Livets Bog, bind 1
Levende væsener, der afviger så meget fra jordmenneskets livsform, at der kræves andre sanser end de fysiske for at opleve disse. Naturkræfterne eller alle former for bevægelse som identiske med funktioner i et levende væsens organisme
269. For det almindelige jordmenneske viser der sig mangfoldige arter af levende væsener. Der viser sig andre jordmennesker eller væsener lig det selv, der viser sig de såkaldte dyr, såsom pattedyr, fugle, fisk og insekter osv. Men hvor mangfoldig denne hærskare af væsener, som således er tilgængelig for det materielle syn, så end kan være, er den dog meget stærkt begrænset i forhold til alle de levende væsener, der omgiver det jordiske menneske, men som det ikke er i stand til at se eller erkende som "levende væsener", fordi samtlige væsener fremtræder med former for oplevelse af livet, der i den grad er afvigende fra det almindelige jordmenneskes livsform, at der kræves helt andre sanser end de almindelige fysiske for at opleve disse og derved erkende dem som identiske med "levende væsener". Dette betyder ikke, at mange af disse væsener ikke findes på det fysiske plan, tværtimod, vi er endog i den grad i berøring med så mange af samtlige væseners fysiske legemer, at disse ligefrem er ganske uundværlige for vor egen tilværelse, men da disse legemer findes i formater, der både er så store, at de ikke kan overskues med de almindelige fysiske sanser, og så mikroskopiske, at de ligeledes ligger udenfor grænsen af, hvad der er fysisk synlig, bliver samtlige legemer mere eller mindre uvirkelige for sådanne væsener, som endnu ikke har fået udviklet sanser, ved hvis hjælp de kan observere ad andre veje end netop de fysiske. For at forstå dette må man først indstille sig på, at vibration eller bevægelse, som vi allerede tidligere har berørt, og som vi senere skal komme tilbage til, ikke i noget som helst tilfælde kan eksistere selvstændigt, men kun i tilknytning til levende væsener. Dette vil altså igen sige det samme som, at alle eksisterende former for bevægelse, vi møder i den daglige tilværelse, det være sig ikke alene de almindelig kendte levende væseners manifestationer, som det jo er en let sag at identificere som udslag af levende væsener, men også sådanne bevægelser, som finder sted under begrebet "naturkræfterne", fremtræder med et levende væsen til ophav. Når stormen jager hen over jorden, når oceanet larmer i al sin vælde, når lynet flammer og tordenen ruller, når solen skinner, kornet bølger, brisen hvisker, og bækken risler, når slægter fødes, og slægter dør, når kulturer skabes, og kulturer forgår osv., vil disse realiteter for den udviklede og med kosmiske sanser udstyrede forsker vise sig som identisk med funktioner i et levende væsens organisme. Dette vil altså med andre ord sige, at vi med hele vor oplevelse af livet i dette øjeblik befinder os indeni et levende væsens organisme.