Men når jomfrufødsel ikke desto mindre alligevel er kommet på tale i forbindelse med overleveringen af juleevangeliet, har det fra Forsynets side naturligvis ikke været for at bedrage jordmenneskene eller for at foregøgle dem et mirakel som grundlag for Verdensgenløserens fysiske fødsel. Når jomfrufødslen hidtil er blevet fortolket som noget, der overflødiggjorde "Josef" eller mandens princip, skyldes det udelukkende en i forvejen i jordmenneskenes mentalitet herskende misforståelse af det guddommelige, kønslige princip, der i sin renkultur netop er redskabet for udløsningen af det normale levende væsens sympatiske anlæg og dermed for den allerhøjeste udløsning af sympati eller kærlighed, der igen i sin højeste natur er det samme som overskygningen af "den hellige ånd". Da det kønslige eller seksuelle princip ikke er i renkultur hos væsener, der fremtræder som mand og kvinde, idet det her også udløser antipati, skinsyge og had, har man misforstået hele seksualismen og fået en ganske nedsættende opfattelse af dette guddommelige princip som noget, der er syndigt, noget, man helst skal se at undgå og kun have så lidt med at gøre som muligt. At "Guds søns" fødsel skulle være afhængig af en sådan syndig foreteelse, har man slet ikke kunnet tænke sig. Uvidenhedens og overtroens klamme tåger har derfor tildækket seksualismens naturlige, guddommelige rolle i kristusfødslen.