Midt i dette kaos har nu i århundreder fra tusinder af prædikestole lydt: »Du skal elske din næste som dig selv«, »Vend den højre kind til, når du bliver slået på den venstre«, »Hævner eder ikke selv I elskelige, jeg vil betale, siger den herre Zabaoth«, »Det, et menneske sår, skal det høste«, ligesom »Den, der ombringer ved sværd, skal selv omkomme ved sværd«. Som man ser, er alle disse udtryk læresætninger for udvikling af den rent »menneskelige« leveform. De kan ikke i nogen som helst retning tages til indtægt for den »dyriske« leveform, ja, ikke engang for hverken »hellig vrede« eller »retfærdig harme«, Og da udøvelsen af den »dyriske« leveform eller den leveform, der ikke respekterer ovennævnte påbud, netop atter og atter kun har ført til krig, lemlæstelse, tortur, ruin, nedværdigelse, undertrykkelse, gudløshed og livslede, bliver det mere og mere til kendsgerning, at lykken for jordmennesket ikke mere findes i den dyriske leveform. Men når den ikke findes i den dyriske leveform, kan den kun findes i dens modsætning: den menneskelige leveform. Og hvad er da mere naturligt end dette, at jordmennesket, der er et væsen, der har fået menneskelig krop eller organisme, også skal have menneskelig mentalitet? Dette er altså naturens mening og dermed Guds vilje med det jordiske menneske. At det fremskredent udviklede jordiske menneske i sit indre begynder at forstå dette, bliver altså til kendsgerning igennem den omstændighed, at det netop får samvittighedsnag, hver gang det handler i kontakt med dyrerigets traditioner og overtræder næstekærlighedens love. Det »gode«, det vil, det gør det ikke, men det »onde«, det ikke vil, det gør det. Er det ikke netop denne omstændighed, der ligger til grund for al jordmenneskets ulykke? Og er disse ord ikke det sande udtryk for ethvert samvittighedsnag hos det intellektuelle eller fremskredent udviklede jordmenneske?