgsmål, men et psykisk spørgsmål. Det er en sindets tilstand. Det er spørgsmålet om en humanistisk evne eller begavelse, og vi ser da også, at der i sindet hos flere og flere jordmennesker begynder at gøre sig en højere humanistisk tankegang gældende, inspireret og støttet af religionernes kerneindhold. Man tror således ikke mere på Valhal og dets dræbende helteidealer. I dag myrder og dræber man ganske vist, men der, hvor dette ikke forekommer i humanismens favør, søger man alligevel at foregøgle myrderierne i nævnte favør. Man påberåber sig krigens drabs- og ødelæggelsesmetoder som et middel til at bekæmpe inhumanismen med, og i næsten alle situationer motiverer man sine mørke, dyriske eller inhumanistiske tendenser med humanistiske idealer. Man kalder krigsministre "forsvarsministre" og militæret for "værnemagten", ligesom ingen vil vedkende sig at føre angrebskrig. Alle krigsførende magter påberåber sig at føre "forsvarskrig".
      En ny mental sfære, et højere sindelag er således i færd med at gøre sig gældende. Det er også dette sindelags tilstedeværelse i jordmenneskenes psyke, der spalter denne i to dele: det såkaldte "onde" og det såkaldte "gode", og det er dette relativt nye sindelag, der igennem opdragelse og undervisning inspirerer bekæmpelsen af "det onde", de nedarvede, dræbende, dyriske traditioner, de såkaldte "synder", og udviklingen af "det gode", humanitet eller næstekærlighed. Det bliver derigennem en kendsgerning, at jordmenneskeheden befinder sig i en kamp imellem to former for sindstilstande: en dræbende eller livslovovertrædende psyke og en humanitets- eller næstekærlighedsbefordrende psyke. At den sidste er den eneste, der i virkeligheden vil få mulighed for at blive fundamentet for fremtidens kulturskabelse, viser selve naturen altså som selvfølgeligt. Med disse kendsgerninger for øje bliver det let at se, at vi er vidne til en "kosmisk årstids" begyndende tegn på ophør og en ny "kosmisk årstids" begyndende udslag.