Ældre årgange af Kosmos mv.

 

 

Dødsevnen og livsevnen

 

af Martinus

 

En dødsepoke

I den livsepoke, hvori menneskeheden for tiden befinder sig, er frygten for døden stærkere end nogen sinde. Det er i og for sig ikke så mærkeligt, da døden aldrig tidligere har haft så rig en høst, som den netop har i vor moderne, højt lovpriste kultur. Frygten for døden og manifestation af død og ødelæggelse er inde i et sådant kulminationsstadium, at man snarere end en livsepoke kan kalde vor tidsalder for en dødsepoke. En kolossal mængde af menneskehedens energi går til at skabe mordvåben, ved hvilken de bevidst kan dygtiggøre sig i overtrædelsen af det femte bud: du skal ikke dræbe.

Når det gælder menneskenes daglige væremåde mand og mand imellem, er dræbende tanker og følelser også stærkt dominerende, så stærkt at de, selv om de måske ikke ligefrem giver sig udslag i mord, så dog gør det i handlinger og ord, der kan være dræbende for andres lykke og livsglæde. Også hvor det drejer sig om menneskenes forhold til deres egen organisme og deres evne eller rettere manglende evne til at varetage den, er det mange gange langt mere dødsenergi end livs energi, der udvikles. Hvis ikke det var tilfældet, behøvede vi ikke de mange læger, sygeplejersker og hospitaler, ligesom vi ikke behøvede militær, politi og retsvæsen, hvis ikke dødsenergien så let udvikledes mellem stater og mellem enkelte mennesker.

Livsoplevelse og dødsoplevelse

I alt dette mørke findes der dog også en modsat tendens, lysten til at skabe fred og harmoni, lykke og glæde – netop det alle mennesker i virkeligheden længes efter. Oplevelsen af livet udgør således en oplevelse af to store magter, den dødbringende magt og den livgivende magt. Imellem disse to magter eller former for energiudfoldelse eksisterer det levende væsen som det faste punkt. Det udgør den bestemmende faktor bag disse energier, altså bag døden og livet. Vi har alle sammen de to muligheder, at skabe død eller at skabe liv. Hvad er da døden, og hvad er livet?

Begge dele er variationer af energiudfoldelse eller manifestation; i det ene tilfælde bruger man energi til at nedbryde eller ødelægge med, i det andet til at skabe og bygge op. Det er af disse to former [slut på side 183] for energiudfoldelse den samlede livsoplevelse består. Et væsens livsoplevelse kan altså fremtræde som en dødsoplevelse i stedet for direkte at være en livsoplevelse, Dødsoplevelse er den form for energi- og viljeføring, der indskrænker og hæmmer livsoplevelsens fulde og normale udfoldelse. Det er tilfældet overalt, hvor individer føler livet i større eller mindre grad som en ulykke, som sorg og lidelse eller det, man kalder en ulykkelig skæbne. Alle situationer, i hvilke det levende væsens naturlige livsudfoldelse er sat mere eller mindre ud af funktion på grund af fysisk eller psykisk invaliditet, er former for dødsoplevelse. Er et menneske blevet tunghør eller døv, har nedsat synsevne eller måske helt har mistet evnen til at se, er det en side ved menneskets evne til at opleve, der er død. Det samme gælder for alle mulige andre former for invaliditet: det er dødsoplevelse eller formindskelse af livsoplevelsen. Hvis et menneske bliver myrdet, er det også en formindskelse af livsoplevelsen, idet det da går glip af erfaringer og oplevelser, det kunne have haft fra det tidspunkt, hvor det blev myrdet, og til det tidspunkt, hvor det ville dø en naturlig død af alderdom. Døden er ikke en tilintetgørelse af liv – det er kosmisk set en umulighed – døden er formindskelse af livsudfoldelsesevnen. Det vi i almindelig tale kalder døden, den naturlige død af alderdom, er i virkeligheden ikke nogen død, men en naturnødvendig proces, der er til direkte velsignelse og vil komme til at opleves som en stor behagelighed.

