Tilbage
  Det evige liv
  13. Kapitel
Det levende væsen
1053.    Den udviklede forsker og de "skabte tings" fremtræden som illusoriske
1054.    Det er kun "udenfor" livet, at de "skabte ting" er illusoriske. Indenfor livet er de urokkelig virkelighed
1055.    Det levende væsens evige eksistens kan kun opleves igennem "timelige" detaljer, men det er ikke de "timelige" detaljer, "dyret" eller "mennesket", der er "det levende væsen"
1056.    Hvorledes de "skabte ting" bliver synlige som "illusioner"
1057.    Det levende væsens "X-tilværelse" kan aldrig blive tilgængelig for direkte praktisk oplevelse
1058.    Hvorledes vi bliver i stand til at erkende vor evige eksistens. Hvorfor "timelige" analyser ikke kan udgøre absolutte udtryk for det levende væsens evige eksistens
1059.    Hvorledes "evig udvikling" er et logisk udtryk
1060.    Hvorledes "evig indvikling" også er et logisk udtryk
1061.    Hvis vi benægter spiralkredsløbet
1062.    "Tankedril" og dets konsekvenser. "Tærskelens vogtere"
1063.    Væsenets "timelige" side eller den direkte "oplevelse af livet"
1064.    Det oplevende "noget" og "livets oplevelse" udgør tilsammen en uadskillelig, evig enhed, der igen er det samme som "det levende væsen", selvet eller jeget
1065.    "Det levende væsen" som identisk med "nuet" og "evigheden"
1066.    "Evigheden" er det samme som jeget eller "det uforanderlige", medens "nuet" er "det levende væsens" manifestationsformer eller "det foranderlige"
1067.    "Fortid" og "fremtid" kan kun eksistere i "nuet" som "tænkte" eller "åndelige" forekomster
1068.    Enhver form for oplevelse kan kun eksistere som et "tidsbegreb". Alt, hvad der ikke er "tid" og derfor ikke kan være "nuet", er utilgængeligt for sansning
1069.    "Det oplevende noget" i enhver oplevelse. "Jeget" og "evigheden"
1070.    Da "det levende væsen" er en enhed, bestående af "tiden" og "evigheden", er dets udødelighedsanalyse funderet i den urokkelige virkelighed
1071.    "Tærskelens vogtere" eller konsekvenserne af tankedril eller misforståelse af livets kosmiske analyser
1072.    Kan misforståelse af livets kosmiske analyser udgøre noget holdbart, praktisk fundament for forskerens daglige liv?
1073.    "Tiden" og "evigheden" kan ikke forekomme adskilt, men derimod kun som en enhed, der i form af "det levende væsen" udgør helhedsanalysen bag alle materiekombinationer, såvel i mikrokosmos og makrokosmos som i mellemkosmos
1074.    "Det levende væsen" kan kun eksistere enten som "kærligt" eller som "ukærligt", enten som "primitivt" eller "intellektuelt" osv., i modsat fald er det ikke "levende"
1075.    "Det levende væsen" er "tiden" og "evigheden", "Guddommen" og "livet" åbenbaret i kød og blod
1076.    De "timelige" analyser som illusion
1077.    De "timelige" analyser som virkelighed
1078.    Uroplevelsen af "rummet" og den første markering af jeget som "levende væsen"
1079.    "Perspektivprincippets", "sanseområdets" og "bevægelsens" uranalyse
1080.    "Afstandsbegrebet" eller urformen "nær" og "fjern"
1081.    Urformen "størrelse", "fasthed", "porøsitet", "vægt" og "perspektivprincippet"
1082.    Alle har ret. Væsener og ting er virkelig "gode", "onde", "retfærdige", "uretfærdige", "lyse", "mørke", "skønne" og "uskønne" i de sanseområder, i hvilke de netop fornemmes eller sanses således og er ikke "illusioner"
1083.    Hvorfor et væsens sansning bliver "individuel" og absolut kun kan være "abstrakt" for et andet væsen
1084.    "Det levende væsen" er en verden for sig, som er absolut virkelighed for samme væsen
1085.    "Det levende væsens" sanseområde er en hensigtsmæssig vekselvirkning med Forsynet, er en individuel samtale med Guddommen, der fører til "helliggørelsen" af livsoplevelsen
1086.    Hvorfor "alt er såre godt"
1087.    Hvorfor det, der fornemmes som "lykke" af det ene væsen, undertiden fornemmes som "ulykke" af det andet væsen
1088.    At tingene sanses som "uretfærdighed", "lidelse", "sorg" og "synder" skyldes manglende overblik eller dette, at de sanses fra et ikke tilstrækkeligt højtliggende "udsigtspunkt"
1089.    "Sansebjerget". "Det levende væsens" "storhorisont"
1090.    De levende væsener udgør individuelle "mikroudsyn"
1091.    "Det levende væsens" forskellige former for fremtræden, såsom: planter, dyr, mennesker etc. er realistiske perspektivforhold
1092.    "Arter" eller "racer" er det samme som mentale "fællesudsyn" af "levende væsener" med beslægtede, individuelle udsyn
1093.    Hvad der betinger det levende væsens "individualitet". Hvad kendskabet til "individualitetens" årsag betyder
1094.    En "oplevelse" eller "tanke" må, for at blive fuldkommen, gennemgå "spiralkredsløbet" og er reinkarnationsprincippet underkastet ligesom det levende væsen
1095.    "Tankerne" fremtræder som: instinkt-, tyngde-, følelses-, intelligens-, intuitions- og hukommelsestanker, ligesom de levende væsener fremtræder som: instinkt-, tyngde-, følelses-, intelligens-, intuitions- og hukommelsesvæsener
1096.    Det levende væsens "tanke" må i henhold til livets love for "bevægelse" udvikle sig fra "ufuldkommenhed", fra "primitivitet" til "højintellektualitet"
1097.    Den virkelige sandhed er det samme som genialitet. Usandhed er det samme som primitivitet
1098.    Fra sanseområdets periferi til dets centrum gennemløber "oplevelsen" eller "tanken" hele sin udvikling fra "anelse" til "kendsgerning"
1099.    Sanseområdets yderste periferi er i princip et "planterige", befolket med "vegetabiltanker"
1100.    Sansning eller oplevelse er en evig udløsning af "årsag" og "virkning"
1101.    Al bevægelse eller udløsning af energi i tilværelsen er identisk med sansning eller livsoplevelse. De "levende" og "døde" kræfter
1102.    Sanseevnen er en forud eksisterende "årsag", af hvilken enhver oplevelse og dens særlige fase eller stadium i kredsløbet er "virkninger"
1103.    "Tankens" eller "oplevelsens" udvikling eller passage i kredsløbet er ligesom det levende væsens passage i samme kredsløb underkastet "afbrydelser", "reinkarnation" eller "genfødsel". Begrebet "døden" er endnu kun en "tanke" på "nebulose-" eller "anelsesstadiet" for almenheden
1104.    Jeget og sanseevnen som identiske med den skiftende "årsag og virkning"
1105.    Sanseområdet består af spiralkredsløbets seks riger
1106.    Det levende væsens jeg er nærværende i sanseområdets seks riger på samme måde som "det guddommelige noget" eller Guddommens jeg er til stede overalt i universet
1107.    Grundenergiernes kapacitet i "planteriget". "Instinktenergien" som den første "dagsbevidsthedsbærende" energi i spiralkredsløbet
1108.    Det levende væsen i "salighedsriget"
1109.    "Salighedsrigets" og "guldkopiernes" opståen. Hukommelsesevnen er en mental "forgyldningsevne", "salighedsriget" er en "forgyldt" verden
1110.    Forskellen på jordmenneskets og salighedsvæsenets natur
1111.    Hvorledes jordmennesket oplever "salighedsriget" på det fysiske plan
1112.    Væsenet i "salighedsriget" har ikke noget med de "ydre" dagsbevidste tids- og stedsforhold at gøre. Tid, ting og steder, der forlængst er tilbagelagt som realistisk oplevelse på det fysiske plan, kan igen danne "nutid", "fremtid" og "fortid" på "salighedsplanet"
1113.    Den "ydre verden" er et "arbejdsplan", medens den "indre verden" eller "salighedsriget" er et "hvileplan"
1114.    "Salighedsriget" eller væsenets "indre verden" er ikke total "stilhed" eller "energiløshed"
1115.    Hvad der udgør "hvilen" i "salighedsriget"
1116.    Hvad der fremkalder længslen eller begæret efter den "hvile", som livet i "salighedsriget" er
1117.    Hvorfor det kun er væsenerne i "den guddommelige verden" og ikke det jordiske menneske, der længes efter "hvilen" i "salighedsriget"
1118.    "Salighedsriget" er opfyldelsen af det levende væsens dybeste længsel efter "hvile"
1119.    Ethvert væsens "salighedsrige" er dets egen absolut individuelle "indre verden"
1120.    Detaljer i "salighedsriget" er kun tilgængelige for andre væsener igennem "materialisation" eller "kopiering" i den "ydre verdens" materie
1121.    Væsenets "indre verden" eller "salighedsriget" er en "levende kopi" af hele det oplevede univers eller verdensalt, skænket samme væsen som en "gave" af det evige Forsyn
1122.    Det levende væsen har Guddommen til ophav, ligesom et jordmenneske har et forældrepar til ophav
1123.    At det jordiske forældreprincip repræsenteres af to væsener forhindrer ikke dette princip i, i sin grundidé, at være identisk med det overjordiske forældreprincip, der kun repræsenteres af ét væsen
1124.    Det jordiske forældreprincips to væsensarter eller to køn kan umuligt udløse "næstekærlighed", idet deres organiske struktur betinger, at de kun kan begære og elske væsener af "modsat køn"
1125.    Den af digtere lovpriste "kærlighed" mellem væsener af "modsat køn"
1126.    "Moderkærligheden" er selvisk og kan derfor ikke udgøre "absolut kærlighed" eller "kærlighed i renkultur"
1127.    Adoptivforældres kærlighed er af samme selviske natur som de ordinære forældres kærlighed. Familiekærlighed kan ikke opfylde loven for tilværelse
1128.    Det er ikke "moder-" eller "forældrekærlighed", verdensgenløsningen eller den gennem Bibelen overleverede visdom inspirerer, men derimod et "familieprincip", der gør alle levende væsener til én familie, således at ethvert eneste eksisterende levende væsen er dens medlem
1129.    Alt mørke i verden, krig og lemlæstelse, sorg og lidelse betinges udelukkende af jordmenneskets seksuelle polindstilling
