Ældre Kosmos og Kontaktbreve

For nogle mennesker opstår undertiden det spørgsmål: "Hvis der er en gud til, hvordan oplever han da tilværelsen?" For andre er et sådant spørgsmål ligegyldigt, de vil sige: "Er der overhovedet en gud til, må han være en slem sadist, når han vil tillade alt det onde, som finder sted på jorden; men der er sikkert ikke nogen gud, alt er et spil af tilfældige naturkræfter". Troende mennesker vil mene, at det er blasfemi og ligefrem syndigt at beskæftige sig med et sådant emne. De tror, at Gud eksisterer, men at han skulle fremtræde med en mentalitet eller bevidsthed, som er underkastet bestemte universelle love, ligesom vor bevidsthed er det, kan de ikke fatte. Men åndsforskeren, hvis bevidsthed er indsstillet på at finde frem til en løsning på livets mysterium, har ganske naturligt et ønske om at forstå Guds væsen så meget, som det er muligt, for derigennem at komme Guddommen nærmere og udføre det, som er Guds vilje.

Intelligensen er imidlertid en ny bevidsthedsenergi for de jordiske mennesker, og den er, selv hos meget intelligensbetonede mennesker, endnu af en meget ufuldkommen karakter. Ved hjælp af sin intelligens er jordmennesket i almindelighed kun i stand til at analysere og udregne mål- og vægtfacitter og i det hele taget beskæftige sig med den fysiske verden. Åndelige realiteter ser det oftest blot som resultater eller virkninger af de fysiske stoffers reaktion. Intelligensbetonede mennesker studerer derfor med interesse disse reaktioner og finder lidt efter lidt frem til de love, som gælder for den fysiske verden helt fra mælkevejssystemernes kolossale dimensioner og til atomernes og elektronernes mikroverden. Hverken i makro- eller mikrokosmos finder man vilkårlighed, overalt kommer man på sporet af materiens lovbundne reaktionsevne. Man har altså de to former for livsopfattelse i kontrast til hinanden, den ene, de troende menneskers: at Gud er noget, som er hævet over love og principper, og som laver mirakler og skaber noget af ingenting. Den anden, ateisternes og materialisternes: at alt kun er love og principper, døde, mekaniske naturkræfter, der griber ind i hinanden som tandhjulene i en maskine og virker enten destruerende eller livsbefordrende i en tilfældig årsags- og virkningskæde uden anden mening, end den menneskene selv skaber som ønsketænkning. Den første af disse opfattelser er stærkt følelsesbetonet, den anden stærkt intelligensbetonet.

Men det jordiske menneske arbejder med andre energier i sin bevidsthed end følelse og intelligens, og deriblandt en energi, som endnu kun gør sig gældende i ringe grad og da blot som glimt i bevidstheden: intuitionen. Disse intuitive glimt, som er forbundet med følelsen og med intelligensen, sætter mennesket i stand til, selv om det oftest kun er i brøkdele af sekunder, at opfatte en sammenhæng mellem alt i universet. I tidligere tider blevet menneske, der havde haft en række intuitive oplevelser og forsøgte at berette derom, som regel opfattet som en hellig mand, en vismand eller mystiker. Men i vor tid, og specielt i vestens lande, hvor man ikke er meget indstillet på mystik, sker det, at store forskere og videnskabsmænd, kunstnere og forfattere får intuitive glimt, der får dem til at se, at universet alligevel ikke er en maskine med tilfældige omdrejninger, men at der bag ved det hele er tanke og bevidsthed. Udtalelser af en sådan art er det ikke nogen sjældenhed at møde i dag, men det betyder jo ikke, at deres ophav pludselig er blevet troende væsener. De opgiver ikke deres viden om universets love og principper. Tværtimod, det er jo netop opdagelsen af den hårfine logik, der eksisterer overalt i det store som i det små, der får dem til at indse, at alt dette ikke kan foregå som blinde tilfældigheder, men at der bag det skabte også må være en, der skaber, tænker og planlægger i overensstemmelse med bestemte love og principper.

