Følelse og intelligens udvikler sig henholdsvis igennem følelseserfaringer og intelligenserfaringer. Hvad forstår man da ved intelligenserfaringer og følelseserfaringer? – Ved intelligenserfaringer forstår man alle sådanne erkendelser, som man kommer til i kraft af beregning, i kraft af læsning, i kraft af undervisning. Og det er en selvfølge, at et menneske kan nå langt i viden på basis af disse tre faktorer; men denne viden er ikke, selv om også den kulminerer bag en doktor- eller professortitel, nogen absolut eller endelig viden, når det gælder de evige fakta, hvilket vil sige verdensaltets virkelige grundanalyser, individets udødelighed, skæbnens tilblivelse, kærlighedens og skabeevnens mysterium. I den virkelige viden om disse ting er intelligensvæsenet et uvidende, et primitivt væsen, netop fordi disse realiteters oplevelse umuligt kan opleves med intelligensen eller forstanden alene. Nævnte realiteters oplevelse vibrerer i energiformer, der kun kan opleves gennem fornemmelsen eller følelsen og bliver derved ikke til "intelligenserfaringer", men til "følelseserfaringer". Men ligesom "intelligenserfaringer", hvilket i dette tilfælde vil sige "teorier", ikke betyder noget for et individ, der ikke har evne til at udnytte eller drage konsekvenser af disse, således er også "følelseserfaringer" værdiløse eller uden betydning for individer, der ligeledes mangler intelligens til at drage de rigtige slutninger af disse. Dette bevirker igen, at et blot og bar "følelsesmenneske" heller ikke kommer til de evige faktas virkelige analyse; men det adskiller sig fra "intelligensmennesket" derved, at det netop beskæftiger sig med de nævnte fakta, er meget "religiøs", men dets erkendelse, opfattelse og udtalelser på det religiøse område kan ikke stå overfor en absolut sand logik eller intelligensmæssig analyse. Men idet dets følelseserfaringer således på basis af en utilstrækkelig intelligens eller sans for logik, i dets bevidsthed skaber en erkendelse eller opfattelse, der i realiteten er ulogisk, er et sådant individ uden selv at vide det fremtrædende som "fanatiker". Det påberåber sig denne sin formodede rigtige og ufejlbarlige opfattelse eller bekendelse som absolut "eneste saliggørende", samtidig med at det netop udviser en altbeherskende intolerance mod en hvilken som helst anden fra dets egen erkendelse afvigende opfattelse eller analyse. Og da det ikke har en udviklet intelligens eller analyseringsevne, vil dets intolerance eller indignation mod enhver fremmed opfattelse være ganske uberørt eller usvækket af, hvor logisk og i harmoni med sandheden eller virkeligheden denne fremmede opfattelse så end måtte være.