Da menneskene ikke er mennesker i renkultur, er deres fortidige og til en vis grad nutidige moralbegreber og moralforskrifter ikke menneskelige i renkultur. De er endnu en blanding af dyrisk og menneskelig væremåde. Menneskene har for årtusinder siden fået forkyndt den virkelige anvisning på en total fuldkommen menneskelig væremåde igennem Jesu bjergprædiken. Men en sådan højde af moral har menneskene endnu været alt for lidt menneskeligt udviklede til at kunne opfatte og praktisere. Over for denne væremåde var de dyriske tendenser i mennesket endnu alt for dominerende i det jordmenneskelige begær- og viljeområde. Denne kosmiske idealforskrift lå så højt, at det for menneskene næsten så ud til at være en umulighed, hvad det jo også var og er for en mangfoldighed af datidens og nutidens mennesker. Hvis vi f.eks. tager dette moralpåbud: "Stik dit sværd i skeden, thi hver den der ombringer ved sværd, skal selv omkomme ved sværd", bliver vi nødsaget til at spørge om, hvorledes de guldgalonerede krigsuniformer med sabelpåhæng og krigsmedaljer kan være udtryk for det førnævnte moralpåbud? Alt, hvad der kommer ind under begrebet dødsstraffe eller henrettelser, kan heller ikke være i kontakt med det menneskelige påbud "du skal ikke dræbe". At Gud skulle kunne blive vred og straffe og hævne, er heller ikke udtryk for den menneskelige opfattelse i renkultur. Dette, at menneskene således har deres moralbegreber eller højeste idealer knyttet til dræbende tendenser, straf for synder og lignende, viser, at de dyriske tendenser har overtaget i deres opfattelse og den heraf følgende væremåde. Havde de menneskelige tendenser haft overtaget i menneskenes bevidsthed, ville Kristi væremåde og menneskelige idealer i renkultur have været meget mere udpræget i verdenskulturen.