Med mennesket er det helt anderledes. Det befinder sig i en tilstand, hvor det kan være i stor disharmoni med de love, hvis opfyldelse er en livsbetingelse for normal, menneskelig lykke på det trin i udviklingen, det i øjeblikket tilhører. Da det til en vis grad har udviklet sig frem til menneskelige tendenser i oplevelse og væremåde, er det i tilsvarende grad kommet under de betingelser, der kræves opfyldt for opnåelse af menneskelig fuldkommenhed og lykke. Men da det samtidigt endnu har i sig i en større eller mindre grad de nedarvede dyriske bevidsthedstendenser, og disse befordres automatisk af dets instinkt eller resterne af dets dyriske selvopholdelsesdrift, kommer det til, i dets væremåde, skiftevis at handle dyrisk og menneskeligt alt efter de skiftende situationer i dets opfattelse og væremåde, hvor de dyriske og menneskelige anlæg skiftevis har overtaget over dets begær og vilje. De situationer, hvor mennesket i dets væremåde dikteres af sin dyriske natur, er dem, i hvilke det handler i hidsighed og vrede, ønsker at hævne sig på de væsener, der udgør objektet for dets vrede. Det er også de dyriske anlæg i mennesket, der får det til at blive misundelig, jaloux eller skinsyg, samt andre former for selviske begær og interesser. Medens disse mentale udslag er en livsbetingelse i dyreriget og derfor i dette rige nærmest må henregnes til absolut normale livsfunktioner, uden hvilke dyret umuligt ville kunne opretholde sin eksistens, er det ganske anderledes i menneskeriget. På grund af den allerede her voksende menneskelige tendens har menneskene været i stand til at begynde at danne sig særlige moralbegreber, efter hvilke de så har dannet love for væremåde, hvis overholdelse skulle sikre menneskenes indbyrdes samliv, lykke og fred. Disse moralbegreber og de heraf opsatte love går ud på at bekæmpe de dyriske anlæg i menneskene, da disse er en stor hindring for virkeligt humant menneskeligt samliv. De menneskelige tendenser i renkultur er identiske med alle de udslag i væremåden, der er uselviske, forstående, tilgivende og hjælpsomme over for næsten, hvilket vil sige over for alle levende væsener, såvel dyr som mennesker. Det er den væremåde, der er en total modsætning til dyrets, idet den udløses af lysten til hellere at give end at tage, medens den dyriske udløses af lysten til hellere at tage end at give.