1130.    Forskellen mellem familieskabet med Forsynet og familieskabet mellem de jordiske mennesker
1131.    Hvorfor verdens største ideal blev dette: "Du skal elske din næste som dig selv"
1132.    Hvem er vor "næste"? "Næstekærlighed" er en anden form for kærlighed end sympatien for det "modsatte køn"
1133.    "Fælleskøn" eller den organiske struktur bag "næstekærligheden". "Det fuldkomne menneske"
1134.    Det jordiske menneskes forvandling fra "halvvæsen" til "helvæsen"
1135.    Forskellen mellem "halv-" og "helvæsen". "Det fuldkomne menneskes" organiske struktur gør "næsten" til et "nyt køn"
1136.    Enhver form for "kærlighed" er i absolut forstand "seksuel behagsfølelse"
1137.    Det fremskredne jordmenneske fremtræder med en større seksualisme end noget andet væsen på jorden, en seksualisme, der er befordret af verdens største vise eller af alt, hvad der stimulerer og udvikler virkelig "kærlighed" eller "næstekærlighed"
1138.    "Næstekærlighed" er "seksualisme" og dermed udgørende "den højeste ild"
1139.    Jordmenneskets organisme udvikler sig til at blive et specielt "kærtegnsorgan"
1140.    Forskellen på den "ordinære seksualisme" og den "ny seksualisme" eller "højeste ild"
1141.    Når den "ny seksualisme" udløser "Guds rige" eller det fuldkomne menneskerige på jorden
1142.    Uden "den højeste ild" måtte "Guds rige" eller den forjættede "ny himmel" og "ny jord, i hvilken retfærdighed bor", være en umulighed i universet
1143.    Det fuldkomne menneskeriges seksualisme udgør ikke hverken en normal eller abnorm "enpolet seksualisme"
1144.    Jordmenneskets normale sympati eller udviklede lyst til at kærtegne væsener udenfor det rent ægteskabelige kønsområde, såsom væsener indenfor dets eget køn, og dets lyst til at kærtegne dyr er ikke en "enpolet" seksualisme, forelskelse eller elskov
1145.    Af jordmenneskets seksualorganiske strukturer er den ene (den ægteskabelige eller enpolede) C-viden, medens den anden (næstekærligheden) endnu kun er A- og B-viden
1146.    Det jordiske menneskes kunstneriske interessesfære ligger udenfor dets ægteskabelige område og er derfor underminerende dette
1147.    Jordmenneskets kunstneriske og videnskabelige interesser er kunstige "medægtefæller", der udelukkende kun kan opretholdes på bekostning af den ægteskabelige energi og gør derfor samme væsen til en degenereret ægtefælle, men et "større menneske"
1148.    Hvor man finder de fuldkomne ægteskaber og dermed opfyldelsen af det guddommelige bud: "Vorder frugtbare og mangfoldige, opfylder jorden"
1149.    Det hundrede procents ægteskabelige væsen kan opfylde Skaberens bud om mangfoldiggørelse af menneskene, men det kan umuligt opfylde hans bud om at gøre sig "jorden underdanig". Denne opfyldelse kan kun befordres af helt andre væsener
1150.    Hvad er "kunst"
1151.    Når der er for megen "følelse" i forhold til "intelligensen" bag viljeføringen
1152.    Når der er for megen "intelligens" i forhold til "følelsen" bag viljeføringen
1153.    Alkærligheden og tilblivelsen af væsenets erkendelse
1154.    Sålænge væsenet har for megen intelligens i forhold til følelsen eller for megen følelse i forhold til intelligensen, kan det ikke udgøre nogen absolut eller fuldkommen "kunstner" og må da være den ufærdige "Adam" eller "Eva"
1155.    Et væsen, der kun kan sanse illusorisk, kan ikke udgøre "mennesket i Guds billede" og dermed være den retfærdige hersker over jorden og dermed opfylde det af Gud tilsigtede mål med "Adam" og "Eva"
1156.    Den fuldkomne føde for det fuldkomne menneske er den "forbudte frugt" fra "kundskabens træ"
1157.    "Adams" og "Evas" første oprindelige mentale livsform eller væsenstilstand
1158.    Væsenernes nydelse af "kundskabens træ" når sin kulmination i nydelsen af andre væseners kød og blod
1159.    Begreberne "Adam" og "Eva" er en universalbetegnelse for det levende væsen i dets passage gennem planteriget, dyreriget og det her ind under hørende jordmenneskestadium
1160.    Hvorfor livets højeste facitter overalt i Bibelen og andre hellige bøger kun er fortolket i billeder eller lignelser og ikke i videnskabelige udredninger eller analyser
1161.    Hvorfor den enfoldige ikke kan komme i kontakt med en videnskabelig fortolkning af Guddommen eller de højeste facitter
1162.    Det uintellektuelle væsens kontakt med den absolutte sandhed er ikke et spørgsmål om en videnskabelig udredning af samme sandhed, men derimod et spørgsmål om en forenkling eller tilpasning til samme væsens primitive opfattelsesevne
1163.    Væsenets fysiske synsevnes princip gentager sig i sansningen af spiralkredsløbet
1164.    Hvorfor der skal en verdensgenløsning til
1165.    Verdensgenløsningsprincippets nødvendighed viser os, at "Adams" og "Evas" tilblivelse ikke er eller var en øjeblikkelig "mirakelskabelse"
1166.    Bibelens og andre hellige bøgers overleveringer er kun bestemte til at skulle være vejledning for særlige lokale trin i spiralen og skal ikke være en videnskabelig udredning af den absolutte sandhed, hvilken udredning kun kan finde sted igennem "talsmanden den hellige ånds" komme
1167.    Hvorfor verdensgenløsningen i overleveringerne udtrykker skabelsens syv tidsperioder som "syv dage"
1168.    De guddommelige overleveringer beskæftiger sig kun med væsenets passage igennem spiralens mørkezone. I spiralens lyszone er væsenerne jo selv blevet "vejen, sandheden og livet" og behøver ikke mere andre væseners vejledning
1169.    Tilblivelsen af en bro mellem "dogmetroen" og åndsvidenskaben
1170.    Ethvert kredsløb eller ethvert rige i spiralen har sit særlige "syndefald" med "slange", "Adam" og "Eva"
1171.    Væsenets "selvstændigheds-" og "uselvstændighedsstadier" i spiralkredsløbet
1172.    Væsenets "nøgenhed" og nødvendigheden af verdensgenløsningsprincippet
1173.    "Adams" og "Evas" mættelse af "mørket" og deres heraf i dag udløste mentale indstilling til "mørket" og "lyset" og disse to foreteelsers verdensgenløsere
1174.    Hvert enkelt af spiralens riger udtrykker hver for sig paradisfortællingen
1175.    "Guds tale" og "slangen" i "edens have"
1176.    Bibelens beretning om det levende væsens første fremtræden på jorden er blevet til på et tidspunkt, hvor "slangens" mission næsten havde udspillet sin rolle
1177.    Bibelens store partiskhed overfor "lyset" og dens heraf følgende "velsignelse" af "lyset" og tilsvarende "forbandelse" af "mørket" giver udtryk for en indtil lede fremtrædende mættelse af "kundskabens træ" hos dens ophav
1178.    "Slangen" og verdensgenløsningen
1179.    "Adam" og "Eva" var mættede af "lyset". Bibelen bekræfter kredsløbet og afslører, at det begyndende liv på jorden har haft en "fortid", hvis kulminationsområde ikke kan have været på jorden
1180.    Fortællingen om "Adam" og "Eva" er en smuk beretning om en stor lystilværelse, hvor end ikke reinkarnationen eksisterede i den robuste form, under hvilken den nu er kendt og fremkalder troen på en virkelig "død"
1181.    Guds ord til "slangen" og deres opfyldelse som en velsignelse for menneskeheden
1182.    Guds ord til "Eva" afslører, at hun og "Adam" i "paradiset" ikke var underordnet det dyriske mageprincips eller den "enpolede" seksualismes organiske struktur
1183.    "Plantevæsenet" udgør "Adam" i sin første "lystilværelse" i "edens have"
1184.    Når sandheden tilpasses til den enfoldige i form af et eventyr, må dette eventyr i sin inderste struktur stadigt være et absolut udtryk for sandheden og derved gå op i en højere enhed med andre virkelige sandhedsberetninger
1185.    Hvorfor sandhedsfortolkningen for den enfoldige skaber vantro hos det på blot og bar intelligens fremtrædende væsen, medens den let forstås af den højintellektuelle vise
1186.    Hvis "materialistens" udelukkelse fra sandheden ikke eksisterede. Enhver ædel forsker vil komme til at se den absolutte sandhed stråle fra Bibelens og andre hellige skrifters dogmer, blade og spalter
1187.    "Adam" i sin første fremtræden var ikke noget specielt "hanvæsen" eller noget specielt "hunvæsen". Der eksisterede kun én kønsart i "edens have"
1188.    Hvorfor det "ikke var godt for Adam at være for sig alene"
1189.    "Adams" dybe "søvn" under "Evas skabelse" eller "mennesket" på plantestadiet
1190.    "Adam" eller den første væsensart i "edens have" var "selvbefrugtende"
1191.    "Adam" som et væsen, der ikke kunne "synde" og ikke vidste, hvorfor han ikke kunne "synde"
1192.    "Evas" skabelse
1193.    Hvorfor det maskuline væsen i overleveringen stadigt blev udtrykt ved begrebet "Adam", skønt det ikke udgjorde den oprindelige "Adam"
1194.    Hvis "Adam" ikke var blevet forvandlet
1195.    Forskellen på den oprindelige "Adam" og "Adam" af i dag
1196.    "Uddrivelsen af paradiset" var et nødvendigt led i den guddommelige skabelsesplan
1197.    Hvorfor "uddrivelsen af paradiset" er en velsignelse, intet jordmenneske vil være foruden
1198.    Væsenernes bedømmelse af og uvidenhed om paradisfortællingens indhold af den absolutte sandhed
1199.    Hvorfor selvbefrugtningens princip og væsen måtte sættes ud af spillet og de to kønsarter: "manden" og "kvinden" bringes til at fremstå. Begyndelsen til indvielsen af det levende væsen i kundskabens mysterium
1200.    Livets egen kosmiske struktur og påbud for ægteskab. "Skinægteskab"
1201.    Flertallet eller flokken er ikke mere i "de fuldkomne ægteskabers zone" og autoriserer derfor "skinægteskabet" med sin velsignelse
1202.    "Hvedebrødsdagene" er kun en svag afglans af det oprindelige guddommelige ægteskab
