"Hankøns-" og "hunkønstilstanden" kan altså kun bringe de sympatiske anlæg til udslag overfor individets modsatte køn. Her kan væsenet i kraft af denne seksuelle virkning eller kønstilstand føle sympati for ægtemagen i kraft af, at denne er en betingelse for en seksuel tilfredsstillelse. Og jo større nydelse eller tilfredsstillelse vedkommende ægtefælle kan give væsenet, desto mere påkrævet bliver det for nævnte at besidde ejendomsretten over denne seksuelle partner, ja, denne kan endog i værste tilfælde fornemmes som en livsbetingelse. Men at begære og elske noget, fordi det fornemmes som en livsbetingelse for ens eget legemlige og mentale velvære, er ikke så meget en kærlighed til eller en dyrkelse af dette noget, som det netop er en dyrkelse af sig selv. Man passer godt og omhyggeligt på dette noget, fordi ens livslykke står og falder med nævnte, hvilket altså i dette tilfælde vil sige: den seksuelle partner. Men denne omhu for og eventuelle kærtegnen et væsen, der betyder ens livslykke, er ikke nogen absolut kærlighed, det er bare selvopholdelsesdrift. Der, hvor to væsener således er kommet til gensidigt at udgøre hinandens livslykkes absolutte betingelse, fornemmes den højeste paradisiske tilstand indenfor "dyreriget". Det er "hankøns-" og "hunkønsprincippets" mission at skabe denne gensidige situation og i den heraf opståede fornemmelse af salighedsrus at forplante livet fra åndelig til fysisk tilværelse. Men nogen anden mission har denne kønstilstand ikke. Næstekærlighed eller juleevangeliets "fred" og "velbehagelighed" for jordmenneskene vil umuligt kunne udløses igennem denne kønslige struktur. Det er juleevangeliets mission at føre jordmenneskene fra fysisk til åndelig tilværelse, fra selviskhed til uselviskhed, fra "dyrkelse af materien" til "dyrkelse af livet", hvilket i sin totale form udelukkende kun kan gøres i form af udløsningen af den samme kærlighed til en hvilken som helst næste, som man nærer til sig selv. At jordmenneskene derfor befinder sig ved en overordentlig dybtgående sjælelig skillevej mellem det virkelige "dyr" og det virkelige "menneske" er således her blevet åbenlyst. At "kristusbarnet" i form af jordmennesket ikke er et væsen, der er bestemt til kun at skulle være et "hanvæsen" eller et "hunvæsen", er dermed også blevet indlysende. Thi, hvis dette netop var bestemmelsen, med hvad skulle det da hæve sig op over "dyret"? – Er det ikke netop ved sin frigørelse fra sin specielle hanvæsenstilstand, at manden bliver kunstner, bliver geni? – Og er det ikke på samme måde ved sin frigørelse af sin specielle "hunvæsenstilstand", at kvinden ligeledes bliver kunstner eller geni? – Hvor forekommer der en virkelig kunst, en virkelig genialitet, der kan påvises udelukkende kun at være en speciel "hunkønsmanifestation" eller en speciel "hankønsmanifestation" udenfor de manifestationer, der hører til "dyrets" parrings- eller forplantningstilstand, såsom redebygning, hulegravning, jagtmanifestationer eller andre former for bjærgning af føden eller udløsning af selvopholdelsesdriften? – Er ikke netop alle disse manifestationer specielt dyriske? – Og er det ikke derfor, at de for "Adam" kom til at udgøre det "brød", der kun kunne tilegnes igennem hans "ansigts sved"? – Er det ikke de samme manifestationer, der i dag hører ind under både det intellektuelle og uintellektuelle lønarbejde, hvilket altså vil sige: et arbejde, et væsen må udføre for opretholdelsen af sin eksistens, og af hvilken grund det altså på dette felt i tilsvarende grad er identisk med en slave? – Men når det kun er et arbejde, der udelukkende må udføres for opretholdelsen af eksistensen for arbejderen selv, hans ægtemage og afkom, bliver der i princip ikke nogen forskel på dette arbejde og det arbejde, dyret må manifestere for at opretholde eksistensen, ligeledes for sig selv, sin mage og afkom. Og det er ikke det af selvopholdelsesdriften dikterede arbejde, der ophøjer mennesket fra dyret eller bevirker, at jordmennesket er et "kristusbarn" eller et vordende "menneske", skønt det endnu er et "pattedyr".