Livets Bog, bind 4
Hvad der gør "sejrherren" til "forbryder" eller "fjende" af staten eller kulturen
1259. Hvis disse "gunstigste betingelser" benyttes af "sejrherren" til at undertrykke eller udnytte andre væsener i "sejrherrens" egoismes favør, er han i en tilsvarende grad en berøver af disse andre væseners ret og frihed til livet og overtræder dermed næstekærlighedsloven og vil således være underminerende for en hvilken som helst form for en højere intellektuel kulturs eksistens, indenfor hvilken han måtte forekomme. Han kan ikke være i kontakt med den moral, som er fundamentet for en sådan kulturs eksistens og bliver derfor indenfor samme kultur at udtrykke som et "umoralsk" væsen. Det er sådanne væsener, der, i kraft af denne deres manglende kontakt med nævnte kulturs eller samfunds love, stemples som "forbrydere".