Vi ved alle, at verdensaltet udgør et uendeligt rum, i hvilket der svæver et utal af mælkeveje, stjernetåger, sole og planeter. Vi ved også, at der imellem disse sole og mælkeveje er umådelige afstande, ja afstande, der er tusinder af gange større end det rum, de nævnte sole og mælkeveje selv indtager. Hvorfor er der nu så gigantiske afstande imellem disse makrokosmiske partikler i verdensrummet. Hvorfor kunne disse sole og kloder ikke ligge meget nærmere hinanden? Nej, det kan de ikke. Hvis de store afstande, som nu gør sig gældende imellem himmellegemerne, ikke eksisterede, ville der umuligt kunne udvikle sig det fysiske liv, som vi lever i.
      Vi ved alle, at hvis jorden nærmede sig solen, ville den til sidst komme ind i et område, hvor alt liv på dens overflade ville tilintetgøres af solens lys og ild. Ligeledes ville dens liv til sidst fryse ihjel, hvis den fjernede sig bort fra solen. Der er således et særligt bestemt formål med disse gigantiske afstande mellem verdenerne i rummet. Disse er særligt beregnede til gunst for udvikling af liv. Uden de store afstande mellem de nævnte verdener eller himmellegemer ville der ikke være plads for disses livsnødvendige bevægelse. Uden disses bevægelse ville der hverken kunne opstå tid eller rum, dag eller nat, vinter eller sommer. Den fysiske verden ville være totalt ubeboelig for bevidst liv. Men nu er det modsatte tilfældet.