Vi ser altså, at der, hvor intelligensen bliver forbundet med intuitiv oplevelse, bliver mennesket i stand til at skimte en større sammenhæng mellem alt, som intelligensen alene ikke er i stand til at lade det se. Men følelsen, menneskets humane indstilling, dets vilje til at skabe fred og harmoni i tilværelsen spiller også en væsentlig rolle som medvirkende årsag til intuitiv oplevelse. Når et menneskes intelligens ikke blot bruges som en evne, der koldt og beregnende finder ud af, hvad der kan være til fordel for det selv, så det kan kome til at leve i luksus og komfort, selv om det måske vil gå ud over andre meneskers tilværelse, men er en evne, hvormed det søger at være til gavn for helheden, altså forbundet med menneskelig samfølelse og medfølelse, kan denne intelligens- og følelsesharmoni føre til intuitionens indslag i bevidstheden, hvilket vil sige, at en helt ny verden åbner sig for det jordiske menneske.

Naturligvis er det ikke blot videnskabsmænd, forfattere og kunstnere, der af og til kan have intuitive oplevelser, de er jo blot de mennesker, som måske har størst evne til at give udtryk for deres oplevelser. Mange mennesker, som er færdige med det "troende" stadium og måske nærmest opfatter sig selv som ateister, fordi de ikke kan tro på de almindelige dogmatiske forestillinger om Gud, himmel og helvede, men er både intelligente og i besiddelse af human følelse og næstekærlighedsevne, kan ofte føle savn og længsel efter et fast punkt i tilværelsen. De bliver søgende, og de kan af og til opleve intuitionens glimt i bevidstheden, uden at de egentlig kan forstå, hvad det er, der sker. De føler blot i et glimt, at der er en mening med det hele, en sammenhæng mellem dem selv og det store univers, som har sin betydning, og også, at det må være muligt at finde frem til en forståelse af denne sammenhæng. Det ER muligt. Og det er blevet min opgave i mine kosmiske analyser at vise det søgende menneske, at Guddommen er en videnskabelig kendsgerning. En ny og mere nøgtern eller videnskabelig indstilling på den levende Guddom vil med tiden resultere i en helt ny verdensepoke, der vil adskille sig fra den gamle derved, at man ikke, som i denne, vil skabe Gud i sit eget billede, men derimod skabe sig selv om i Guddommens billede. Men for at man kan skabe sig selv om i Guddommens billede, må Guddommen jo være en virkelig realistisk model, noget, der har rod i virkeligheden og den daglige tilværelse, og ikke et fantasivæsen hinsides skyerne. Kan Guddommen da blive en sådan realistisk og videnskabelig begrundet kendsgerning? Ja, Guddommen kan virkelig for den fordomsfrie, nøgterne og intelligente forsker blive til en teoretisk kendsgerning. Selve den virkelige oplevelse af Guddommen igennem kosmisk bevidsthed eller indvielse kan ikke gives noget væsen, det er noget, væsenet selv må udvikle sig til, og som vil komme engang, når væsenet er i besiddelse af den nødvendige blanding i bevidstheden af følelse, intelligens og intuition. Det er noget, der kommer med udviklingen på samme måde, som væsenet engang fik øjne at se med og øren at høre med. Det kommer før eller senere til ethvert jordmenneske, akkurat som dette, at det engang udviklede sig fra mineral til plante og fra plante til dyr. Nu skal det forvandles fra dyr til rigtigt menneske, hvilket netop vil sige et menneske i Guds billede.