1203.    "Hvedebrødsdagene" indenfor de gængse ægteskaber er en repetition af en fortidig tilstand svarende til de andre repetitioner, der forekommer i væsenets mentalitet af tidligere livs særlige principper og tendenser
1204.    Den almengældende årsag til de ulykkelige ægteskaber
1205.    Ting der ikke er i ægteskabets favør. Hverken kirkelige eller juridiske autoriteter kan forhindre ægteskabets tiltagende underminering og opløsning
1206.    Ægteskaber, der ikke er fuldkomne eller i kontakt med det sjette bud
1207.    Det fuldkomne ægteskab
1208.    Den guddommelige opfyldelse af ægteskabets bud findes i dag kun som identisk med "hvedebrødsdagene" og er ikke mere livsvarig
1209.    "Kammeratskabsperioden" indenfor ægteskabet
1210.    "Ægteskabsperioden" indenfor ægteskabet
1211.    "Det fuldkomne ægteskabs" "paradis" har også sit "syndefald", sin "nydelse af kundskabens træ" og sin "slanges forførelse"
1212.    Imaginationsevnen som roden til det ægteskabelige samlivs undergang eller som "fristeren", "djævelen" eller "slangen"
1213.    "Haremmet" som autoriseret overtrædelse af det sjette bud
1214.    "Haremsægteskabet" er brutalt og uden nogen fuldkommen lykke
1215.    "Haremmet" udtrykker "de ulykkelige ægteskabers zone"
1216.    Forskellen mellem Vestens "monogamiske" ægteskaber og Østens "haremsægteskaber". "Haremsægteskabets" natur og konsekvenser
1217.    Kun de "monogamiske" ægteskaber kan være identisk med "det fuldkomne ægteskab" eller opfylde betingelsen for en fuldkommen repetition af nævnte ægteskab. En ny moralanalyse må her indgå i fremtidens ægteskab
1218.    Autorisation af forældede moralforskrifter afføder "mentale krøblinger" i stedet for "mennesket i Guds billede"
1219.    Det fysiske sjælelivs begyndelse hos planten
1220.    "Plantens" forvandling til "dyr"
1221.    "Dyrets" begyndende sjæleliv
1222.    Væsenets møde med det modsatte køn som en stråle fra himlen. En sfære, hvor "Adam" og "Eva" ikke er helt adskilte som selvstændigt "hanvæsen" og selvstændigt "hunvæsen"
1223.    Væsenet begynder at få vågen dagsbevidst viljeføring, fornemmelse af sult og mættelse og ophører dermed med at være "plantevæsen", er blevet et "dyr"
1224.    Det begyndende "dyrs" sult og mættelse, selvopholdelsesdrift og de dermed forbundne anstrengelser tilsigter opretholdelsen af en stadig forbindelse mellem gudesønnen og den himmelske verden i hans passage af mørkets zoner
1225.    "Evas skabelse" (skabelsen af det modsatte køn) var tilfredsstillelsen af et overjordisk begær i det begyndende dyr. Med denne tilfredsstillelse blev adgangen til det himmelske lys i dyrets domæne stadfæstet
1226.    Væsenernes møde med det modsatte køn i dyreriget blev efterhånden en altbeherskende faktor bag deres viljeføring
1227.    Mødet mellem de to køn blev det altoverstrålende himmelske lys, der førte "Adam" og "Eva" frem til det dræbende princips allerhøjeste kulmination, gjorde dem til genier i overtrædelse af livets love, gjorde dem til levende mordinstrumenter i stål, kød og blod, hvis fodspor var død, lemlæstelse, rædsel og undergang
1228.    Gudesønnens passage i mørket er fuldbragt. Det himmelske lys i form af de to køns omfavnelse i ægteskab begynder at blafre. Den åndeligt "døde" gudesøn begynder at savne himlen, sin guddommelige Fader og sit eget liv
1229.    Livet er blevet borte fra det "enpolede" væsen. "Adam" og "Eva" iler mod deres grave, men deres sjæle iler mod "livets træ". Den i mørket indviede gudesøn iler nu tilbage til sin evige Fader
1230.    "Evaskabelsen" og "skabelsen af mennesket i Guds billede" er henholdsvis rodfæstet i væsenets forvandling til et "enpolet" væsen og dettes forvandling igen til et "dobbeltpolet" væsen
1231.    "Adam" og "Eva" (den jordiske mand og kvinde) er ikke mere det, de før har været. "Døden" har indhentet dem, der spiste af "kundskabens træ"
1232.    Vi er kommet til et stort vendepunkt i det levende væsens historie
1233.    "Forelskelsen" i det modsatte køn er væsenets højeste tilbedelse af sig selv og afføder hadets flamme eller "livets ånde" i mørkets manifestationer og bevirker, at gudesønnen tror sig ét med "døden" i stedet for med "livet"
1234.    Hvordan skulle "mørket" eller "lysets" kontrast opstå, hvis ikke "den højeste ild" havde delt sig i to flammer
1235.    Hvordan skulle "mørket" igen kunne fjernes fra væsenets bevidsthed uden i kraft af, at de "to flammer" igen bliver forenet til "én flamme"
1236.    De levende væseners identitet som "syndere" er "overtro"
1237.    Hvorfor en "straf" føles som "uretfærdighed", og hvorfor "hævneren" eller "forbryderen" føler sin "hævn" eller "forbryderiske" væremåde som "retfærdig"
1238.    Væsener kan kun påvirkes af de af fremmede væseners synspunkter, der er beslægtede med deres egne, hvorved gruppe- eller "flokdannelse" opstår
1239.    "Forbryderne" ved godt, at de får "straf", når de overtræder samfundets love, men de kan umuligt opfatte disse love i kontakt med deres eget "retfærdighedsbegreb" eller syn på livet og overholder kun disse love i kraft af "dressur"
1240.    Væsenernes forskellige mentale indstilling til samfundslovene kan ikke erstattes ved en befaling eller et lovbud
1241.    Den direkte personlige "hævn", "straf" og undertvingelse vanskaber individet, mentalt set, i stedet for at fuldkommengøre det
1242.    Væsenets erkendelsesevne og opfattelse af "retfærdighed" bestemmes ikke af dets vilje
1243.    Hvorfor væsenernes erkendelsesevne er forskellig
1244.    Det moderne "straffende" samfund fordrer åndelig eller moralsk ensrettethed for alle mennesker og er selv den største overtræder af den lov, det med "straf" og "henrettelse" fordrer overholdt af sine indbyggere, og kolliderer derved med "kristendommen"
1245.    Samfundet er i disharmoni med sig selv. Dets praktiske liv er i stor udstrækning "krig", "straf" eller "hævn", men det tror, denne praktisering er "kristendom"
1246.    Samfundet må lære at forstå, at de såkaldte "forbrydere" i virkeligheden ikke er "forbrydere", men "yngre brødre" i udviklingen. Hvorfor det er let og selvfølgeligt for samfundets "agtværdige borgere" at være i kontakt med dets juridiske love, medens det er besværligt for "forbryderne"
1247.    Hvorledes den dom, med hvilken vi dømmer andre, udgør dommen over os selv
1248.    Hvorfor "den rene" ikke "dømmer" nogen
1249.    Samfundets eller statens "straffeanstalter" og "tugthuse" kan ikke øjeblikkelig afskaffes ved en befaling eller et lovbud, men udelukkende kun igennem gradvis udvikling
1250.    Hvorfor "kosmiske analyser" er nødvendige
1251.    De væsener for hvem de "kosmiske analyser" er nødvendige
1252.    De væsener for hvem de "kosmiske analyser" ikke er nødvendige
1253.    Der vil altid være "straffende", "tugtende" eller "hævnende" væsener i et samfund, sålænge det påkræves, ganske uafhængigt af, hvor mange væsener, der så end måtte forekomme, som ikke mere kan være med til at "straffe" eller "hævne" under nogen som helst form
1254.    Væsener, der i dag har brug for fremtidens syn på "retfærdighed"
1255.    Hvad det gælder om for pionererne af den nu begyndende ny kultur- eller moralepoke i verden
1256.    Hvorfor dette, at tilhøre den ny kulturepokes pionerer, ikke er smertefrit
1257.    Kærligheden kan råde bod på skarpe mentale modsætninger, selv om forståelsen endnu ikke er til stede
1258.    Hvad der gør et væsen til "sejrherre"
1259.    Hvad der gør "sejrherren" til "forbryder" eller "fjende" af staten eller kulturen
1260.    Hvem er "forbryderne" eller statens og kulturens "fjender"
1261.    Hvorfor "forbryderne" må inkarnere indenfor en højere kulturs område
1262.    Karma eller gengældelseslovens evige struktur er et "spejlprincip" og ikke et "straffeprincip"
1263.    Enhver form for "ulykkelig skæbne" er virkningen af en "kosmisk kemisk" fejltagelse, eller et fejlgreb ind i "årsags- og virkningsloven", det pågældende væsen har gjort sig skyldig i og kan således ikke være en "straf" fra Forsynets side
1264.    Hvis stoffernes reaktionsevner ikke var faste, men derimod kun virkede i kraft af væsenernes ønske
1265.    Uden urokkeligheden i stoffernes reaktionsevner ville al planlæggelse eller alt bevidsthedsliv være totalt umuligt
1266.    Hvorledes væsenets jeg kan skabe ved hjælp af stoffernes reaktionsevne og derigennem opretholde sin organisme, manifestere karakter, begær og handlinger og derved over for sine omgivelser selv være en slags "stof"
1267.    Det levende væsens reaktion som "stof" overfor omgivelserne kan være kulminerende "kærlighed" eller kulminerende "had", hvilke to reaktionsformer er de yderste poler for al reaktion eller energiudfoldelse i universet
1268.    Alle levende væsener udgør hver især en "stofkombination", hvis reaktionsevne udviser, at den udgør en eller anden grad af "hadstof" eller "kærlighedsstof" overfor omgivelserne
1269.    De levende væseners fremtræden som "hadstof" og "kærlighedsstof" er livsbetingende for makrovæsenet og dermed for verdensaltets helhed eller Guddommens mentalitet og velvære på samme måde som vore egne mikrovæseners reaktionsevner er livsbetingende for vor egen manifestation og vort normale velvære
1270.    Uden et jeg og dets overbevidsthed ville enhver form for specielt "stof" være en umulighed
1271.    "Stof" i renkultur (ublandet tilstand) findes ikke. Ethvert "stof" vil altid være en kombination eller sammensætning af andre stoffer, der igen kan analyseres ud i de syv grundenergier: instinkt, tyngde, følelse osv.
