Menneskehedens skæbne
Kapitel 33
Videnskaben er allerede til en vis grad lysende for verden
Da en videnskab for at være absolut eller ægte må være identisk med en kendsgernings analyse, vil den del af den jordiske videnskab, der er udtryk for absolutte kendsgerninger, således være den første fundamentale eller realistiske erkendelse af sandheden eller de evige fakta, men naturligvis endnu kun disse faktorers fysiske side eller fremtræden.
      Inden jeg går videre med hensyn til videnskaben, kan følgende citat fra Livets Bog, stk. 180, der viser, at den jordiske videnskab selv i sin "fostertilstand" er overordentligt lysende, måske have sin berettigelse. I nævnte stykke udtrykkes følgende:
      "Da videnskaben udgør den første begyndende viden om verdensaltet og tilværelsen, bliver den således den kosmiske eller åndelige verdens periferi. Den er den gryende kosmiske bevidsthed. Den er den friske søluft i nærheden af havet. Den moderne videnskab vil altså i virkeligheden være et uomstødeligt bevis for jordmenneskehedens åndeliggørelse. Træk videnskaben fra dens bevidsthed, og tilbage bliver en primitiv dyrebevidsthed, der kun er modtagelig for grov påvirkning. Den ville udelukkende repræsentere væsener, der umuligt kunne opfatte en skrevet bogs klare lys, umuligt kunne opfatte talen ud fra et genialt kunstværk, umuligt kunne binde de materielle kræfter i form af kraftmaskiner og andre former for maskiner, befordringsmidler over land og hav, gennem skyerne og under vandet, væsener, der ikke kunne skabe bygningsværker, klæder og brugsgenstande, ja væsener, der ikke engang kunne udtrykke sig ved et fuldkomment sprog. Ved hjælp af videnskabens resultater kan et urs sagte dikken høres fra pol til pol og alle jordens folkeslag på én gang lytte til et og samme foredrag. Ved hjælp af mikroskoper og teleskoper har jordmennesket forlænget sit materielle syn hundreder af gange ind i den mikro- såvel som den makrokosmiske verden. Fra universiteter, skoler og læreanstalter stråler det kosmiske lys i form af videnskab ud over hele verden. Det hviler som nyfalden sne i alt, på alt og over alt. Videnskaben er således det første fundamentale resultat af en højere åndelig energis indtrængen i tyngdeenergien eller den fysiske verden."