Livets Bog, bind 1
Væsenerne og udviklingsstigen
268. Alle levende væsener befinder sig altså i en evig eksistens, der i henhold til perspektivprincippet sanses eller fornemmes som en omskabelse fra en mindre til en mere fuldkommen tilstand. Det er i henhold til denne væsenernes stigning fra ufuldkommenhed til fuldkommenhed, at vi her finder de tidligere omtalte tilværelsesplaner eller riger symboliseret ved en trappeformation eller stige, i hvilken hvert enkelt rige kommer til at udgøre et over- eller underliggende trin, alt eftersom dets natur eller karakter henholdsvis vil være at udtrykke som mere fuldkommen eller mindre fuldkommen.
      Da der ikke findes nogen som helst form for oplevelse af livet, som ikke er identisk med den her omtalte forvandlings- eller fuldkommengørelsesproces, vil alle eksisterende væsener uden undtagelse befinde sig i denne og derved ligeledes alle uden undtagelse hver især, alt efter karakteren af deres nuværende manifestationstilstand, være udtryk for eller repræsentere et mere eller mindre højt- eller lavtliggende trin i den førnævnte trappeformation, som i Livets Bog fremtræder under navnet "udviklingsstigen".