1272.    Hvis instinkt- og tyngdeenergien ikke eksisterede
1273.    Hvis følelsesenergien ikke eksisterede
1274.    Hvis intelligensenergien ikke eksisterede
1275.    Hvis intuitionsenergien ikke eksisterede
1276.    Hvis hukommelsesenergien ikke eksisterede
1277.    Uden "stråleformig" materie intet åndeligt liv, ingen åndelige eller fysiske verdener
1278.    Vor klode udviser en planmæssig overgang fra stråleformig eller åndelig tilstand til dens nuværende fysiske tilstand. Denne klodes stråleformige tilstand har været ligeså logisk og hensigtsmæssig som dens fysiske
1279.    Solmassernes spaltning som identisk med de levende væseners fødselsprincip
1280.    Jordens spaltning eller udskillelse fra en større solmasse udgør en variation af "fødselsprincippet", hvor "barnet" tilhører en, "moderens" spiral underliggende, spiral
1281.    Variationer af "fødselsprincippet", hvor "børnene" tilhører underliggende spiraler
1282.    De samme love, som gør sig gældende i vor egen organisme, gør sig også gældende i verdensrummets store systemer eller organismer og gør dermed universet synligt som "et levende væsen"
1283.    "Moderenergien"
1284.    "Moderenergien" udgør det levende væsens "skabeevne" eller "overbevidsthed" og kan aldrig, således som tilfældet er med de andre materier eller stoffer, blive af "fast", "flydende" eller "luftformig" natur, men vil altid udelukkende kun forekomme som "stråleformig"
1285.    Hvad der viser jegets eksistens og sandheden i det gamle ord: "I ham lever, røres og ere vi"
1286.    "Syndefaldet" eller "Adams" og "Evas" fald som en guddommelig anordning i den evige verdensplan, opretholdt i kraft af den organiske struktur, der åbenbarer sig som "polforvandlingen" eller "det specielle hanvæsen" og "det specielle hunvæsen"
1287.    I kraft af deres "enpolede" tilstand eller seksualorganiske struktur blev "Adam" og "Eva" genier i udfoldelsen af "det dræbende princip" eller i overtrædelsen af "næstekærlighedsloven"
1288.    "Dødens rige"
1289.    Den "rige mands" sfære er ikke et udtryk for Forsynets "gunstbevisning", ligesom den "fattige mands" sfære heller ikke på nogen som helst måde udgør et udtryk for Forsynets eller Guddommens "unåde" eller "straf". Begge de nævnte sfærer udgør derimod et absolut uundværligt led i gudesønnens oplevelse af de erfaringer, uden hvilke skabelsen af et absolut fuldkomment samfund ville være umuligt senere i jordmenneskehedens udvikling. Den "rige mands" sfære kan kun forandres gradvis
1290.    Det dræbende princips zone er et "kosmisk kemisk laboratorium", hvor gudesønnen har uhindret adgang til alle former for raffinementer med hensyn til udfoldelsen af næstekærlighedens modsætning eller selviskhedens kulmination
1291.    At de "kosmiske kemikalier" i visse henseender er "giftige", gør dem ikke mere unyttige eller uundværlige end de giftige fysiske kemikalier. De har derfor ikke noget som helst med "ondskab" at gøre, men er livsbetingende nødvendige i verdensplanen
1292.    En ny verdensepoke eller et vendepunkt i verdensreligionernes og verdensfilosofiens og dermed i jordmenneskehedens historie
1293.    Hvor langt gudesønnen måtte ned i mørkets regioner for at kunne opleve modsætningen til livets mening: "døden"
1294.    Hvorfor det levende væsens evige liv må forme sig som en passage nedad i mørkets dale og opad imod lysets tinder
1295.    Hvorfor "Adams" og "Evas" liv kom til at hedde "syndefaldet", skønt det slet ikke var noget "syndefald", men en absolut guddommelig anordning
1296.    Hvorfor gudesønnen blev materialist og glemte den åndelige verdens eksistens
1297.    Ligesom de levende væsener førtes nedad ved en særlig organisk struktur, således må de også føres opad imod lyset i kraft af en dertil egnet organisk struktur
1298.    Hvorfor den mod mørket nedadførende organiske struktur er så selvfølgelig, medens den mod lyset opadførende organiske struktur endnu i stor udstrækning er ufattelig for almenheden
1299.    Den nedadførende organiske strukturs område er blevet et med dødsstraf forbundet lovbefalet terræn, er blevet en mental spændetrøje
1300.    Hvis den nedadførende organiske strukturs autoriserede eller lovbefalede område var beregnet på at være en evig foreteelse, hvad så med de store næstekærlighedsidealer, der i århundreder er blevet forkyndt som statsreligion
1301.    Hvorfor Vestens hellige bog "Bibelen" forekommer i to afsnit: "Det Gamle Testamente" og "Det Nye Testamente", samt forskellen på disse to testamenter
1302.    Intet under at "Guds udvalgte folk" måtte bringes til at erkende deres selviske "nationalismes" isnende kulde overfor "internationalismens" verdenssamfund
1303.    Det jødiske folks skæbne er et forbillede for det øvrige folk i verden, i hvilket disse kan se, hvorledes det går et folk, når det ligger under for den overtro, at det er det eneste saliggjorte og derfor kun kan betragte disse andre folk som "hedninger", det i større eller mindre grad kan udplyndre og som et slags "herrefolk" kan se ned på
1304.    Den ortodokse jødiske religion i degeneration og opløsning. Jødiske selviske principper er blevet optaget og autoriserede i de øvrige stater i verden
1305.    "Nationaltilbedelsens" eller "herrefolkeideens" dødsdom og undergang i det jødiske folk
1306.    De øvrige folk i verden går i jødefolkets åndelige fodspor og får samme skæbne
1307.    Alle "nationaltilbedelses-" eller "herrefolkeideers" undergang i "det levende vands" ocean: "internationalismens verdensrige" eller julebudskabets opfyldelse: "fred på jorden og i menneskene en velbehagelighed"
1308.    "Det Gamle Testamente" er et stykke psykologi. Det jødiske folks historie er en analyse af et særligt udviklingstrins udslag og de heraf følgende virkninger, som absolut alle stater såvel som enkelte individer må gennemleve for at kunne nå fuldkommenheden
1309.    Hvis "herrefolkeideen" ikke eksisterede, ville alt, hvad der kommer ind under begrebet "det onde" være en umulighed i verden
1310.    Medens "Det Gamle Testamente" er et totalt forsvar for "ejendomsretten", er "Det Nye Testamente" en fuldstændig udslettelse af denne
1311.    Hvis jordmenneskeheden ikke havde haft brug for de to testamenter, ville de ikke have overlevet de årtusinder, de nu autoritativt har eksisteret
1312.    Hvad "Det Gamle Testamente" viser os
1313.    I "Det Gamle Testamentes" tidsperiode var man uvidende om, at den ægteskabelige troskab ikke kunne opretholdes ved magt og gjorde derfor ægteskabet til en magtstabilisering af en indbildt ejendomsret
1314.    Man gjorde ægtefællen til en "ejendom", på hvilken man havde skøde i form af en "vielsesattest"
1315.    Den største part af evnen til at give gaver er endnu et "forretningstalent", der gør en tilsvarende del af sit ophavs "gavmildhed" til en "forretningsmæssig" udfoldelse eller dyrkelse af sit eget "selv"
1316.    Hvorfor "Det Gamle Testamentes" åndelige struktur affødte det "forretningsprincip", der i dag behersker verden og blev et middel, ved hvilket man kunne camouflere sin overdrevne tilegnelse af livets goder på næstens bekostning
1317.    Hvorfor man blev træt af den gamle barbariske, åbenlyse og frie "blodhævns-" og "røverimoral" og blev modtagelig for nye guder og nye moralformer
1318.    Det lys begynder at skinne, som i form af "Det Gamle Testamente" blev en guddommelig hånds indgriben i karmaloven og førte gengældelsen af den frie, rå barbarisme og magtmisbrug ind i tvungne baner gennem øvrighed og retsvæsen
1319.    "Det ægte forretningsprincip" og "det falske forretningsprincip"
1320.    Konsekvensen af "det falske forretningsprincip"
1321.    Arbejdernes løn af i dag er ikke et spørgsmål om den værdi, deres arbejde frembringer, men derimod et spørgsmål om balancepunktet mellem en fagforenings og en arbejdsgiverforenings mentale og fysiske magtkapacitet
1322.    "Det falske forretningsprincip" skaber falske klasseforskelle eller den sociale "overklasse" og "underklasse"
1323.    Hvad der dækker sig under begrebet "luksus"
1324.    Virkningerne af "Det Gamle Testamentes" forvandling af jordmenneskets psyke fra "åbenlys" til "camoufleret" eller "skjult" mord-, drabs- og magtmoral
1325.    "Bankkontoen" som det mest raffinerede, hemmelige "mordvåben" og fundamentet for hele verdens civilisation af i dag. Intet under at der skulle en "Jesus af Nazaret" til for at befri menneskeheden for dette al kulturs farligste våben
1326.    Hvorfor man ikke skal forfølge "jøderne"
1327.    Analyserne af "bankkontokulturen", "det falske forretningsprincip", "rigmænd" etc. danner intet som helst grundlag for personlig forfølgelse af nogen som helst art
1328.    Hvorfor "Det Gamle Testamente" er blevet forældet
