Hvorfor "forbryderne" må inkarnere indenfor en højere kulturs område
1261. Da en sådan udfoldelse af dominerende magtbesiddelse og brutal overlegenhed, som besjælede disse væsener, tilsidst kun kan finde balance i skabelsen af den samme undertrykkelse og det samme misbrug for væsenerne selv, som det, de udløste overfor andre væsener, vil de pågældende væsener jo slet ikke kunne blive genstand for oplevelsen af denne balance, hvilket vil sige: "gengældelse" af deres ukærlige forhold til omgivelserne eller deres næste i den zone, i hvilken de repræsenterede de højeste bestemmende magthavere.Når alle de andre væsener så at sige var dem underlegne, ville der jo ikke være nogen mulighed for at gøre disse magthavere til undertrykte væsener i deres egen zone.De kunne naturligvis godt opleve karma i form af kropslige besværligheder eller sygdomme, men disse kunne jo ikke være gengældelse for undertrykkelse af andre væsener.