Det, der gør jordmennesket til et "kristusbarn", vil altså være dette, at det i sin udvikling fremad mod en helt ny livssfære er på vej bort fra den dyriske tilstand og nu bevæger sig rask fremad mod en ny tilstand, hvor man ikke tager til ægte, og hvor man ikke fødes af en kvinde, idet der her hverken er mænd eller kvinder, og hvor artens beståen derfor opretholdes ved en psykisk proces, der former sig som en selvbefrugtning. Men denne tilstand tilhører endnu det rige, som "ikke er af denne verden". Det er ikke så mærkeligt, at jordmenneskets ægteskabelige forhold og seksuelle område er underkastet store svingninger, og væsenerne er fremtrædende i mange arter af udskejelser fra den rent hanlige og hunlige eller den såkaldte naturlige seksualisme, og at deres ægteskaber er vaklende, medens de samtidig går fremad i udvikling i kunst og videnskab, teknik og kemisk kunnen eller hele det bevidsthedslag, der ligger over dyret. De har i stor stil udlevet "dyreseksualismen" og begynder nu at repræsentere en helt ny væsenstilstand. De kan beherske elementerne, kan dirigere materien ved hjælp af instrumenttavler, kontakter og fotoceller. Denne kunnen er den begyndende tildannelse i "Guds billede". Det er den begyndende kristusbevidsthed eller det fuldkomne menneskes mentalitet, der rører på sig. Men endnu mangler individet derimod denne dygtighed og kunnen i dets behandling af det levende liv eller i forholdet overfor næsten. Og det er denne mangel, der betinger, at jordmennesket endnu må være i "dyreriget", være i krigens, egoismens og brødniddets zone. Når det bliver ligeså kyndig på de sjælelige områder, som det i dag er på de teknisk-kemiske områder, og denne kyndighed er blevet omdannet til materiel og kropslig kunnen, da er væsenet blevet et fuldkomment "kristusvæsen". Da har det nået sin bestemmelse, er blevet et fuldstændigt "billede af Guddommen efter hans lignelse". Men indtil dette sker, må jordmennesket altså endnu leve i sin dyriske mentalitets opløsning og degeneration og i sin rigtige menneske- eller kristusmentalitets begyndende vækst og den heraf følgende mere eller mindre ulykkelige overgangsskæbne, ulykkelige ægteskabstilstand og en forvirrende opfattelse af det daglige liv som en tilfældig blanding af ondt og godt. Det gode i væsenet: den voksende kultur, humanitet og næstekærlighed vil således være "himmeriges riges" solopgang i væsenets mentalitet, medens bekæmpelsen af det onde: had og forfølgelse, sorg og lidelse vil være "dyrerigets" undergang i den samme mentalitet. Med denne forvandling af bevidsthed opstår "kristusvæsenet" i form af det fuldkomne jordiske menneske af dødens mørke grave til det evige livs funklende strålevæld. Og et nyt indviet væsen lovpriser fra de jordiske kontinenter og have den evige Fader. Guds søn er blevet "opstandelsen og livet". I hans øjne funkler alkærligheden, der igen er det samme som udødeligheden, uendeligheden og evigheden.