Nu vil man måske i henhold til foranstående sige, at arbejdspladsens eller virksomhedens indehavere er frie væsener. De kan benytte deres dag, som de vil. Ja, det er rigtigt, de kan benytte dagen, som de vil. De behøver ikke engang at tælle deres egen profit op. De har undertiden underdirektører, kontorchefer, kasserere, forvaltere etc. til at besørge det fornødne. De kan tage på ferie og lystrejser. De kan give partiet. De kan svælge i masser af materielle goder og fordele. Så de er da tilsyneladende så frie væsener, som man kan tænke sig. Og deres liv er da blevet en slags idealtilværelse set fra det almene menneskes synspunkt, som er lænket til mental og fysisk trældom i denne det moderne erhvervs økonomiske metoder og magt. Men er disse førstnævnte væsener nu også så frie væsener, som det ser ud til? Er denne frihed, disse væsener har tilegnet sig, ikke i mange tilfælde en kunstig frihed, altså en surrogatfrihed? Den opretholdes ikke ved nogen som helst naturlige midler, men udelukkende ved kunstige midler. Er denne frihed ikke i virkeligheden en krigserobring? Er den ikke undertiden tilegnet ved en kamp, i hvilken arbejdsgiveren altså havde de bedste eller mest overlegne våben, hvilket i dette tilfælde vil sige en overlegen intelligens, en overlegen brutalitet og hensynsløshed, befordret af et overdrevent materialistisk begær efter at tilegne sig goderne, ligegyldigt hvad det så end måtte koste andre mennesker af sved, tårer, lidelse og undergang?
      Og hvor er så garantien for, at denne frihed for sin indehaver kan vedvare? Er der ikke stadig vældige kræfter i gang for at underminere dette krigssystem? Er der ikke stadig strejker, lockouter eller arbejdskonflikter? Har ikke arbejderne mobiliseret sig i fagforeninger, og har arbejdsgiverne ikke ligeledes mobiliseret sig i sammenslutninger? Og hvad er nu disse to former for sammenslutninger andet end to hære, der indenfor ethvert land opdeler dets indbyggere i to tilsvarende kampfronter?