976.
Da intet kan opleves uden ved at markeres af dets kontrast, kan lyset heller ikke opleves uden ved at markeres af mørke.
Noget, der ikke markeres af nogen som helst kontrast, er absolut utilgængeligt for sansning og er derfor usynligt.
En oplevelse af en absolut fred er således umuligt der, hvor denne ikke er markeret af nogen som helst kontrast.
Da fredens kontrast er det samme som "ufred", vil skabelsen af ufred således altid urokkeligt være den første fase i skabelsen af kundskab om "fred" og dermed udgørende den første fase i skabelsen af mentalt eller guddommeligt lys eller guddommelig bevidsthed.
Væsener, der aldrig har oplevet ufred, kan umuligt have noget som helst dagsbevidsthedsmæssigt kendskab til fred.
En sådan tilværelsesform vil for dem uundgåeligt være en ubevidst og dermed total "død" tilværelse.
Men en sådan tilværelses opståen eller tilblivelse gøres jo netop umulig i kraft af kredsløbet.
Når væsenerne begærer og oplever så meget mentalt lys, at dette er blevet til "C-viden", vanebevidsthed eller underbevidsthedsfunktion* hos dem, og det derfor ikke mere har hjemme i dagsbevidstheden, begynder samtidig længslen eller begæret i dem efter oplevelsen af modsætningen til lyset.
Detaljerne i dette begærs tilfredsstillelse fylder derefter dagsbevidstheden som "A-viden" eller som vågne bevidste tanker, der derefter bliver til "B-viden" for senere at overgå fra dagsbevidstheden til underbevidstheden** som "C-viden", og hvorefter begæret er totalt tilfredsstillet.
Da denne tilfredsstillelse igen afføder begæret efter mørkets modsætning: lyset, således som tilfældet er med jordmenneskeheden i dens nuværende afsnit af udviklingen, vil lyset igen fra "A-viden" blive til "B-viden" og "C-viden" og dermed igen affødende begæret efter mørket og således fortsættende og bliver derved befordrende livets evighed eller totale uforgængelighed.
Det er dette evige kredsløb fra lys til mørke og fra mørke til lys, vi her i "Livets Bog" udtrykker som "spiralkredsløbet".
____________
* "overbevidsthedsfunktion" er rettet til "underbevidsthedsfunktion" iht. manuskript.
** "overbevidstheden" er rettet til "underbevidstheden" iht. manuskript.