I denne forvandlings- eller skabelsesproces er det jordiske menneske nået så vidt, at det er ved at begynde at få en fri vilje til selv at blive medarbejder eller medskaber ved processen. Et sådant guddommeligt medarbejderskab kræver forståelse og indsigt, dvs. kendskab ikke blot til de fysiske love, men også til de love, som virker bag den psykiske eller åndelige del af universet. Det er lovene bag Guddommens bevidsthed; og når mennesket lærer at følge disse love, kommer det på bølgelængde med Guds bevidsthed eller med universets grundtone og bliver "ét med Faderen". Mine kosmiske analyser er en analysering af Guddommens bevidsthed og organisme. Med hensyn til vor egen bevidsthed er vi ikke i tvivl om, at dens sanseevne kommer til udfoldelse gennem sanseorganer, og det samme gælder for alle levende væsener, vi er i berøring med. I alle variationer af oplevelse, vi kommer ud for, ser vi, at de levende væsener oplever og skaber gennem dertil indrettede redskaber eller organer. Det er et universelt princip. Sansning kan overhovedet ikke finde sted uden ved hjælp af sanseredskaber. For at opleve fysisk materie, er det nødvendigt, at væsenerne har fysiske sanseredskaber, og for at opleve åndelig materie, må de have åndelige sanseredskaber. Hvert eneste levende væsen er da også udstyret med et sansesæt, der gør en sådan oplevelse mulig. At tro, at det samme princip ikke også skulle gælde for Guddommen, hvis organisme er hele universet, er ganske ulogisk. Heller ikke Guddommen kan sanse eller skabe uden redskaber eller organer for sansning og skabelse. Men når Guddommen har sanseredskaber, der består af materie og arbejder med materie, må disse jo kunne efterforskes. Hvor i universet er da Guds sanseredskaber? For at kunne besvare dette spørgsmål, må man først forstå, at alt, hvad der er til, hører ind under Guddommen. Der eksisterer ikke noget udenfor Gud. Verdensaltet med dets uendelige rum og tid, materier og levende væsener, både dem, vi kan se, og dem, vi ikke kan se, er organer i denne gigantiske organisme. Disse organer eller mikrovæsener er inddelt i grupper. Inden for jordmenneskets fysiske sanseområde kan sådanne "organgrupper" iagttages som det, vi kalder arter og racer. De jordiske mennesker er specielle oplevelsescentre eller sanseorganer i Guddommens organisme. De udgør tilsammen en ganske særlig form for organisk materie, igennem hvilken specielle bølgelængder og energivibrationer kan passere. Således er det jo også i vor egen organisme. Vi har én art oplevelsescentre, vi kalder hjerneceller, en anden hjerteceller, vi har hvide blodlegemer og røde blodlegemer, vi har nerveceller af mange arter, vi har livsoplevelsescentre fordelt på alle områder i vor organisme. Er det ikke akkurat det samme billede, vi ser uden for os selv, blot i langt større målestok end i vort eget indre? I en sådan makrokosmisk organisme må der også være organer for nedbrydning og opløsning af materiekombinationer og ligeledes for opbygning og fuldkommengørelse.

Hele det uendelige univers med myriader af partikler, der tilsammen danner større partikler, består af levende væsener, der udgør henholdsvis universer og stoffer for hverandre. Alle lever, røres og er de i Guddommen, og alle er de evige væsener, som ud fra deres længsler og ønsker oplever en evig forvandling, der er det samme som en evig udvikling baseret på kontrastprincippets urokklige lov. Men hvor er da Gud, er han det største af alle disse væsener? Nej, dette væsensprincip er evigt og uendeligt i sin struktur. Der findes ikke noget yderste eller inderste væsen og dermed heller ikke noget største eller mindste væsen. Det endelige facit af verdensaltets struktur er ikke et rum- eller tidsdimensionelt væsen. Disse kan, lige meget hvor store de så end måtte forekomme, hver for sig ikke være andet end en gudesøn, der er mikrovæsen i et endnu større væsen. De kan ikke være selve Guddommen. Gud er selve evigheden og uendeligheden, som ikke har noget uden for sig, ingen guddom over sig. Gud oplever alt i sin indre verden, og i vor egen indre verden kan vi også finde Gud. Gud er selve universets dirigerende JEG, et "noget som er", evigt og urokkeligt, og Guds Jeg har sin bolig i alle levende væsener. Når det enkelte væsen, eller den enkelte gudesøn med sin egen bevidstheds stråler og bølger kommer på bølgelængde med det kærlighedens tankestrålevæld, som fra Guddommens "Jeg" gennemstråler alt i universet, da bliver det "ét med Faderen, ét med vejen, sandheden og livet", det bliver et menneske i Guds billede, et redskab for stadig højere sansning og skabeudfoldelse.