25.3 Overdimensioneret følelse skaber forelskelse
Medens frastødningen giver sig udslag i bitterhed, vrede, forfølgelse, bagtalelse og i det hele taget alt, hvad der kan ødelægge og skade objektet for det pågældende væsens antipati, bevirker tiltrækningen derimod en overdreven sympati, en slags kærlighed, som i virkeligheden ikke er nogen kærlighed, men et middel, en vanemæssig metode, ved hvilken man får opfyldt visse egoistiske begær.
Denne uægte sympati eller kærlighed kendes derpå, at hvis den opnåede tilfredsstillelse af de egoistiske begær ikke mere kan opnås ved nævnte sympati, f.eks. i kraft af at denne ikke mere påvirker det væsen, den er rettet imod, idet samme væsen er mættet af denne sympati og har fået dragning imod andre væsener, andre interesser, da vil sympatiens ophav herved pludselig ændre sin indstilling om til antipati og igennem vrede og voldshandlinger søge at opnå det, det før opnåede med sin sympati.
Det er det samme princip, vi ser komme til kulminationsudløsning i et væsens forelskelse i et andet væsen.
Denne forelskelse er også en ganske overdreven sympati, udløst og båret af begæret efter at eje objektet for forelskelsen, i samliv med hvilket væsen ophavet til forelskelsen finder et næsten livsbetingende behag.
Hvis dette behag er gensidigt mellem parterne, oplever disse hermed parringsdriftens kulmination af velvære eller livslykke.
Men hvis dette velvære taber sig hos den ene af parterne, idet dette væsen begynder at finde et større behag i og derved kommer til at føle større sympati for et andet væsen, vil den endnu forelskede part begynde at udløse den antipati og vrede imod medbejleren, vi kalder skinsyge.
Og imod objektet for sin forelskelse vil samme væsen i værste tilfælde, eller hvis ikke nogen mildere form er tilstrækkelig, bruge vold, ja, man har jo eksempler på, at en sådan skinsyg elsker ligefrem har myrdet objektet for sin forelskelse.
Men det er akkurat den samme slags "kærlighed", vi bliver vidne til i det almindelige daglige livs sympatier.
De er ligeledes i de fleste tilfælde kun metoder, ved hvilke man har eller kan øjne kommende fordel.
Sådanne sympatier er altså i virkeligheden kun et udslag af det samme princip som forelskelse.
Der er bare den forskel, at ved almindelig forelskelse ønsker man at parres med et andet væsen, medens man ved den almindelige sympatiudløsning til andre væsener i den daglige væremåde ønsker at "parres" med (komme til at eje) ting, der kan betyde store fordelagtige, materielle behag eller goder.
I virkeligheden er al denne egoistiske sympati det samme som "snobberi".
Vil ikke de fleste mennesker gerne udøve hele deres charme og gøre meget for et væsen, der sidder i stor position, og som man ved, der har magt til at hjælpe en frem til en bedre stilling, til en større position i samfundet eller til opfyldelsen af andre af ens ønskedrømme? –
Lad bare en mand komme ind i en stor forretning og være iklædt et fattigt kostume, så betjeningen tror, at han kun er et nul socialt eller samfundsmæssigt set.
Han skal da nok få at mærke på betjeningen eller ekspedienternes kolde og vrangvillige indstilling til ham, at her er der ikke nogen sympati eller måske ikke engang almindelig høflighed at vente.
Her er kun mental kulde.
Lad den samme mand en time senere højsoigneret og iklædt den fornemste og dyreste mode køre op foran forretningens portal i en af de mest moderne og kostbareste luksusvogne og med privatchauffør.
Da er det ikke de mere underordnede ekspedienter, der tager imod.
Nej, her er det afdelingschefer og underdirektører, der udviser deres største charme og velvillighed for at tækkes "den store mand".
At komme i velyndest hos ham kan måske betyde meget i ens karriere og position.
Altså udviser man over for den store mand en mental udfoldelse, der i princip er det samme som den, man udviser igennem en forelskelse, der i virkeligheden i sin inderste analyse kun udgør en højere form for "snobberi".
For "den store mand" lægger man således et meget energisk snobberi for dagen.
Man håber dermed, at en eller anden af ens ønskedrømme ved ham kan blive bragt til opfyldelse.
Men hvis nu den "fornemme mand" meget gerne tager imod disse væseners store velvillighed, men ikke giver så meget som en lille venlig tak eller en lidt mere håndgribelig påskønnelse til gengæld, hvad så? –
Ja, så er forelskelsen gået alt snobberiets gang, er blevet til antipati, udløsende alskens udtryk, der i værste tilfælde er af en sådan natur, at de er mere eller mindre uegnede til at gengives her.
Det må dog bemærkes, at der iblandt et sådant personale naturligvis kan findes personer, der udgør en undtagelse fra reglen og således er mere modne, mere åndeligt voksne og derfor begynder at have den samme sympati, ja, undertiden en større sympati for den fattige end for den rige mand.
Men det er ikke ud fra undtagelserne, man skaber en analyse, den må skabes ud fra det almengældende.
Tilbage til forsiden
Forrige