Martinus: Livets Bog, bind 4, stk. 1367

1367. Dette mørke er således noget, absolut alle jordmennesker hver især må opleve, men de er jo ikke alle fremme i denne oplevelse på det fysiske plan. En del jordmennesker må således befinde sig på det åndelige plan, nemlig alle de såkaldte "døde". Resten af jordmenneskeheden befinder sig altså her på det fysiske plan. Men dette, at væsenerne er "døde", betyder ikke, at de er færdige med "krigen" eller mørkets zone eller kort sagt "det onde". Det betyder i virkeligheden kun, at deres organisme, altså redskabet, der muliggør deres fysiske oplevelse, fremtræden og manifestation, er gjort ubrugeligt ved ødelæggelse, lemlæstelse eller alderdom, hvilken sidste form jo også er et resultat af mørkezonens hårde slid på organismen i kampen for den daglige opretholdelse af livet. Idet organismerne således ikke er stedsevarende, men er underkastet slitage og lemlæstelse, bevirker dette, at individerne nødvendigvis i et vist tidsrum må befinde sig uden fysisk organisme. Og når de er uden fysisk organisme, er de afskåret fra at opleve direkte på det fysiske plan. Denne deres tilværelsesform ville da blive en bevidstløs tilstand, hvis ikke væsenerne netop var i besiddelse af andre former for organismer, der i det kritiske stadium kunne bære bevidstheden. Da disse organismer ikke er af fysisk natur, men udgøres af stråleformige materier, der igen er det samme som "åndelige materier", bliver tilværelsen eller livsoplevelsen igennem disse "åndelige legemer" således af "åndelig natur". Hvordan denne natur og tilværelsesform manifesterer sig, skal vi komme tilbage til i senere analyser i dette værk. Her kan vi blot udtrykke, at alle de levende væsener således skiftevis må opleve en fysisk og en åndelig tilværelse. Det er denne skiften organisme, der ligger til grund for genfødelsen eller reinkarnationen. Da alle individer uundgåeligt er genstand for denne organismeundergang og kun kan bygge en ny organisme op fra det åndelige plan, vil dette betyde, at et vist antal af jordens mennesker altid befinder sig på det åndelige plan og således er diskarneret, medens det øvrige antal af jordens mennesker er inkarneret i kødet eller er fremme på det fysiske plan. Da nævnte åndelige zone, med undtagelse af forgården eller dens "tærskel", den såkaldte "skærsild", er en lysets sfære, er væsenerne her i en slags fredelig lysets tilværelse imellem deres forekomster eller inkarnationer på det fysiske plan. Det er herfra, de levende væsener fødes til nævnte plan, ligesom det er hertil, de går, når deres organisme på grund af alderdom, slitage eller lemlæstelse sættes ude af stand til at befordre den fysiske bevidsthed. Alverdens jordmennesker må derved befinde sig i et kredsløb, der som før nævnt befordrer dem igennem en skiftevis fysisk og åndelig tilværelse. For hver gang væsenerne har oplevet en fysisk tilværelse med undergang af organismen enten ved alderdom eller ved "krig" og lemlæstelse, bliver de forandrede, får mere og mere afsky for krigens eller mørkets mentalitet. Og det er kun igennem hundreder af liv, at det dyriske, abelignende menneske forandrer sig til et fuldkomment menneske. Og det er netop derfor, vi i den daglige tilværelse ser menneskene på forskellige trin i denne passage af forvandling fra "dyr" til "menneske". Nogle har en meget menneskelig, hvilket vil sige: næstekærlig karakter, og andre har en endnu stærk dyrisk karakter, hvilket vil sige: hadsk, fjendtlig eller ganske ufølsom karakter eller indstilling overfor næsten og omgivelserne. Hele jordmenneskeheden repræsenterer således en skala af mentale trin. Alt eftersom væsenerne har tilbagelagt det dræbende princips detaljer og kulmination, får deres menneskelige natur mere og mere magt over den i dem boende dyriske natur for tilsidst helt at sejre.

Forrige

Næste