Opstandelse fra de døde

Det, vi kalder døden, er en udskiftning af organismer eller redskaber for livsoplevelse, en udskiftning, der finder sted på grund af slitage eller ødelæggelse. Men selve det levende væsen kan ikke dø i den betydning, at det evigt skulle tilintetgøres eller udslettes, ligesom det heller aldrig er "blevet til" eller skabt af ingenting. Det levende væsen, ligegyldigt om det i dette øjeblik fremtræder som plante, dyr eller menneske eller i former for tilværelse, som det jordiske menneske med sin nuværende sanseevne ikke kan fatte eller opleve, er et evigt væsen. I perioder af sin evige tilværelse er det ikke dagsbevidst i denne, idet dets oplevelsesevne en tid er begrænset og hæmmet. Det er dette, der er døden, og anden død findes ikke. "Opstandelsen" fra denne død er da den tilstand, hvor det levende væsen på ny bliver vågen dagsbevidst i sin evige tilværelse og sin identitet som et evigt væsen. Og denne "opstandelse" er det jordiske menneske netop på vej imod. Det tilhører endnu i nogen grad dyreriget, dvs. at det befinder sig i en zone, hvor dødsenergien, så paradoksalt det end må lyde, er en livsbetingelse. Her må man dræbe for at leve. Derfor bliver dyreriget dødens verden, og at opstå fra denne verden er ensbetydende med opstandelsen til det evige liv, hvilket vil sige udviklingen af evnen til i denne verden at opleve, at man er et evigt væsen, der ikke kan dø, selv om kroppen bliver et lig. Det er noget, man efterlader bag sig, og universets materie står bestandigt til ens rådighed. Spørgsmålet er blot, hvorledes man evner at bygge den op.

At opstå fra de døde er netop livsevnen, og den er det jordiske menneske ved at udvikle. Det vakler mellem dødsudfoldelse og livsudfoldelse, mellem dødsevnen og livsevnen. Dyret har kun dødsevnen, mens jordmennesket adskiller sig fra det egentlige dyrerige ved også at have livsevnen. For dyret er dette at dræbe en livslov, en livsnødvendighed, men for det jordiske menneske er det blevet en overtrædelse af livsloven at dræbe. Det er nemlig ikke nogen livsbetingelse for mennesket at dræbe for at leve, selv om det stadig tror, det er det. Når de jordiske mennesker stadig har den opfattelse, at de må dræbe for at leve, og ikke blot som dyrene dræber andre dyrearter og lever af deres organismer, men oven i købet dræber deres egen art ved at forsvare sig med våben og sende død og ødelæggelse over deres såkaldte dødsfjender, er det fordi, de har indfiltret deres skæbneforhold så meget i [slut på side 184] det dræbende princip, at de har det største besvær med at gøre sig fri af døden som skæbne. Hvis ikke netop denne form for skæbnedannelse efterhånden viste dem, at de må blive i denne dødssituation, så længe de dræber, og at de kun kan komme ud af den ved at ophøre med selv at manifestere det dræbende princip, ville den være kronisk for dem. Men nu er adskillige mennesker ved at blive klar over, at deres skæbne ligger i deres egne hænder, at de må høste død, når de sår død, og kun kan høste livsudfoldelse, livs evne og livsenergi ved også at så det. Og denne opdagelse er for disse mennesker begyndelsen til opstandelsen fra dødsriget eller dyreriget.

Infiltration i det dræbende princip

Når et menneske lyver, kommer det som regel i den situation, at det må opfinde nye løgne for at redde sig ud af virkningerne af de gamle løgne, og således bliver løgnen her i dette lokale felt tilsyneladende en livsbetingelse. På lignende måde virker det jordiske menneskes forhold til det dræbende princip. Men lige så lidt som det kan være en livsbetingelse at lyve for at leve, lige så lidt er det en livsbetingelse at dræbe for at leve, når man ikke mere tilhører det egentlige dyrerige. Hvis løgneren kommer ud af alle sine løgneinfiltrationer, der efterhånden gør livet besværligt for ham og skaber frygt for at blive opdaget, vil han opleve, at det liv, der før var fyldt af indskrænkninger og hæmninger på grund af løgnen, nu manifesterer sig på en helt anden måde og viser uanede muligheder. Det vil gå mennesket på samme måde, når det kommer ud af de infiltrationer i det dræbende princip, som det skæbnemæssigt i sit nuværende og sine fortidige liv har indviklet sig i. Den sande livsbetingelse er selve livsevnen. Hvordan virker da livsevnen?

