Det er udlevelsen af denne normalitet, der frigør jordmennesket fra den partiskhed, der forhindrer det i at se den absolutte sandhed i alt og alle. Det ser kun sandheden i forhold til sin partiskhed og ønsker kun at se og opleve foreteelser eller ting, der kan være ved på dette sit livs foreløbige eneste varmende bål. At dette væsens fortolkninger af livet ikke bliver videnskabelige analyser af dets absolutte struktur, dets udødelighed og alkærlighed og det herigennem åbenbarede fuldkomne menneske eller "billedet af den evige Guddom", men derimod bliver en altoverskyggende påstand eller manifestation af dyrets normalitet, dets særlige seksuelle hanlige eller hunlige begær og den heraf følgende retfærdiggørelse af skinsyge, ejendomsret og alle øvrige former for egoisme eller had, krigs- eller ufredsfremkaldende momenter, er her selvfølgeligt. At himmeriges rige eller et virkeligt fredsrige ikke kan bestå af sådanne kønslige partiske væsener, er naturligvis ligeså selvfølgeligt. At det færdige "kristusvæsen", det fuldkomne menneske eller væsenet i "Guds billede" ikke kan være et blot og bart hanvæsen eller et blot og bart hunvæsen, men må være et væsen, der ikke holdes nede i partiskhedens og selvdyrkelsens kolde bloddryppende sfærer af en organisk struktur, der kun kan betinge partiske manifestationer, bliver her let forståeligt. I forbindelse med jordmenneskets fremtræden og identitet som "kristusbarn" kan vi derfor ikke komme udenom begrebet jomfrufødsel, altså en fødsel, der ikke er resultatet af et hanvæsens og et hunvæsens væren "et kød" eller seksuelle samleje. Det må nå frem til igennem jordlivene, alt eftersom kristusprincippet udvikles i dets mentalitet, at kunne fødes i et specielt kristuslegeme, hvilket vil sige: et legeme, der ikke udgør en speciel handyrorganisme eller en speciel hundyrorganisme. Da disse to organismeformer ifølge deres seksuelle struktur jo er specialredskaber for partiskheden, kan de jo umuligt være specialredskaber for det modsatte: uselviskheden og alkærligheden. At handyrorganismen og hundyrorganismen derfor hos jordmennesket må degenerere, alt eftersom alkærligheden eller næstekærligheden for alvor begynder at blive individets højeste begær eller attrå, er således en uundgåelig naturlov.
      Men ligesom den dyriske mentalitet, selviskheden eller den kønslige besiddelsestrang eller ejendomsret kun kan manifesteres igennem den specielle hanorganisme og hunorganisme, således kan den fuldkomne kristusmentalitet ligeledes kun manifesteres igennem et legeme, der ikke udgør en speciel han- eller hunorganisme. Hvordan skulle væsenet ellers blive fri af partiskhed overfor det modsatte køn og den heraf følgende rivalisering, skinsyge og hævntrang?