2431. Hvad er det moralske fundament i den kristne verdensreligion? – Det moralske fundament i den kristne verdensreligion er identisk med den interplanetariske kosmiske verdensmoral. Denne kosmiske verdensmoral kender vi her i Vesten hovedsageligt fra verdensgenløseren Jesus Kristus, i hvis liv og væremåde den blev åbenbaret for menneskene. Den blev blandt andet koncentreret i følgende ord: "Du skal elske Herren din Gud med hele dit hjerte og med hele din sjæl og med hele dit sind. – Du skal elske din næste som dig selv. – Elsker eders fjender, velsigner dem, som forbande eder, gører dem godt, som hade eder, og beder for dem, som krænke eder og forfølge eder, for at I må vorde eders Faders børn, han, som er i himlene; thi han lader sin sol opgå over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Thi dersom I elske dem, som elske eder, hvad løn have I da? – Gøre ikke også tolderne det samme? – Og dersom I hilse eders brødre alene, hvad stort gøre I da? – Gøre ikke også hedningerne det samme? – Værer da fuldkomne, ligesom eders himmelske Fader er fuldkommen." – Hedder det ikke også videre: "Stik dit sværd igen på dets sted; thi alle de, som ombringer ved sværd, skulle selv omkomme ved sværd. – Alt, hvad I ville, at menneskene skulle gøre mod eder, det skulle I også gøre imod dem; thi dette er loven og profeterne." – Har vi ikke netop her en moral, der udgør den eneste absolutte vej til den virkelige fred og til krigens afskaffelse, såvel mellem nationer og stater, som mand og mand imellem? – Kan en moral være større end den? – Kan en væremåde, baseret hundrede procent på den, være mere fuldkommen? – Den, der af hjertet praktiserer den, elsker altså sine fjender, velsigner dem der forbander ham og gør godt imod dem som hader ham, ligesom han beder for dem, som krænke og forfølger ham. Hvordan kan en krig opstå her? – Et sådant væsen kan altså ikke blive fornærmet, kan ikke blive vred, kan ikke blive jaloux, kan ikke blive skinsyg, kan ikke blive misundelig, ligesom det naturligvis heller ikke kan forfølge eller undertrykke eller på andre måder genere og forulempe sine medmennesker. Dem, man elsker, ønsker man kun at glæde og gøre godt imod. Man er i denne væremåde ude af stand til at føle had, vrede eller bitterhed. Var det ikke også det, der blev demonstreret på Golgatas kors? – Så man ikke her, at Verdensgenløseren ikke betragtede sine bødler som fjender? – Han forstod, at de ikke vidste, hvad de gjorde. Derfor tilgav han dem deres væremåde imod ham og bad oven i købet for, at de ikke skulle blive straffet for den. Har vi ikke her for os det helt fuldkomne menneske og dets væremåde? – Er et sådant væsen ikke netop ét med Gud i sin væremåde? – Var korsfæstelsen således ikke netop en åbenbaring af en væremåde, der ikke kan overtrumfes? – Kan en væremåde være større end den, at kunne elske sine fjender ligeså højt, som man elsker sine venner eller sig selv? – Ja, betyder det ikke netop, at man på dette guddommelige menneskestadium overhovedet slet ikke kan føle fjendskab imod nogen eller noget? – At besidde en sådan væremåde er det samme som at lade sit lys stråle og varme med samme kraft over onde og gode og over retfærdige og uretfærdige, og hvorved vi altså ligesom Gud ubetinget omfavner alt i vor kærligheds strålevæld. Vi er hermed kommet til den kosmiske væremåde, som alle de kosmiske analyser i nærværende værk underbygger som verdensaltets grundtone eller universets livslov, hvis opfyldelse er selve den evige fred, der igen er betingelsen for det virkelige evige livs lysvæld i væsenets realistiske vågne dagsbevidste oplevelse.