794. Hvad mission har da dette jeg? – Når det i sig selv er stilhed, er ubevægelighed, hvad rolle kan det da spille i det levende væsens oplevelse af livet? – Ja, her må vi igen ty til vor egen fornemmelse af livet. Vi konstaterede før, at denne fornemmes som oplevelsernes eller bevægelsernes passage ind i og ud af dette for sansning utilgængelige "noget", og at disse, medens de passerer nævnte "noget", ligeledes unddrager sig direkte tilgængelighed for sansning eller oplevelse, bliver lig "X" i dette vort jegs dybeste indre. Men da energierne, hvilket vil sige tankerne, oplevelserne eller "bevægelserne", er tilgængelige for sansning, lige til de fortaber sig i nævnte "X" og ligeledes er tilgængelige for sansning, når de kommer ud fra dettes domæne, bliver det jo dermed synligt, at dette "X" har evne til at "vende" energierne eller "bevægelserne". Men dette bekræfter jo yderligere vor tidligere erkendelse af nævnte usanselige "nogets" identitet som det absolut "faste punkt". Thi en energi eller "bevægelse" kan kun "vendes" ved hjælp af et absolut "fast punkt". Det er ganske vist rigtigt, at vi her i den materielle verden kan forandre energi- eller bevægelsesarter, men denne forandring af energi- eller bevægelsesretninger kan ikke eksistere uden samtidig at være mere eller mindre neutraliserende for bevægelserne selv. Energierne sætter et gensidigt spor i hinanden. Det er dette spor, vi udtrykker ved de tidligere nævnte betegnelser: "slitage", "forvitring", "tidens tand" og lignende. Og denne "slitage" skyldes udelukkende den omstændighed, at ingen af de to vedkommende energier er absolut uforanderlige. De udgør hver især "bevægelse" og er således i sig selv ikke noget absolut "fast punkt". De udgør hver især kraft, og som sådan kan de ikke undgå på en eller anden måde at virke hæmmende på hinandens bevægelsesevne. Det er denne kræfternes indvirkning på hinanden, der ligger til grund for alle former for forvandling, der igen er det samme som "skabelse". Et sådant forvandlings- eller slitageforhold kan der altså ikke opstå ved jegets og "bevægelsernes" berøring med hinanden, idet jeget i sin inderste natur er absolut "stilhed", hvilket på en måde vil sige, at det er absolut "immaterielt". At det er "immaterielt" betyder ikke det samme som, at det udgør et "intet", men derimod, at det er materiens frembringer og som følge heraf må være forud for denne. Men når det er forud for denne, må det netop indenfor et vist område være at udtrykke som befindende sig i en situation, hvor materien ikke eksisterer. Men når det indenfor et vist område eksisterer uden materie, kan det kun betegnes som "immaterielt". Og det er netop derfor, det her, ud over at "det er", ingen analyser har og derfor er utilgængeligt for sansning, ligesom det også er denne omstændighed, der ligger til grund for, at vi har måttet udtrykke dette som "X1".