Døden kan ikke i noget tilfælde være ophør af liv, men hører ind under skabelse eller viderebefordring af livets oplevelse. Al skabelse umulig, hvis døden ikke eksisterede
707. Udtrykket "menneske" er således i realiteten ikke udtryk for "noget levende", men for en manifestationsform eller en særlig art jongleren med energierne, som "noget levende" bag energierne afstedkommer. Det samme gælder naturligvis udtrykkene "dyr" og "planter". Når alle sådanne foreteelser er "skabte ting", kan de i sig selv ikke være eller udgøre selve "det levende noget", der er ophavet til eller skaberen af nævnte foreteelser. Når en eller anden af disse foreteelser f.eks. et menneske "dør", så er det en "frembringelse" eller en "skabt ting", der "dør". Men da en "skabt ting" aldrig har været "levende", kan det altså ikke være "noget levende", der "dør". Men når det ikke kan være "noget levende", der "dør", kan det kun være "noget dødt", der times denne proces. Men da det kun kan være "det døde", der "dør", kan "døden" aldrig i noget som helst tilfælde være det samme som "ophør af liv". Den er i sig selv kun en opløsningsproces og bliver derved synlig som hørende ind under skabelse, thi skabelse kan nemlig umulig eksistere uden at være udgørende de to processer: "opløsning" og "sammensætning". Materialet for skabelse kan udelukkende kun eksistere som "frigjorte" energier eller stoffer, og disse kan umulig være "frigjorte" uden igennem opløsning, ligesom skabelse umulig kan eksistere uden at være en sammensætning af disse "frigjorte" energier. "Frigørelse" eller "opløsning" bliver således en absolut forudgående betingelse for enhver skabelse, idet alle energier er bundne. Hvis de ikke var bundne, behøvedes der ikke kraft til skabelse. Der var ikke noget, der hed "tyngde". Der var ikke noget som helst, der kunne "falde ned", ja, der var overhovedet ingen mulighed for oplevelse af nogen som helst energi eller kraft. Men nu er det en kendsgerning, at ingen som helst skabelse, uanset hvor lille eller mikroskopisk den så end måtte forekomme, kan ske uden i form af overvindelse af energi. Der skal energi til en hvilken som helst skabelse eller manifestation. Denne foreteelse gør det til en urokkelig kendsgerning, at al energi eller stof kun kan eksistere i bunden tilstand. Men denne bundne tilstand ville umuliggøre al skabelse, hvis ikke der var mulighed for "opløsning" eller "frigørelse", hvilket i realiteten kun vil sige: en omskabelse af vedkommende stof- eller energiarters evige forbindelse med det øvrige stofocean. En virkelig frigørelse i ordets absolutte forstand eksisterer ikke, thi så ville den mærkværdighed være en kendsgerning, at "noget kunne blive til intet". En stof- eller energiarts virkelige frigørelse fra det øvrige stofocean i universet måtte nemlig betinge opståelsen af et grænseområde mellem den frigjorte energi og stofoceanet, der udelukkende kun kunne bestå af et absolut "tomrum". Men et absolut "tomrum" kan kun være et rum, der indeholder et absolut "intet". Men et sådant rum eksisterer ikke. Begrebet "intet" dækker kun over en "tænkt" modsætning til det "noget", der urokkelig opfylder "hele" universet og udelukker dette fra på nogen som helst måde at kunne give plads for noget absolut "tomrum". Hvis en energi- eller stofart kunne omgives med et absolut "tomrum", ville dens forbindelse med det øvrige stofocean dermed for evigt være afbrudt. Skabelsen af en ny forbindelse ville være absolut udelukket, thi hvilke energier skulle kunne gå igennem et absolut "tomrum"? –Et projektil? –En raket? Nej, og absolut nej. Thi i det øjeblik en sådan foreteelse passerede "tomrummets" grænse, ville den øjeblikkelig blive til – "intet", ligesåvel som den af tomrummet omgivne stof- eller energiart, på hvilken den var sigtet, allerede forlængst ville være gået over i det samme "intet". Og vi ville her have en situation, til hvilken der kun fandtes et eneste sidestykke, nemlig dette, at hele det øvrige stofocean var overgået den samme skæbne. Da dette jo også grænsede op til "tomrummet", ville det dermed have mistet den kontrast, der gør dets tilgængelighed for sansning mulig. Alt var således blevet til – "intet". Man må her huske på, at stof eller energi kun kan eksistere i kraft af nævntes berøring med andre energier. Hvis en energi kunne være totalt omgivet af absolut "tomrum", ville en sådan berøring umuligt kunne finde sted, og følgelig kunne der heller ikke opstå nogen reaktion. Og uden denne ville al sansning eller oplevelse af liv være en umulighed, ligesom "det treenige princip" ville være en illusion. Og der, hvor livet nu eksisterer suverænt som et eksisterende "evigt noget", ville et absolut "intet" fremtræde i et uforanderligt domæne. Men takket være den omstændighed, at frigørelse af en stof- eller energiart kun kan eksistere – ikke som et ophør – men udelukkende som en forandring af dens forbindelse med stofoceanet, kan et sådan "dødens" domæne umuligt finde sted. "Døden" bliver derved ikke en tilintetgørelse af liv, men er en i allerhøjeste grad fremtrædende viderebefordring af dette altets "evige, suveræne noget".
Tilbage til forsiden
Forrige