For ethvert tænkende menneske kan det ikke være uden betydning at standse lidt op og tænke over, hvad der ligger bag begrebet skæbne. Hver eneste dag melder aviserne om ulykker eller mere eller mindre voldsomme hændelser, forfærdelige katastrofer. Så er en flyvemaskine styrtet her og en anden der, og mange mennesker både unge og gamle er blevet dræbt, ligesom de samme blade meddeler om andre ulykker, jernbane- og skibskatastrofer, fabriksulykker og naturkatastrofer, rent bortset fra den mørke og triste livsledevækkende stemning, sorger og lidelser, som private samliv og mellemværender mellem menneskene indbyrdes skaber. Ethvert barn, der kommer til verden, fødes altså midt i et ocean af muligheder for at få sin organisme og dermed sit liv ødelagt. Nogle væsener bliver allerede forfulgt i moders liv af den moderne foreteelse, der hedder fosterdrab. Andre børn bliver allerede på samme stadium hjemsøgt af sygdom og dør inden fødslen. Andre børn dør umiddelbart efter fødslen, og andre bliver hjemsøgt på senere stadier. Nogle børn fødes hos forældre, der ikke nærer nogen særlig kærlighed til deres afkom, og andre fødes hos forældre, der ødelægger deres afkom med tilbedelse og forgudelse. Men det er ikke blot i barnealderen, at de mørke oplevelser hjemsøger væsenerne. På alle stadier eller i alle aldre rumsterer de ulykkelige hændelser med unaturlig død, ja endog selvmord.

Som følge heraf må spørgsmålet så blive for det søgende menneske: Hvad er færdigt, og hvad er ufærdigt i mig? – Svaret herpå må så igen blive dette, at overalt, hvor jeg er i konflikt med mig selv og de andre levende væsener eller min såkaldte "næste", der er jeg ikke færdig. Der, hvor jeg befinder mig i stor glæde over naturen, omgivelserne og medvæsenerne indtil en sådan grad, at det giver mig livslyst, energi og glæde ved at give mig selv hen for alle andre væseners lykke, der er jeg færdig. Med denne indstilling bliver det ikke vanskeligt at kortlægge sit eget ufærdige terræn. Overalt, hvor der forekommer noget i mig, der ærgrer mig, noget i mig, der fremkalder skinsyge, jalousi, irritation, bitterhed, vrede, had eller hævntørst, der er jeg altså ikke færdig. Ligeledes er jeg ikke færdig i de situationer, hvor jeg i min organisme som mad og drikke indtager ting, som slet ikke er mad og drikke, men rene giftstoffer såsom alkohol, kød og blod eller animalske stoffer, ligesom jeg naturligvis heller ikke er færdig der, hvor jeg forpester mit åndedræt med giftige dunstarter, tobaksrøg og nikotin. Men når det er disse foreteelser, der viser sig som de ufærdige i mennesket, må det jo også være dem, der er en hindring for de pågældende væseners opnåelse af det færdige menneskes fuldkomne, lykkelige tilværelse eller naturens toppunkt med hensyn til menneskets skabelse. Men da mennesket er et klart, dagsbevidst tænkende væsen udstyret med vilje, er det givet, at det i kraft heraf har stor indflydelse på sin egen færdiggørelse. Man må således ikke tro, at naturen blindt laver denne færdig. Nej, nu er en overordentlig stor del af menneskets fuldkommengørelse lagt i dets egen hånd eller underlagt menneskets egen tænke- og handlemåde. Det er jo netop træningen i at tænke fuldkomment og dermed talentet for at skabe fuldkomment og således være fuldkommen, der er tilbage at færdiggøre hos det jordiske menneske. Det er jo nu ikke mere et blindt automat- eller instinktvæsen. Det bestemmer i overordentlig stor grad dets egne oplevelser i dagliglivet og får herved lejlighed til at opdage, om dets egne bestemmelser eller beslutninger og de deraf følgende handlinger er udløst af noget færdigt eller af noget ufærdigt i dets selv, dets mentalitet eller psyke. Der, hvor det er noget ufærdigt i væsenet, der har dikteret handlinger og væremåde, der kan der selvfølgelig ikke opstå noget færdigt, noget fuldkomment, noget genialt. Og der, hvor en manifestation ikke er fuldkommen, er den en umoden frugt. Og umodne frugter er sure, bitre og uspiselige. De er ikke til glæde eller velsignelse for væsenerne, men til gene og lidelse for den, der vil leve af sådanne.

