Bag sig har alt jordmenneskeligt liv den gamle verdensepoke, krigens og dødens, sorgens og lidelsens domæne eller selve helvedes altødelæggende flammer. Enhver, der har lyst, kan se fremad imod lyset, imod "foråret" og få sin mentalitet stabiliseret med gigantkredsløbets fulde medvind og opleve dets "forår", næstekærlighedens altbelivende salighed og højeste lykke og den heraf følgende oplevelse af sig selv som livets herre. Men enhver kan også se tilbage i mørket, kan fryse sine omgivelser med sin mentale vinterkulde og dermed vedblive at være i den kosmiske døds isregion eller stilhed, hvilket vil sige: i den totale uvidenhed om sit livs evighed og sin egen høje identitet med det "noget", der overlever evighedens somre og vintre, dage og nætter, varme og kulde, livs- og dødsformer. Vi har således her på en elementær måde set, at kredsløbet ikke blot er til for at fortælle os om fysiske dage og nætter, fysiske vintre og somre eller om individets barndom, ungdom, manddom og alderdom. Vi har set imellem linjerne, at der i alle disse ydre synlige foreteelsers principper ligger en, for almindelige jordmennesker skjult, kosmisk beretning, en åbenbaring af den guddommelige vilje, et rungende kærlighedsråb igennem hele universet, naturens egen gengivelse af det evige bud: "Elsker hverandre".