705. Idet vi er kommet så langt, at vi nu har set vort eget jeg som det dybeste ophav eller evige årsag til vor eksistens eller fremtræden, bliver det derigennem til kendsgerning, at dette jeg altid må være forud for en hvilken som helst af dets skabelser og oplevelser. Det kan ikke være disse, der er forud for jeget. Thi hvis jeget ikke eksisterer forud for sine oplevelser, var der jo ikke noget til at opleve og frembringe. Men når det således bliver en kendsgerning, at jeget er forud for sine oplevelser og manifestationer, bliver det derigennem også en kendsgerning, at det netop må have været forud for sin nuværende organisme og fysiske tilværelse. Til denne eksisterer jeget altså som den "årsagsløse årsag". Det er rigtigt, at den materialistiske videnskab endnu anser vore forældre for at være det dybeste ophav til vor eksistens, men det skyldes kun den omstændighed, at nævnte videnskab kun kan tænke i mål- og vægtfacitter. Dette vil igen sige, at den kun kan analysere skabte ting. Men analyser af skabte ting kan aldrig i noget som helst tilfælde blive andet end "virkningsgrader", hvilket igen vil sige facitter som: alder, tæthedsgrader, bevægelsesgrader, varme- og kuldegrader, rumforhold osv., altsammen facitter, der kun udtrykker et eller andet kombinationsforhold imellem energi eller stof. Til at finde sådanne facitter er den nuværende moderne videnskabs ophav ligefrem eksperter, ja, denne evne er en så altdominerende "C-viden" i deres bevidsthed, at de betragter det som absolut givet, at der kun kan eksistere sådanne facitter. De er i kraft af denne deres dogmatiske indstilling endnu bundne i den endeløse årsags- og virkningskæde, hvoraf ingen som helst forsker nogen sinde kan blive fri, før han indtil trivialitet har opdaget denne sin mentale march på stedet og af hele sit hjerte hungrer og tørster efter en anden facitart, der virkelig kan give løsning på den kendsgerning, som de andre facitter evigt vil lade uberørt, nemlig: selve livet.