1329.    "Det Gamle Testamente" blev en slags bremse på den åbenlyse udfoldelse af den barbariske, rå, brutale, dyriske magt. I kraft af nævnte testamente kunne den kun anvendes camoufleret
1330.    Den camouflerede udfoldelse af det rå, dyriske livsprincip i form af "det falske forretningsprincip" blev den altbeherskende faktor indenfor jordmenneskeheden og betingede alle de økonomiske standsforskelle, der forekommer fra en "krøsus" og nedad til en "lazaron"
1331.    Hvem er mest "asocial", samfundet eller røveren
1332.    Den moderne civilisation af i dag er en "krigens kultur". Alle er mobiliserede "soldater" på den økonomiske front eller i kampen om værdierne
1333.    "Det Nye Testamente" er "kommunismens" dybeste og inderste kilde. Jesus af Nazaret er modellen til eller forbilledet på den fuldkomne "kommunist" og blev derved "stjernen", der tændtes julenat på den jordmenneskelige åndshimmel
1334.    "Politik" og "politikere" repræsenterer kampen mellem "Det Gamle" og "Det Nye Testamentes" ideologier
1335.    "Kommunister" og "falske kommunister"
1336.    "Kommunismen" er ikke et "opfundet" eller "opdigtet" politisk system. Den er et udviklingstrin, i hvilket kollektiviteten, fællesskabet eller næstekærligheden er hellig
1337.    De "kommunistiske" samfund af i dag er endnu ikke fremtrædende i den renkultur eller åndelige stabilitet, der gør dem til en værdig repræsentation af Verdensgenløserens "kommunistiske" mentalitet eller den "velbehagelighed", der julenatten bebudedes jordmenneskeheden
1338.    Den "demokratiske" udvikling af samfundet er i virkeligheden "kommunistisk". Alle "politiske partier", der ikke har "diktatur", men "demokrati" til mål, er "kommunistiske"
1339.    "Diktaturet" er de sidste dønninger fra en fortidig hedensk religiøsitet, der havde sit særlige domæne i en tidsperiode længe før buddhismen, kristendommen og islam blev til
1340.    "Diktaturet" eller de sidste dønninger fra en fortidig hedensk verdensimpuls bevirkede "dommedag" og sin egen kapitulation overfor virkningerne af den lyse verdensimpuls, der skaber "fredens" eller kærlighedens "velbehagelighed" for menneskeheden
1341.    Hvorfor den gamle verdensimpuls med dens drabstilbedelse og tvangsprincipper måtte gå under
1342.    Målet med menneskeheden er nu ikke mere "alles krig imod alle", derimod væsenernes udvikling til igennem deres geni at udløse "alles kærlighed imod alle"
1343.    Hvorfor enhver "politisk" retning, der befordrer "alles kærlighed til alle", vil vinde sejr
1344.    Hvorfor alle de "religiøse" og "politiske" samfund ikke forlængst er smeltet sammen til en fuldkommen broderskabets fællesånd eller samhørighed
1345.    Hvilken af de to mentale retninger "demokrati" og "kommunisme" der er den rigtige
1346.    Hvad de "politiske" kampe i virkeligheden drejer sig om. Amoralske magthavere. Hvad en "børsnotering" i virkeligheden er
1347.    Forhold der bevirker, at man ikke er i den naturlige "kommunismes" favør, selv om man endog er medlem af en "kommunistisk" organisation
1348.    Virkelig "kommunisme" kan umuligt repræsenteres af mord, vold, diktatur eller "magt i stedet for ret". Man må derfor være på vagt, hvis man vil bære dette hellige prædikat med rette
1349.    "Kommunisme" som tillempet statsreligion igennem århundreder
1350.    "Kommunismen" under "syndsforladelsesceremoniernes" og "nådessakramenternes" domæne
1351.    Jordmenneskene begynder at vågne op af sakramenternes trosdomæne med en hunger, de kun kan få tilfredsstillet igennem hundrede procents "kommunisme"
1352.    Menneskehedens fuldkomne samfundsorden kan ikke blive til øjeblikkelig ved diktatur. Moseloven har ikke kunnet forhindre den camouflage, ved hvilken lovovertrædelserne blev autoriserede, og lovovertræderen kunne bevare prædikatet "en hæderlig mand"
1353.    Æren for, at man i den moderne civilisation kun ustraffet kan overtræde samfundslovene, der hvor man kan camouflere overtrædelserne som "nødværge" eller "forretning", tilkommer ophavene til "Det Gamle Testamentes" forskrifter og idealer
1354.    Hvorledes "det gamle" og "Det Nye Testamentes" forskrifter fra at være "religiøse" trosformularer bliver til "politiske" idealer, affødende samfundets juridiske love
1355.    "Politik" er omdannet "religiøsitet". "Politikere" er væsener, i hvem den ortodokse "religiøsitet" er degenereret til fordel for idealisering af det praktiske, fysiske liv. "Religiøse" sekter står ikke højt hævet over de "idealistiske" partier
1356.    Alle "religiøse" og "politiske" bevægelser i verden er en smeltedigel, i hvilken al "religiøsitets" åndelighed eller overjordiske natur overføres til praktiske, fysiske idealer
1357.    Det fuldkomne "demokrati" og den fuldkomne "kommunisme" er identiske og udgør det absolut højeste politiske ideal, der eksisterer
1358.    Hvis jordens hidtil eksisterende "demokrati" og "kommunisme" havde været fuldkomne, ville det verdensdrama, der lige er gået hen over jorden, have været en umulighed
1359.    Idealet eller målet bag "demokrati" og "kommunisme" er ikke opfundet af mennesker, men udgør den absolutte "alkærlighed" eller "næstekærlighed"
1360.    Det højeste forbillede for vor egen viljeføring og skabelse og det heraf udløste forhold til vore omgivelser finder vi i naturens eller Forsynets egen skabelsesproces
1361.    Hvorfor jordmennesket undertiden opfatter "det ufærdige" eller ufuldkomne i livet som et forbillede eller ideal
1362.    Om at skelne "det færdige" fra "det ufærdige" i livet. Hvorfor jordmenneskene har været indstillede på at tro på profeter, vismænd og verdensgenløsere
1363.    Hvorfor den gamle verdensepokes guddomsopfattelse eller Det Gamle Testamentes vrede, hævnende og straffende guddomsideal døde på Golgatas kors, og kristusmentaliteten herefter blev det i autoritet voksende verdensideal
1364.    Den ny verdensepokes højeste idealer
1365.    Jordmenneskene har store forudsætninger for at opfatte den ny verdensepokes idealer som de højeste, idet de har det fulde overblik over, at den gamle verdensepokes idealer kun har kunnet frembringe en permanent krig mellem de levende væsener, der strækker sig lige fra den kødædende plantes fangeskåle til jordmenneskets "atombombe". Hele jordmenneskets sfære fra abemennesket til Kristus er en krigsskueplads
1366.    Jordmenneskene i "dommedagssfæren" er at inddele i tre kategorier efter deres kropslige situation og skæbne. "Bibelen" og disse kategorier
1367.    I jordmenneskets passage igennem det dræbende princips zone eller dyreriget vil væsenernes fysiske, kropslige situation bevirke reinkarnation eller genfødelse
1368.    Alle væsener må igennem det samme kvantum lidelser for at kunne blive det samme fuldkomne menneske
1369.    Hvad "dommedagen", "krigen" eller det dræbende princips zone har afstedkommet for jordmenneskene af mord, invaliditeter og ruinhobe
1370.    "Krigen" forfølger sine ofre gennem flere liv
1371.    Sålænge jordmenneskeheden med nye raffinerede mordvåben mangfoldiggør "krigens" evne til at dræbe og lemlæste, vil samme menneskehed være dens lydige slave og ikke dens herre
1372.    Hvorfor jordmenneskehedens stater eller nationer befinder sig i kapløb om at stopfodre "krigen" med de mest raffinerede, dræbende, tekniske og kemiske våben
1373.    Hvis kapløbet i våbenfremstilling fik lov til at fortsætte
1374.    Guddommens millionårige skaberværk mislykkes ikke på grund af en smule ufærdig jordmenneskelig mentalitet
1375.    "Det onde" og "det gode" er uundværlige redskaber eller midler i den guddommelige skabelsesproces
1376.    Jordmenneskeheden kan ikke gå til grunde ved fremstilling og brug af mordvåben imod sin næste, idet den heraf følgende lidelsesskæbne tilsidst vil gøre individet til et lysvæsen eller en borger i "himmeriges rige"
1377.    Krigen eller mørket er ikke et jordmenneskeligt påfund, men har rod i væsenets urbegær og er en organisk funktion
1378.    Hvorfor krigen eller det mentale mørke ikke kan bekæmpes med våben
1379.    Hvorfor krigen eller "det onde" bliver til vanebevidsthed, til "retfærdig harme", "hellig vrede", "ærens mark" eller udtrykkes som "forsvar"
1380.    Hvordan det bliver til kendsgerning, at "freden" er den store mentale sol, alle folkeslag eller nationer i verden håber og ønsker at komme til at leve under
1381.    Hvad er "freden"
1382.    Jorden er færdig og venter med overdådige rigdomme og betingelser i jordmenneskets favør, men jordmenneskene mangler "næstekærlighed"
1383.    Hvorfor "næstekærligheden" er det absolut højeste verdensfrelsende ideal, og at manglende "næstekærlighed" er "roden til alt ondt"
1384.    Hvis det levende væsen aldrig nogen sinde skulle blive i stand til at opleve konkrete svar på spørgsmålet om de evige fakta, dets jegs dybeste hemmelighed og identitet osv.