Mens dødsevnen i enhver situation skaber invaliditet enten fysisk eller psykisk, destruerer, opløser og river ned, udvikler livsevnen fornyende og skabende energier og vedligeholdelse af sundhed og livsglæde. Livsevnen er det levende væsens evne til i kontakt med naturen, livet og menneskene at omskabe sig selv til "mennesket i Guds billede". Her er den store og væsentlige forskel på jordmennesket og dyret, at mens dyret endnu instinktmæssigt er bundet til sin livsform og endnu ikke kan opstå fra de døde, har det jordiske menneske det nu i sin magt at hæve sig op over dyrerigets primitive bevidstløshed, over dets slavelænkning til det dræbende princip og blive et rigtigt menneske.

I de felter, hvor jordmennesket ikke benytter sig af livsevnen, men endnu hænger fast ved dødsevnens vanefunktioner, bliver det i tilsvarende grad "føde for andre levende væsener". Det behøver naturligvis ikke at betyde, at det bliver offer for rovdyr eller kannibaler, men at det bliver offer for andre menneskers forgodtbefindende eller på anden måde får indskrænket sin naturlige livsudfoldelse. Det kan ske på mange måder, og det er jo ingen straf, men en virkning af årsager, mennesket selv har sat i gang, og den kommer med tiden til at virke som en belæring og undervisning for mennesket i forskellen på livsenergiudfoldelse og dødsenergiudfoldelse. Nogle mennesker oplever det f.eks. på den måde, at de af økonomiske årsager endnu en tid er ufrivilligt bundet til mennesker, der i virkeligheden står under dem selv både i intellektualitet og moral. Blandt en fabriks hundreder af arbejdere kan der findes typer og individer, der i virkeligheden står langt over fabrikkens indehavere, aktionærer etc., når det gælder udfoldelsen af livsevne. Når de alligevel befinder sig her, er det fordi, de endnu har noget at lære for yderligere at kunne udvikle deres menneskeligt set positive sider. Naturligvis er det ikke altid ovennævnte årsag, der ligger til grund for, at mennesker med stor livsevne indtager beskedne stillinger i samfundet. Det er meget ofte rent frivilligt, fordi sådanne udviklede mennesker ikke har nogen personlig ærgerrighed. Den tid vil komme, da det bliver dem, der har ledende poster, [slut på side 185] men det bliver først, når hele samfundsopbygningen er langt mere i overensstemmelse med det livgivende princip eller næstekærlighedsprincippet.

Livsevnen

Livsevnen er at leve for andre, livsevnen er at tilgive andre, livsevnen er at leve for at tjene og ikke for at lade sig tjene. Livsevnen er også dette hellere selv at ville lide, end at andre skal lide. Men er livsevnen da overhovedet ikke i forbindelse med det nedbrydende princip? Jo, men kun på den måde, at det er alt, hvad der skaber vrede eller bitterhed, der bliver nedbrudt, og det der skaber angst, skinsyge og misundelse, forfængelighed, hensynsløshed og hovmod m.m. Disse mentale klimaer forsvinder fra menneskesindet, fordi årsagen til dem forsvinder, nemlig dødsevnen og dødsenergien. Livsevnen vil efterhånden også nedbryde alle unaturlige og livsfarlige begær, der er opstået som eksperimenter og trøst i dødszonens sidste områder: hungeren efter tobak, alkohol og narkotika. Livsevnen vil overvinde enhver tendens til at sladre og bagtale og sige nedsættende ord om andre mennesker, den vil udvikle smidighed og evne til at omgås andre på en sådan måde, at kontakten og samværet bliver en rigdom, ingen af parterne ville undvære. Kort sagt: livsevnen gør mennesket til livskunstner, til virtuos i at spille på sin mentalitet, således at det bliver en kunstnerisk nydelse for omgivelserne, altså den "velbehagelighed", juleevangeliet har bebudet. De mennesker, der mere og mere manifesterer livsevnen, vil opleve, hvorledes medmenneskene lukker sig op for dem, ofte for at søge hjælp og vejledning. Store horisonter åbner sig, og man bliver til en varmekilde og en lysende sol for sine omgivelser. I stedet for dødens mørke gravzone med de dyriske drabsområder ser man nu livet i al sin skønhed og oplever Guddommens nærhed, ja, bliver ét med Gud, føler sig som ét med vejen, sandheden og livet.

Fra et foredrag holdt på Martinus Institut søndag den 18. januar 1953.
Bearbejdet af Mogens Møller.
Bearbejdelsen godkendt af Martinus.