Hvor helt anderledes er det ikke med hensyn til produkterne i et stormagasin eller handelshus? – Her forevises også mange vidunderlige, ja endog geniale ting. Men disse er endnu ikke frigivet til offentlig eje eller udstillet for blot at være til gratis beskuelse for almenheden. De er endnu bastet og bundet eller monopoliserede som midler, ved hvilke smarte forretningsmatadorer og aktionærer dagligt kan forøge deres formue uden selv at udføre noget nævneværdigt arbejde og således i høj grad leve på frembringernes eller skabernes bekostning. Hvad med alle de øvrige produkter i et sådant stormagasin, tjener de ikke det samme formål? – Og hvem er de, der fremstiller alle disse produkter? – Er det væsener, der laver dem udelukkende kun i glæden over netop at lave disse uden hensyn til økonomi eller vinding? – Nej, dette vil i al fald kun høre til undtagelserne. Det almengældende er derimod, at de er lavet af betalte arbejdere, der tvungne af omstændighederne ved deres ubemidlede tilstand fra fødslen af var prædestinerede til at sælge deres arbejdskraft så og så mange timer daglig af deres liv for at bjærge lige akkurat de timer af det samme liv, de nødvendigvis skal bruge til at sove i og til at besørge artens beståen eller deres erotiske krav. At det af disse væsener manifesterede arbejde ikke er udført på grundlag af glæden over netop at udføre det for arbejdets egen skyld, ligegyldigt hvad det så end måtte koste, ligegyldigt om man fik betaling derfor eller ikke, er en selvfølge. Det almengældende er jo det, at det udelukkende er udført som betalt arbejde. Men betalt arbejde er jo det samme som betalt liv, og betalt liv er igen det samme som slaveri. Stormagasinerne og andre forretningshuse og butikslokaler adskiller sig altså fra museerne derved, at medens disse sidste er udstillingslokaler for geniale produkter, uselvisk fremstillede og skænket af deres ophav, mere af glæde over frembringelsen i sig selv og over den glæde og inspiration, de kan være for andre, end i forventningen om materiel vinding, er stormagasinerne og de øvrige forretningshuse derimod udstillingslokaler for produkter, der er frembragt af "slaver" eller væsener, der nødtvungent har måttet sælge så og så mange timer daglig af deres liv for at bjærge de øvrige timer af deres liv i døgnet. Denne frembringelse eller disse produkter har igen for forretningshusenes eller stormagasinernes indehavere udelukkende kun det formål, at være et som brugsgenstande camoufleret betalingsmiddel eller valuta, ved hvilken de kan tilegne sig eller købe udnyttelsen af endnu flere timer, dage eller måneder af andre væseners liv. Hvad mener man om i et sådant stormagasin at købe en vare, hvis udsalgspris eventuelt udgør mindst det dobbelte af fremstillingsprisen, alt indbefattet? – Betaler man ikke her en sum penge, som man ikke får noget som helst for? – Og betyder det ikke så eller så mange dages eller måneders arbejde hos en eller anden arbejdsgiver for den ubemidlede køber?
      I sandhed, der er forskel på et forretningsmæssigt stormagasin og et museum. Forretningshuset eksisterer i kraft af køb og salg af jordmenneskers liv, hvilket i tilsvarende grad i princip vil sige "slaveri". Museet derimod eksisterer i kraft af store mestres uselvisk frembragte, geniale kunstværker, i hvis betagende inspirationskraft og oplivende intellektuelle stråleglans det søger at indhylle og kærtegne alle sine besøgende. Står vi ikke her ved disse to slags varehuse eller magasiner ved portene til to verdener? – Er ikke indgangen til forretningshuset eller stormagasinet porten ind til koncentrationen af den verden, hvor livet er pantsat som betaling for de timer, man nødvendigvis må have til at sove i og befordre artens eller slægtens forplantning og videreførelse, og hvor man derfor "i sit ansigts sved må æde sit brød". Derfor er spørgsmålet her ikke, hvilket arbejde man helst vil udføre, men derimod hvilket arbejde, der giver flest penge eller størst økonomisk vinding, idet den her tilegnede valuta udgør det halmstrå, som alle økonomisk slavelænkede jordmennesker med begærlighed griber efter i den tro, at de med dette kan hæve sig op af det materielle fangenskab og købe sig deres sjæles tabte frihed tilbage. Og på denne overtro er stormagasinet eller forretningsverdenen baseret. Og jo flottere rustfri stålsøjler, spejlglasdøre og marmorfacader de brillerer med, desto vældigere bekræfter og udtrykker de denne overtros triumf. Men ligesom en druknende ikke kan redde sig ved et halmstrå, således kan heller intet som helst væsen købe sig virkelig sjælefrihed med valuta, kroner, sterling eller dollars. Rigdommen er ligeså stor en materiel fængsling af sjælen som fattigdommen. Fortalte Verdensgenløseren ikke sine disciple, at "det var ligeså umuligt for den rige mand at komme i himlen som for en kamel at gå igennem et nåleøje"? – Nej, forretningsverdenens store paladser, magasiner og bankhuse repræsenterer ikke vejen frem til juleevangeliets store og varige "fred på jorden" og den heraf følgende "velbehagelighed for menneskene".