Men antipatien imod jordmenneskenes kønsliv eller seksualisme ville dog ikke være blevet af en så fremtrædende natur, som tilfældet er, hvis ikke der netop var en anden og endnu dybere foreteelse, der havde begyndt at gribe ind. Denne ny foreteelse er netop i virkeligheden en begyndende udvikling af jomfrufødsel. I det rige, til hvilket jordmennesket nu igennem sine mange liv udvikler sig, og på grundlag af hvilken udvikling det netop som her beskrevet udgør et "kristusbarn", "tager man ikke til ægte". Nævnte rige adskiller sig netop fra "dyreriget" derved, at man i dette rige ikke fremtræder som specielle hanvæsener og hunvæsener. Det fuldkomne menneske i "Guds billede" er ikke en mand eller en kvinde. Det er ikke et væsen, der organisk er bygget til at blive forelsket i det modsatte køn. I himmeriges rige, som jo endnu "ikke er af denne verden", men derimod stærkt er på vej til at blive det, eksisterer de to slags særvæsener hankøn og hunkøn slet ikke. Hvis disse to organiske strukturer skulle fortsætte og også eksistere i "himmeriges rige", ligesom de eksisterer i "dyreriget", ville der umuligt kunne opstå noget "himmeriges rige" eller et rige, i hvilket kærlighedslovens opfyldelse er total. For at "himmeriges rige" kan fødes og blive fundamentalt inde i et væsens mentalitet, er det en uundgåelig betingelse, at man skal "elske sin næste som sig selv".