1385.    Hvis "Guds veje" virkeligt var "uransagelige", eller hvorfor de fortidige verdensriger eller kulturer har været kolosser på lerfødder og derfor har måttet synke i grus
1386.    Hvad det vil sige at være kontrær overfor verdensbegivenhedernes afsløring af en ny udviklingsepokes begyndelse, i hvilken livsmysteriet eller svaret på de evige fakta bliver åbenbaret
1387.    Hvorfor verdensplanens manifestation har kostet liv og førlighed, tortur og lemlæstelse, sorg og tårer eller alle former for mørke og dog er hundrede procents "kærlighed"
1388.    Hvorfor det højintellektuelle væsen må råbe det ud for hele universet, at "alt er såre godt" og overfor Guds åsyn udbryde: "Ske ikke min, men din vilje"
1389.    Hvis "døden" var en virkelig afslutning på det levende væsens tilværelse
1390.    Når de levende væsener ikke kan opleve selve den store udviklingsproces, for hvem er den da skabt?
1391.    Skulle de millionårige udviklingsepoker kun have været til for at skabe en abstrakt foreteelse, der bliver ved med at bestå, medens selve de levende væsener dør?
1392.    De levende væseners bloddryppende skæbner eller mørke livstilstande kan ikke udelukkende kun have været til for at være scenerier i et skaberværk, hvis helhedsoplevelse aldrig kan blive realistisk for noget som helst levende væsen
1393.    Et ejendommeligt verdensbillede eller en tragisk livsopfattelse: det store kunstværk består, men det levende liv, som har evne til at se det, dør eller forgår og får det derved aldrig at se
1394.    Er det ikke mærkeligt, at verdensbilledets eller det store kunstværks lokale mikroskopiske detaljer er hundrede procent logiske eller nyttige, medens helheden i sig selv er hundrede procent nytteløs eller ulogisk?
1395.    Ved "krigens" eller ukærlighedens inderste kilde eller udspring
1396.    Hvordan skal et verdensbillede, der er kulminationen af tåbelighed, kunne omskabe noget væsen til "Guds billede efter hans lignelse"?
1397.    Et uæstetisk verdensbillede. Det er på tide, at jordmenneskeheden får revideret sin verdensopfattelse
1398.    Jordmenneskehedens største fejl: Den ignorerer "livet" bag materien eller verdensaltet
1399.    Hvordan begrebet "døden" er kommet ind i verden
1400.    Hvorfor jordmennesket blev en tilbeder af "døden" i stedet for af "livet"
1401.    Jo mere jordmennesket benægter "livets" eksistens, desto mere beviser eller bekræfter det netop, at "livet" eksisterer
1402.    Materierne eller stofferne kan ikke være livets allerhøjeste facit. De kan ikke udgøre "det", der tænker, ræsonnerer og skaber
1403.    Hvorfor det oplevende "noget" eller "livet" bag materierne eller stofferne ikke kan benægtes
1404.    Hvorfor "det", der oplever, ikke kan være identisk med kroppene, de fysiske legemer eller organismer
1405.    Den materialistiske videnskab har intet andet svar på "livets opståen" end "tilfældighed"
1406.    Hvis det levende væsen er et produkt af "tilfældighed", er det vanskeligere for samme væsen at blive til, end det er at trække en gevinst i et lotteri, hvis antal af gevinster kun er én i forhold til millioner af nitter
1407.    Hvis "tilfældighed" var livets årsag, måtte det levende væsens fremtræden skyldes - ikke "én tilfældighed", men millioner af "tilfældigheder"
1408.    Hvorfor de levende væseners fremkomst eller tilblivelse på det fysiske plan ikke skyldes "tilfældighed"
1409.    Målet eller hensigten med al manifestation, skabelse eller materiedannelse
1410.    Da Skaberen eller det guddommelige noget er en evig foreteelse, bliver der mening i tilværelsen. Tilværelsen bliver kulminationen af "retfærdighed"
1411.    Spiralkredsløbet er identisk med selve "retfærdigheden" åbenbaret i alle materier
1412.    Den guddommelige mening med "udviklingsstigen" og "spiralkredsløbet"
1413.    Det er ikke så mærkeligt, at ånden eller jeget må "fødes påny" for at komme i den næste sfære
1414.    Det levende væsens passage af udviklingsstigen i form af udødeligheden eller evigheden er det eneste, der kan gøre væsenet "ét med Faderen" og dermed til "vejen, sandheden og livet"
1415.    Hvorledes vi igennem vore analyser har set, at universets struktur er "kærlighed" og har ført jordens fysiske fremtræden frem til at opfylde alle betingelser for at kunne være skuepladsen for "himmeriges rige"
1416.    Hvorfor skulle individets viljeføring ikke være beregnet på at kunne bringes til at opfylde kærlighedens love, når hele universets struktur er kærlighed? - Det er livsfarligt for mikroben at gå imod universet
1417.    Enhver form for ukærlighed overfor næsten er et attentatforsøg eller en sabotage på selve verdensaltets struktur i vort eget bevidstheds- eller manifestationsområde
1418.    Hvordan det bliver til kendsgerning, at Forsynet ønsker at omdanne individet til at være i kontakt med "alkærligheden" eller verdensaltets struktur
1419.    Hvad "dommedagen" eller det store verdensdrama afslørede
1420.    Hvorfor forskeren eller læseren bør erindre sig, at universets hovedstruktur udelukkende er "alkærlighed"
1421.    Jordmennesket kan ikke blive ved med at leve på sit nuværende udviklingstrin og de her ind under henhørende ægteskabelige foreteelser
1422.    Er jordmenneskene ikke ved at "uddrives" af deres nuværende seksuelle "paradis" i kraft af "slange" og "forførelse"?
1423.    Hvorfor det bibelske "syndefald" ikke var noget "syndefald", men en guddommelig velsignelse, uden hvilken væsenerne aldrig nogen sinde ville kunne komme tilbage til deres "kosmiske bevidsthed"
1424.    Det bibelske "paradis" og dets "Adam" og "Eva" er henholdsvis "planteriget" og "planterne"
1425.    Igennem "slangens forførelse" eller "nydelsen af kundskabens træ" udviklede "plantevæsenet" sig til et "dyr" og dernæst til "det jordiske menneske" eller geniet i at dræbe, myrde og lemlæste
1426.    For at blive "ét med Faderen", for at blive "et fuldkomment menneske" må jordmennesket også blive et geni i at kunne praktisere "det gode" eller "alkærligheden"
1427.    Verdensgenløserne eller menneskehedens største førere er ikke "forførere", men er til den allerstørste velsignelse, selv om deres mission på et vist tidspunkt er at befordre "dyrerigets undergang" i væsenernes mentalitet og de her under henhørende seksuelle foreteelser
1428.    "Det Nye Testamentes" næstekærlighedsideal er ikke befordrende "mandens" eller "kvindens" normalitet og den hermed forbundne sfære, der udgør "de lykkelige ægteskabers zone"
1429.    Det var ikke så mærkeligt, at ypperstepræsterne for det mest ægteskabsbundne folk i verden korsfæstede Verdensgenløseren eller en så åbenlys inkarnation af "næstekærligheden"
1430.    Ligesom man har forbandet den bibelske "paradisbegivenhed" og kaldt den "syndefaldet", således har man også til en vis grad begyndt at forbande den ny "paradisbegivenhed"
1431.    "Paradiset" er kulminationen af hvert af spiralkredsløbets seks riger. Da væsenerne er kredsløbet underkastet, må de passere hvert af disse rigers "paradis" og kommer derved til, i overgangen fra det ene "paradis" til det andet, at opleve princippet "helvede"
1432.    Hvorfor pionererne for et begyndende nyt rige eller "paradiset" i spiralkredsløbets mørkesfære først modtages med indignation og forfølgelse indtil henrettelse for derefter at blive guddommelige eller overjordiske tilbedelsesobjekter i form af "helgener" eller "guder" og deres idealer til autoriseret moral for hele flokken eller samfundet
1433.    Hvorfor væsenerne mistede kundskaben om og evnerne til at orientere sig i "mørkets verden" og blev "instinktvæsener" eller "planter"
1434.    "Adam" og "Eva" "dør døden" eller mistede deres kosmiske bevidsthed
1435.    Når det levende væsen tror, at det selv og "alt levende" kun er "materie", og at jordens og planeternes tilblivelse og det heraf følgende animalske liv kun skyldes en tilfældighed
1436.    Det "kosmisk bevidstløse" jordmenneske behandler sin næste eller sine medvæsener som "materie"
1437.    Ingen levende væsener "dør" i en krig, thi alle kæmpende parter i en sådan, er allerede "døde", inden de begyndte krigen
1438.    Det, der er "levende", kan aldrig blive andet end "levende", ligesom "det døde" aldrig kan blive andet end "det døde". Hvorfor det levende væsen tror, at dets udskiftning af det fysiske legeme er det samme som "døden"
1439.    "Døden" og "reinkarnationen" er to helt forskellige foreteelser. Den virkelige "død" er kun en særlig form for oplevelse af "det evige liv"
1440.    Hvorfor jeget kun kan udgøre "noget, som er"
1441.    Hvorledes enhver "skabt ting" eller enhver begrænsning i rum og tid henholdsvis indeholder "uendeligheden" og "evigheden"
1442.    Ved hjælp af sin skabeevne eller "X2" kan jeget skiftevis gøre sig identisk med "livet" og "døden"
1443.    Spiralkredsløbet består af en "livszone" og en "dødszone"
1444.    Hvad der bevirker, at individet tror sig ét med materien, eller en "skabt ting", der igen skal opløses
1445.    Jordmenneskeheden er på rejse gennem "dødsriget". Hvad der markerer dens tilstedeværelse her
1446.    Et billede af jordmenneskets døde eller livløse indstilling til dets evige tilværelse, Guddommen eller den absolutte sandhed
1447.    Spiralkredsløbets lysside eller "livsriget" og dets særlige struktur
