482. Men der findes endnu en form for tilkendegivelse af liv i jordmenneskets kosmiske horisont, som også på en måde bliver til "stof" for den fysiske sansning. Det jordiske menneske kan sanse sig selv og medvæsener i form af "dyr" og "planter". Denne form for sansning udgør, som det fremgik af analysen, det skarpeste syn eller den mest fuldkomne iagttagelse af "stof". Her kan individet fysisk iagttage alle stoffets særlige grunddetaljer og se, at det i allerhøjeste grad udtrykker tilkendegivelse af liv, er selve livet. Denne form for "stof" eller liv er altså identisk med vor egen fremtræden og tilkendegivelse af liv, og vi udtrykte det som "mellemkosmisk stof".
      Men efterhånden som "stoffet" fjernede sig fra vort eget stadium, blev det mindre og mindre i perspektivet, og dets detaljer tilsvarende mere og mere utydelige for tilsidst helt at fortone sig som en tågeagtig sammenhængende masse. Og vi så, at denne masse var den materie eller realitet, vi ellers plejede at kalde "stof". Men det er ikke grænsen for det jordiske menneskes fysiske syn. Det kan også iagttage, at dets egen og medvæsenernes fremtræden, i forbindelse med det "mikrokosmiske stof", udgør detaljer indeni endnu større detaljer. Det kan således igennem sine fysiske sanser erkende, at den samlede masse af det "mikrokosmiske stof" og "mellemkosmiske stof" danner en stor detalje, der har kugle- eller globeform. Denne kugle kender vi under begrebet "jordkloden".
      Det kan ligeledes erkende, at den er i en særlig konstellation til andre sådanne kugleformede detaljer (planeterne), og at disse beherskes af det store kraftcenter, vi kalder "solen". Denne lysende klode kan igen iagttages som kun udgørende en enkel detalje midt i tusinder andre lignende detaljer (solbyer eller mælkeveje). Alle går de i bestemte baner, følger særlige love. I virkeligheden danner alle disse store himmellegemer kun detaljer eller kraftcentre, der igen tilsammen udløser særlige reaktioner overfor tilsvarende kæmpemæssige omgivelsers detaljer og kommer derved til syne med nøjagtig samme egenskab, som den vi fandt var til stede i materien eller stoffet. Disse kæmpemæssige realiteter, himmellegemer, kloder eller sole bliver derved i virkeligheden at erkende som kun udgørende detaljer i en kæmpemæssig form for stof. Dette "stof" kalder vi "verdensaltet" eller "universet". Men det undrende jordmenneske ser ikke noget liv bag dette "stof". Dette skyldes atter det kosmiske perspektivforhold. Her står det overfor realiteter så store, at det fysisk kun kan få indblik i et enkelt lokal felt i deres område, medens helheden er så kæmpemæssig, at den strækker sig langt udenfor det synlige felt. Da det synlige felt dermed kun er et brudstykke, måske ovenikøbet et meget lille brudstykke, af den ukendte helhed, kan det ikke med fysisk dagsbevidsthed gøre sig helhedens analyse og fulde struktur begribelig. At denne er en levende organisme, i hvilket det selv og dets omgivelser er mikrovæsener eller stof, at planeternes og solens bevægelser, såvel som de såkaldte "naturkræfter", er organismefunktioner, er fordøjelse, er tankeudløsning, og således er denne store organismes ophavs livsytringer, ser det ikke, og forstår derfor heller ikke. Denne erkendelse kommer først med den kosmiske indstilling af bevidstheden. Da ser det, hvorledes enhver organisme kun kan eksistere indeni en anden og større organisme, ligesåvel som den også kun kan eksistere som en sammensætning af mindre organismer. Ligeledes bliver det med denne indstilling til kendsgerning for samme væsen, at ingen som helst fungerende organisme kan eksistere uden at være en direkte eller indirekte tilkendegivelse af dens ophavs absolutte levende tilstedeværelse i tilværelsen eller identitet med livet.
      Idet himmellegemer, kloder, sole eller mælkeveje eksisterer som organismer for levende væsener, kommer vi her til en hel anden art af levende væsener. Da levende væsener jo udgør kraftcentrene eller fundamentet i "stof", kommer vi her også til en hel anden art af "stof" end de to tidligere arter, vi har skildret. Dette "stof" vil vi i "Livets Bog" betegne som "makrokosmisk stof".