Man bestemmer altså sin egen skæbne. Skæbnen er noget, man selv skaber, ligesom man skaber sig en livsstilling. Skæbnen er i virkeligheden det samme princip. Den er også en livsstilling. Den er bare af kosmisk natur. Derfor bliver der yderligere den forskel på den fysiske og den kosmiske livsstilling, at den første er man vågen dagsbevidst med til at bestemme. Man bestemmer her, om man vil lade sig ansætte hos det eller det firma, om man vil beskæftige sig med det eller det fag, om man vil rejse eller ikke rejse osv. Med hensyn til bestemmelsen af den kosmiske livsstilling er man ikke så levende, vågen dagsbevidst i den som i den fysiske. Her er det mere tilfældigheder, instinkter og skjulte begær, der ligger forrest i føringen. Her nyder mennesket først det ene nydelsesmiddel og så det andet nydelsesmiddel, uden virkelig at forstå, at det er livsødelæggende eller skæbnenedbrydende kræfter, det indvikler sig i. Ligeledes lader det den ene irritationsbølge efter den anden fare igennem sin psyke og dermed igennem sit blod uden at forstå, at denne handlemåde er den rene gift for det jordiske menneskes psyke eller sjæl og ånd. Det lyner og tordener undertiden imod alt og alle uden at forstå, at det her fremtræder under et lavmål af kosmisk kemi, ja, hele dets fremtræden er således i dette tilfælde kun et ubevidst kosmisk foster, der begynder at røre på sig, giver de første livstegn fra sig. Hidsighed og vrede er ikke foreteelser, der først skal tænkes frem, det er som regel foreteelser, der lynsnart bryder løs og overskygger væsenets blod og sanser, får det til at handle i totalt ulogiske retninger, der forplanter eller afstedkommer disharmoni, krig, tortur og lemlæstelse i sit kølvand.

Der findes således to kosmiske livselementer: "himmeriges rige" og "helvede", ligesom der findes to fysiske elementer for væsenerne at leve i, nemlig luften og vandet. Derved bliver der også to slags væsener, nemlig dem, der kan leve i vandet, og dem, der kan leve i luften. Den første slags må ånde ved gæller, medens den anden slags må ånde ved lunger. Man kan derfor ikke bytte de to slags væsener om og lade lungevæsenerne leve i vandet og gællevæsenerne i luften. Fuglene kan ikke leve i vandet, og fiskene ikke leve i luften. Fiskene må ligesom fuglene ganske langsomt udvikle sig til at kunne leve i luften. Men i samme grad som de kan begynde at leve i luften, er de jo ikke fisk i renkultur. Så begynder de i tilsvarende grad at blive luft- eller lungevæsener. Den absolutte alkærlighed er på samme måde det kosmiske luftelement, medens ukærligheden er det kosmiske vandelement. De fuldkomne mennesker er det virkelige livs lungevæsener, medens de ufuldkomne eller ufærdige mennesker er det kosmiske livs gællevæsener, og de må leve i vandet, må leve i ufuldkommenheden, må leve i en mental underverden, hvor solens lys er formørket eller afblændet af vandet. Og således befinder alle mennesker sig i dag mere eller mindre i mørket eller i lyset, i de mørke havdybder eller oppe i den rene luft og i det skinnende og strålende sollys, hvor de kan se ud over vandene og se Guds ånd svæve over disse vande. Vi er således mentale mørkevæsener eller mentale lysvæsener. Ethvert uindviet menneske er noget af begge dele. Nogle er mest [af den ene del, og nogle er m]est af den anden del, og nogle er lige meget af [begge dele. Da fiskene] ånde[r ved gæller,] hvilket vil sige, at de kun kan ånde i vand, må de netop leve i vandet, og da fuglene eller andre væsener ånder ved lunger og derfor ikke kan ånde i vand, må de leve i luften. På samme måde må også de væsener, der mentalt set befordrer deres liv ved vrede og hidsighed eller kort sagt kun kan ånde i selviskhed, leve i et element af selviskhed, og dem, der kun kan ånde i kærlighed eller uselviskhed, må leve i det element.