1448.    "Næstekærligheden" er fundamentet for "det rigtige menneskerige", ligesom "den ægteskabelige kærlighed" er fundamentet for "dyreriget" eller spiralens mørkezone
1449.    Ligesom mørket har kulmineret på de jordiske kontinenter og have, således skal lyset eller fuldkommenheden også komme til at kulminere på de samme kontinenter og have
1450.    Jordmenneskets nuværende mørke tilstand har kun til opgave at skabe længslen efter en "varig fred"
1451.    Hvorfor læserne særligt må gøre sig "ukærlighedens" og "kærlighedens" analyser begribelige
1452.    Væsener der ikke har brug for kønsprincippets eller kærlighedens analyser
1453.    Verden er ikke fuld af lykkelige ægteskaber
1454.    Det seksuelle eller erotiske begær, der begyndte som en lille bæk, blev efterhånden til en vældig flod, der sprængte alle jordmenneskelige opdæmningsforsøg i form af seksuelle morallove og det af kirken velsignede juridiske ægteskab
1455.    Den seksuelle eller erotiske kraft hos det tidligere jordmenneske
1456.    Den seksuelle strøm i dag og dens mange former for gennembrud af den for samme strøm oprettede dæmning
1457.    Den seksuelle udvikling giver sig også udslag i en adskillelsestendens mellem samlejet og befrugtningen
1458.    Jordmenneskehedens formering synes ikke at lade noget tilbage at ønske trods befrugtningsforebyggelsen
1459.    Hvor meget ægteskabet end bliver forherliget igennem film og skuespil med verdens smukkeste mennesker i rollerne, kan den store seksuelle begærbølge, som forekommer alle vegne, dog ikke holdes indenfor ægteskabets rammer
1460.    Hvad er det menneskeheden i en omfattende udstrækning ser i form af genialt udtænkte og opførte film og skuespil? -
1461.    Overværelse af ægteskabelige film og skuespil er det samme som at overvære en slags retsscene, hvor der kun er en "forsvarer", men ingen "anklager", og af hvilken grund ægteskabet gennem nævnte film og skuespil derfor bliver overdrevent forherliget
1462.    Hvorfor så mange mennesker gerne ser film og skuespil
1463.    At komme til forståelse af den periode i ægteskabet, der ligger udenfor "hvedebrødsdagene", er fremtidens løsning med hensyn til ægteskabets beståen
1464.    At stifte ægteskab, hjem og have børn er mere blevet et spørgsmål om penge end et spørgsmål om en naturlig formering eller befordring af menneskehedens beståen
1465.    Staten kender endnu slet ikke sit ansvar overfor forplantningsprincippet og bygger derfor frimodigt luksuriøse administrationspaladser samtidig med, at den kun giver "fattighjælp" til sit eget afkom eller eget køds og blods beståen
1466.    Hvorfor "kulturstater" består af en besiddende "overklasse" og en forarmet "underklasse", og deres byer repræsenterer "luksuskvarterer" og "proletarkvarterer"
1467.    Hvorfor enhver stat burde velsigne og have fuldt medansvar for sit eget kødelige afkom
1468.    Staten vil komme til at erfare, at det er en livsbetingelse for den at stille sig solidarisk med forældrene med hensyn til økonomien ved børnenes forplejning og dermed yde sin andel i samfundets eller statens beståen
1469.    Kan det være rigtigt, at sunde, kønsmodne unge mennesker helst skal lade være med at få børn, fordi staten derved bedre kan få råd til at skabe og opretholde sine luksuspaladser og øvrige luksusforeteelser i sit ydre ansigt
1470.    At gøre fosterdrab eller svangerskabsafbrydelse til autoriseret hjælpemiddel i kampen mod fattigdommen er himmelråbende imod naturens love og aldeles uforenelig med virkelig kultur
1471.    Det er ikke lægerne, men politikerne, der skal råde bod på den misere, samfundets børnefødsler er udsat for, fordi staten endnu ikke kender sit økonomiske ansvar
1472.    Den seksuelle drift eller "den højeste ild" er "det godes" og "det ondes" alfa og omega
1473.    "Den højeste ild" er "X2's" vibrationsdomæne
1474.    "Fosterdrab" og "befrugtningsforebyggelse" af økonomiske grunde kan ikke retfærdiggøres, men det udelukker ikke, at der findes andre grunde, der ligefrem gør disse foreteelser til en pligt
1475.    Hvor vi finder forklaringen på det seksuelle mysterium
1476.    Jordmennesket er ikke det samme naturmenneske, ægteskabeligt set, som fortidsmennesket
1477.    Hvad der har været medvirkende til opfindelsen af "fosterdrab" og "befrugtningsforebyggelse"
1478.    Hvornår det vil være rigtigst at befordre "befrugtningsforebyggelse" og "svangerskabsafbrydelse"
1479.    "Svangerskabsafbrydelse" kan aldrig være den hundrede procents fuldkomne løsning på et problem, men må vige pladsen til fordel for "befrugtningsforebyggelse"
1480.    Er det ikke synd at befordre "befrugtningsforebyggelse"? -
1481.    Dårlige forældreskaber, der bliver forhindrede ved "befrugtningsforebyggelse"
1482.    "Befrugtningsforebyggelse" er skabt af "næstekærlighedsloven" og må derfor udelukkende anvendes i denne lovs tjeneste
1483.    Hvorfor overleverede moralske forskrifter ikke kan råde bod på det nuværende seksuelle livs genvordigheder
1484.    Hvem de kirkelige religiøse autoriteter, sekter og samfund i dag kan hjælpe, og hvem de ikke kan hjælpe
1485.    Kosmisk videnskab, religiøsitet og irreligiøsitet
1486.    Den store irreligiøse folkemasses tilbagevenden til en officiel virkelig erkendelse af Guddommen kan umuligt ske ved sekt- eller flokvæsen
1487.    Den overtro hvormed de religiøse sekter og samfund i dag skiller sig ud fra flokken og bliver til små stivnede samfund udenfor det store jordmenneskesamfund
1488.    De religiøse sekter eller moralsamfund får det religiøse princip til at forstene eller forkalke, idet de i virkeligheden er "diktatur"
1489.    Ligeså guddommeligt diktaturet kan være for et uvidende eller primitivt folk, ligeså umuligt og altødelæggende er det for den nuværende intellektuelle del af jordmenneskesamfundet
1490.    Vejen til den ventede "varige fred" går ikke igennem noget som helst enkelt religiøst eller politisk samfund
1491.    Hvorfor jordmenneskeheden umuligt kan "frelses" eller opnå den "varige fred" igennem det eller det religiøse eller politiske samfund
1492.    Jordmenneskeheden er ikke bestemt til at skulle være animalsk teknik og automatisme for en despotisk diktator eller ensretter
1493.    Hvorledes et væsen skal være og ikke være for at kunne udtrykke "Guds billede" og fremtræde som identisk med "lovens fylde"
1494.    Hvorfor man ikke skal indkapsle udfoldelsen af "næstekærligheden" i sektdannelse, forenings- eller klikevæsen
1495.    Hvad det vil sige, at "gå ud i verden og gøre alle mennesker til Kristi disciple"
1496.    Vejen mod lyset går ikke mere ind i sekterne, men ud af disse og ind i offentligheden
1497.    Næstekærligheden er identisk med selve solens manifestationsprincip
1498.    Det moderne kulturideal, "at straffe og belønne" kan ikke skabe den virkeligt "varige verdensfred"
1499.    Hvad der afslører, at jordmennesket endnu er et ufærdigt væsen, der ikke er kommet i kontakt med muligheden for den paradisiske tilværelse, jorden allerede forlængst er færdig til at kunne yde
1500.    De religiøse foreteelser med det autoriserede præsteskab og de herpå baserede politiske og juridiske myndigheder og love har ikke kunnet hindre verden i det store ragnarok, hvis virkninger endnu martrer den ganske menneskehed
1501.    Jordmennesket er blevet et mysterium for den uindviede
1502.    Den guddommelige vilje eller livets mening med hensyn til det jordiske menneske bliver synlig
1503.    Det bliver en selvfølgelighed, at jordmenneskets organfunktion må forandres, således at den i stedet for at befordre egoismen og det dræbende princip, må befordre uselviskheden eller næstekærligheden
1504.    Nogle af de foreteelser den ny organforvandling allerede har bevirket
1505.    Hvorfor nationernes eller staternes flokbevidsthed virker mere primitiv end det enkelte af deres intellektuelle individer
1506.    Hvorfor selvhersker- eller diktatorprincippet ikke mere kan være regeringsprincip
1507.    Hvorledes den demokratiske regeringsform sejrede over diktaturet, bragte diktatoren til selvmord og hans håndlangere til krigsforbryderskafottet og åbenbarede for os de "sidste tiders dommedag" med "fårenes" udskillelse fra "bukkene"
1508.    Hvordan det bliver til kendsgerning, at diktaturet har udspillet sin rolle
1509.    Hvorfor det kun er de uintellektuelle, der er lykkelige ved diktaturet
1510.    Diktaturets virkninger indenfor religionerne og kirkens domæne
1511.    Diktaturet på det økonomiske område
1512.    Hvorledes diktaturet affødte demokratiet
1513.    Da den demokratiske regeringsform befordres af flertallets fællesønske, kan den kun hæmmes af en udenforstående "stormagt"
1514.    Hvorfor der endnu hersker "anarki" og ikke virkelig "fred" mellem staterne eller nationerne
1515.    Hvorledes en "stormagt" opstår
1516.    Hvorfor en verdensøvrighed bliver nødvendig
1517.    Hvad der er den største hindring for dannelsen af en verdensøvrighed
1518.    En opdagelse, der viser, hvad der betinger "dyret" og "dyreriget" og det virkelige "menneske" og "menneskeriget", og hvad der forhindrer en "varig fred"
1519.    Hvordan de to verdenskrige med deres helvedesimpulser affødte tilløbet til dannelsen af et "folkeforbund" eller en verdensøvrighed
1520.    Vanskeligheden ved skabelsen af et folkeforbund eller en verdensøvrighed
1521.    Hvordan det efterhånden bliver totalt umuligt at få fordele eller gevinst ved hjælp af krig
