Vejen til indvielse
Artiklen: Vejen til indvielse
24. kapitel
Hovmodet indenfor det religiøse område
Men det er ikke alene på materielle områder, således som her er vist, at "forfængeligheden" og "hovmodet" giver sig stærke udtryk. På det religiøse område ser vi også mange væsener, der lever i kolossalt overdrevne, indbildte forestillinger om egen "storhed". Her er det ikke så meget den "rige mand" eller den på materiel rigdom baserede "overklasse", man søger at kopiere eller efterligne, men derimod menneskehedens højeste kulturelle repræsentanter, såsom: vismænd, profeter og verdensgenløsere. Og denne indstilling er jo i sig selv prisværdig, hvis det drejer sig om at gøre disse væsener til model for kultivering og humanisering af – egen bevidsthed. I et sådant tilfælde er man i en overordentlig stor kontakt med verdenslovene. Og ens udvikling vil da blive harmonisk og fuldkommen. Her vil der ikke kunne blive tale om hverken "tærskelens vogtere" eller noget "fald", da der her ikke eksisterer noget "hovmod".
      Men det er ikke nær alle væsener, der er således indstillede overfor den, af disse høje åndelige væsener udgørende, virkelige og naturlige "overklasse". Disse væseners store position, deres verdensberømmelse eller position i historien, deres fremtræden som genstand for menneskehedens beundring og tilbedelse har den samme virkning som den "rige mands" position, nemlig den at være et overordentligt stort objekt for "forfængelighed". Og vi bliver da også vidne til, at væsener i hobetal ligger under for religiøs eller åndelig "forfængelighed". Det går her, som i den materielle verden, at hele serier af væsener fremtræder i et skrigende åndeligt "hovmod". Ja, dette "hovmod" er ligefrem organiseret. Denne organiserede "forfængelighed" eller dette "hovmod" kommer til syne i et overordentligt stort flertal af de såkaldte "religiøse sekter". Vi må dog her forstå, at "hovmodet" ikke er nær lige dominerende eller udpræget i de pågældende sekter, ligesom vi også må huske på, at det selvfølgeligt er camoufleret og kun udtrykkes ved begreber, hvor dets identitet som "hovmod" naturligvis ikke er så meget iøjne- og iørefaldende og er derfor for mange væseners vedkommende ganske ubevidst til stede.