603. Vi har her fået et lille strejflys ind i de allerstørste af det levende væsens kosmisk-kemiske skabelsesprocesser. Vi har set, at jeget jonglerer med såvel "levende" som "døde" materier. Og vi har i dette korte strejflys set et lille glimt af, hvorledes retfærdigheden og dermed kærligheden er den herskende faktor i universet. Vi har set, at alle levende væsener er totalt ligestillede. Vi har ganske vist set, at der er væsener over os og væsener under os, men udligningen finder jo sted i kraft af den omstændighed, at vi er det samme for underliggende væsener, som overliggende væsener er for os. Og da der ingen grænser er for væsenernes fremtræden opad i makrokosmos, ligesom der heller ikke findes nogen grænser for væsenernes eksistens nedad i mikrokosmos, vil alle levende væsener være absolut ligestillet. De udgør hver især et selvstændigt levende "mellemkosmisk" væsen, har sin egen individuelle bevidsthed samtidigt med, at det også er udgørende et "makrokosmisk" og et "mikrokosmisk" væsen. Da dette er en fundamental eller urokkelig analyse, der passer på et hvilket som helst levende væsen i tilværelsen, bliver væsenernes fundamentale ligestilling i universet hermed en kendsgerning. Der er ingen væsener, der kosmisk set er "større" eller "mindre" end andre, ligesåvel som der ikke kan eksistere "merbegunstigede" eller "mindrebegunstigede" væsener i verdensaltet. Alle er principmæssigt det samme, har været det samme og bliver det samme. At de ikke udgør det samme på en gang eller samtidigt kuldkaster ikke ovennævnte analyse, men gør derimod den realitet til kendsgerning, vi allerede har nævnt som "kredsløbet".