Livets Bog, bind 3
Livssubstans nr. 63 – "X3"
1002. Da det guddommelige "noget" således evigt har været forsynet med "skabeevne", har det evigt kunnet sanse eller skabe. Der har derfor lige så evigt eksisteret et resultat af denne skabeevne. Dette resultat er det samme som "bevidstheden" med dens tilhørende skiftende organismer. Denne bevidsthed eller individets liv er således en evig foreteelse. Men når væsenets liv er en evig foreteelse, kan dette heller ikke gives nogen anden analyse end denne, at det udgør "noget, som er". At væsenets nuværende organisme er "stor" eller "lille", er "skøn" eller "uskøn", at samme væsens mentalitet i dag er at udtrykke som henhørende til "det gode" eller "det onde", er kun en midlertidig analyse. En analyse af en tilstand, der er under forvandling, er således kun udtryk for noget timeligt. Men en analyse af noget timeligt kan umuligt være noget endeligt eller sandt udtryk for noget evigt. Vi bliver derfor også nødsaget til at måtte udtrykke individets bevidsthed, mentalitet eller liv som en navnløs foreteelse eller som et "X". Og vi udtrykker den da også her i "Livets Bog" som "X3". Da samme "X" er en ligeså urokkelig nødvendighed for individets eksistens og liv som de to andre "X'er", vil vi her udtrykke dette som "livssubstans nr. 63".