Nu er der måske læsere, der her vil spørge, om det virkeligt er meningen, at en mand skal elske en anden mand, ligesom han plejer at elske en kvinde, og om en kvinde skal elske en anden kvinde, ligesom hun ellers plejer at elske en mand. Og her må svaret naturligvis i allerhøjeste grad blive afkræftende. Det er selvfølgelig ikke livets mening, at en mand skal elske en mand eller en kvinde elske en kvinde, thi i så fald behøvede livet eller Forsynet jo ikke at skabe hverken manden eller kvinden om til helt nye seksuelle væsener. Da hanvæsenet og hunvæsenet i renkultur organisk er skabte til udelukkende kun at kunne elske det modsatte køn, kan hverken manden eller kvinden på fuldkommen måde elske sit eget køn. Og da dette køns væsener ligeså godt er ens næste som det modsatte køn, kan man således umuligt på fuldkommen måde opfylde kærlighedsloven, der absolut betinger, at man skal elske sin næste som sig selv, sålænge man endnu mere eller mindre fremtræder som mand eller kvinde. At påbyde, at et hanvæsen skal elske et hanvæsen og et hunvæsen skal elske et hunvæsen, eller at en mand skal elske en mand og en kvinde elske en kvinde, er lige så tåbeligt, som at påbyde en fisk at skulle leve i luften og en fugl at leve i vandet. Hvis der alligevel forekommer væsener, mænd og kvinder, i hvem der er tendens til at elske sit eget køn, bekræfter det jo kun, at der i dem allerede er ved at opstå den ny organiske struktur, der skal forvandle "dyret" i jordmennesket til et kristusvæsen eller "det fuldkomne menneske i Guds billede".
      Men her kan det ikke noksom slås fast, at denne ny sympati for sit eget køn er milevidt borte fra sin bestemmelse, hvis den ytrer sig som et glødende begær efter at besidde det eller det væsen af eget køn for sig selv alene og dermed afslører sit ophav som et tilsvarende glødende "forelsket" væsen. Men et "forelsket" væsen må også føle skinsyge og rummer dermed i sin mentalitet alle de sædvanlige ægteskabelige kvaler, ulykkelig kærlighed og den heraf følgende livslede. Et sådant væsen kan derfor ikke være nogen repræsentant for det "nye menneske", kristusvæsenet eller væsenet i balance. Det udgør derimod netop den samme uligevægt som den, der befordrer det mandlige og kvindelige væsens genvordigheder, sorger og lidelser. Og det gør jo ikke sagen bedre, at det er den seksuelle pol i væsenet, som det endnu ikke har organisme for, der er dominerende. Hvis en mand er forelsket i en anden mand og her føler besiddelsestrangens og skinsygens kvaler, vil det jo kun være udtryk for, at hans maskuline pol i tilsvarende grad er sat ud af spillet, og at væsenet derfor regeres af sin feminine pol, med andre ord, han er blevet en slags kvinde i en mandlig organisme. At dette er skrigende imod livets mening og mål og derfor må drejes ind i sin rigtige bane: polernes balance eller ligevægtige samarbejde i vedkommende væsens mentalitet, er naturligvis en selvfølge. Det samme gælder naturligvis også enhver kvinde, der måtte fremtræde under lignende omstændigheder.
      Når disse foreteelser kan forekomme, skyldes det en altfor hurtig eller unaturlig forceret udvikling af den modsatte pol i væsenet. Men de kvaler og lidelser, en sådan udvikling medfører, vil jo efterhånden neddæmpe dette altfor hurtige tempo i seksuel udvikling, således at samme pols udfoldelse indskrænkes så meget, at der atter kan blive plads for den ordinære pols udfoldelse, og individet dermed kan komme i en for sit trin passende seksuel balance eller ligevægt. Og med denne ligevægt mellem individets to seksuelle poler og det heraf følgende ligevægtige samarbejde mellem de samme to poler i mentaliteten begynder den dyriske skyggeregions område at fjernes fra væsenets fremtræden. Og dette begynder da som en mental sol, lysende og varmende at færdes henover sin næstes mentale himmel. Den, man elsker, ønsker man lykkelig. I situationer, hvor dette ikke er tilfældet, er det i virkeligheden kun sig selv, man elsker.