1522.    Sejrherrens lod i en moderne krig
1523.    Krigen bliver umulig. Vanskelighederne ved at danne en verdensøvrighed vil før eller senere blive overvundet, idet en virkelig verdensfred uden denne er umulig
1524.    Virkelig "fred" kan ikke dikteres
1525.    Diktatorprincippet kan i dag kun befordres af uintellektuelle eller primitive væsener
1526.    Hvorfor "demokratiet" og ikke "diktaturet" kan skabe en virkelig verdensfred
1527.    Hvad der bevirker "samvittighedsnag"
1528.    Det jordiske menneske er et "krigsvæsen" og dets mentalitet en "krigsskueplads"
1529.    Hvad der adskiller det jordiske menneske fra dyret. Det er ikke så mærkeligt, at verdens største vise har søgt at føre væsenerne frem til troen på den humanistiske side i deres bevidsthed
1530.    Vejen til "himmeriges rige" ligger udelukkende i afvænningen af den "dyriske" natur og i tilvænningen af den humanistiske eller menneskelige natur i jordmenneskets mentalitet
1531.    Hvad vi igennem vore kosmiske analyser har vist angående moral og næstekærlighed
1532.    Hvad vi har tilbage at udrede i dette bind, og hvad vi skal analysere i det næste bind
  Symbol nr. 12
Livet og døden
1533.    Hvorfor udskiftningen af det levende væsens fysiske legeme ikke er identisk med "døden", men derimod udgør en virkelig livsfornyelse
1534.    Den virkelige "død" er det samme som tabet af "kosmisk bevidsthed"
1535.    De bibelske overleveringer angående den "død", som skulle blive følgen af "nydelsen af kundskabens træ", er videnskabelige kendsgerninger, manifesteret i en for de "fattige i ånden" tilpasset fortolkning
1536.    Spiralkredsløbets to halvrunder: "indvikling" og "udvikling"
1537.    "Det evige liv" er en evigt skiftende oplevelse af "liv" og "død", der igen er det samme som mentalt "lys" og "mørke" eller "velvære" og "lidelse", "intellektualitet" og "primitivitet"
1538.    "Døden" er kun en latent eller indskrænket form for oplevelse af bevidsthed, medens "livet" derimod er en kulminerende eller udvidet form for bevidsthed
1539.    Det jordiske menneske befinder sig i det evige livs "dødszone", hvorfra det i form af udvikling er i færd med at vågne til virkeligt "liv" eller "kosmisk bevidsthed"
1540.    Det "kosmiske døde" væsens fornemmelse af Guddommens største manifestationsprincipper: "lys" og "mørke"
1541.    Det "kosmisk døde" væsens "ligtegn" eller "dødsmærke"
1542.    Formålet med symbol nr. 12
1543.    Lyset og mørket, den kosmiske død, vendepunktet for "den fortabte søn" i forbindelse med symbolet
1544.    Det jordiske menneske er "den fortabte søn" ved vendepunktet
1545.    "Adam" og "Eva" i "paradisets have" kendte ikke det kosmiske lys, deres væremåde repræsenterede
1546.    Det dræbende princip eller "helvedes" kulminationsområde i forbindelse med symbolet
1547.    Hvorledes væsenets "kosmiske bevidsthed" forsvinder, og det dermed oplever at "dø døden"
1548.    Et indblik i "den guddommelige verden" eller livssfærens kulminationszone
1549.    Hvordan sprog og tale bliver overflødigt i den højere lysets sfære
1550.    I den højeste åndelige verden er bevidstheden "det synlige" og organismerne "det usynlige". "Døden" er kun "livet" i en latent form
1551.    Det "indviede" og det "uindviede" eller det "levende" og "døde" væsen, "livssfæren" og "dødssfæren", samt spiralkredsløbets øvrige fire sfærer eller riger i forbindelse med symbolet
1552.    "Nydelsen af livets træ" er det samme som glæden eller lykken i udfoldelsen af næstekærligheden og fører til "kosmisk bevidsthed" eller evnen til samtidigt at være vågen dagsbevidst i den "fysiske" og "åndelige" verden
1553.    "Det rigtige menneskerige" er kulminationen af lyset på det fysiske plan, ligesom "dyreriget" er kulminationen af mørket på det samme plan
1554.    "Mørkets" og "lysets" kontrast i "det rigtige menneskerige"
1555.    "Eva" skal ikke blive ved med at "føde sine børn med smerte"
1556.    Hvis principperne "hankøn" og "hunkøn" som specialvæsener var gældende i alle kredsløbets riger, ville enhver form for oplevelse af liv være totalt umulig
1557.    Hvordan "lyset" og "mørket" er baseret på "den højeste ild" eller det seksuelle princip
1558.    Hvorfor det jordiske menneske eller "manden" og "kvinden" må "fødes påny af vand og ånd" for at komme i "himmeriges rige"
1559.    Forskellen mellem "mandens" og "kvindens" seksualorganiske struktur indenfor den moderne kultur er ikke så stærkt afgrænset som på deres tidligere trin på udviklingsstigen
1560.    "Adam" og "Eva" bliver igennem deres seksuelle polforvandling fri af den bibelske "syndens forbandelse". De er blevet til væsener af samme køn
1561.    Væsenernes seksualisme bliver ved polforvandlingen forstærket, men bliver i sin færdigudviklede natur ufarlig, idet den har fjernet "tokønsprincippet" og dermed ejendomsbegæret og den heraf udløste skinsyge, forfølgelse og krig eller alt det såkaldte "onde"
1562.    Kun igennem den seksuelle polforvandling, kan jordmennesket hæve sig op over dyreriget til "det fuldkomne menneskes" stadium eller livssfære "himmeriges rige"
1563.    De manifestationer, der udgør dyder for dyret, er strafbare handlinger for mennesket, såsom dette at lyve, stjæle og dræbe
1564.    Evnen til at føle lyst og ulyst eller fornemmelsen af behag og ubehag udgør den dirigerende faktor bag alle former for oplevelse og manifestation af livet
1565.    Behags- og ubehagsfornemmelsens foranderlighed, spiralkredsløbet eller "den højeste ild" som bindeleddet mellem jeget og dets livsoplevelse
1566.    Mellem den seksuelle nydelse og andre former for nydelse er der ikke nogen principforskel, men kun gradsforskel
1567.    Den virkelige seksualisme eller "højeste ild" og hermed det fuldkomne liv er ligeså skjult i hankøns- og hunkønsvæsenernes seksualisme, som det sande liv er skjult i et træ under dets bladløse vinterperiode
1568.    Hvorfor "himmerige" eller dette at elske sin næste som sig selv, er en umulighed for det jordiske menneske i dets hankøns- og hunkønstilstand
1569.    Hvis de fortidige moselove ikke kolliderede med udviklingen af i dag, hvortil så "Det Nye Testamente"? - Hvortil kristendommen, verdensgenløsningen eller påbuddet om at elske sin næste som sig selv, der jo er en direkte overtrædelse af Moselovens forskrifter om kærlighed? -
1570.    "Himmeriges rige" eller en virkelig fred mellem menneskene kan ikke baseres på en organisk struktur, der betinger, at dens ophav kun kan elske en vis part af jordens mennesker, og af denne part (det modsatte køn) kun må elske ét væsen
1571.    Hvorfor "himmeriges rige" på jordens fysiske plan betinges af jordmenneskets seksuelle forvandling
1572.    Hvordan den virkelige livslykke igennem "det nye køn" opstår og gør jordmenneskets forjættelse om "fred" og "velbehagelighed" til virkelighed
1573.    Et tilbageblik over hvorledes kredsløbet bevirker væsenets skiftende oplevelse af lys og mørke, af liv og død, af ånd og materie
1574.    Igennem det seksuelle princip opleves det evige liv i form af en evigt skiftende oplevelse af lys og mørke, der igen udgør et med jeget som "fast punkt" manifesteret kredsløbsprincip, i hvilket alt er indesluttet og dermed også "indvielse", reinkarnation og skæbne
1575.    Den sansemæssige oplevelse af kredsløbsprincippet forekommer igennem sult- og mættelsesprincippet, ikke blot på ernæringsområdet, men også i alle andre foreteelser vedrørende livets oplevelse
1576.    Hvorfor det, der af det ene væsen sanses som "behag", af det andet væsen kan sanses som "ubehag"
1577.    Den af "den højeste ild" udløste polforvandling er fundamentet for al kontrastdannelse i verdensaltet og dermed for udsmykningen af det kunstværk, der hedder livet
1578.    I kraft af "den højeste ild" bliver det evige liv en ligeså evigt fortsættende oplevelse af tilfredsstillelse af "lyst" eller "længsler" og betinger derved, at alt er såre godt, er indvielse, er lys i mørket, er kærlighed eller salighed
1579.    Organismeprincippet og dets virkninger forklaret i forbindelse med symbolet
1580.    Hvorledes paradisoplevelsen forandres til oplevelse af ubehag eller livslede
1581.    Jordmenneskenes forandrede opfattelse af "paradiset" og "helvede" og den heraf følgende adgang til det næste spiralafsnit eller "det rigtige menneskerige"
1582.    Væsenernes skiftende indstilling til idealerne i de øvrige riger i spiralkredsløbet
1583.    Hvorfor der opstår noget, der hedder "det onde" og "det gode" i det levende væsen
1584.    Alle jordmennesker er på vej mod et nyt køn, igennem hvilket de vil komme til at opleve en "ny himmel" og en "ny jord" eller "himmeriges rige" i kød og blod
1585.    Dyreriget som væsenernes vendepunkt fra mørke til lys, og salighedsriget som væsenernes vendepunkt fra lys til mørke og de øvrige spiralrigers forhold hertil
1586.    Jordmenneskets begrænsede viden og den heraf følgende overtro, at det udgør universets højeste livsform eller udtryk for liv, og konsekvenserne heraf
1587.    Væsenernes bevidsthedsmæssige kapacitet i hvert af spiralens seks riger
1588.    Et lille indblik i salighedsriget
1589.    Hvorledes livet igennem energierne forplanter sig fra salighedsriget til den ydre verden
1590.    Det evige liv er ikke blot udødelighed, men det er Guddommen åbenbaret i det levende væsen, og det levende væsen åbenbaret i Guddommen