Martinus: Livets Bog, bind 4, stk. 1365

1365. At det netop er denne form for mentalitet, der må blive verdens frelse, har jordmenneskene stor realistisk adgang til at bedømme, thi den bliver jo til kendsgerning igennem den omstændighed, at verden netop i dag i en overvældende grad regeres af det modsatte princip, nemlig efter den mentalitet, man tillagde Guddommen, hvilket vil sige: "Det Gamle Testamentes" idealer, der koncentrerer sig i Moseloven: "øje for øje og tand for tand". Verden regeres af hævnen og straffen eller gengældelsesprincippet. Man holder liv i mørket eller "det onde" i verden ved at formere det eller holde det ved lige. Når der er begået en "ond" handling, må dens ophav straffes med tilsvarende "ondt". Det er rigtigt, at "det onde", man straffer med, bliver ikke opfattet som "det onde". Det bliver derimod opfattet som fuldstændig legalt eller autoriseret som "retfærdighed". Men er menneskene lykkelige derved? - Er de ikke stadig i indbyrdes krig mand og mand imellem, såvel som nationer og stater indbyrdes er i konflikt med hverandre? - Og er denne krig ikke stadig en mare for menneskene? - Har den nogen sinde været helt fjernet fra selve jordmenneskenes mentale sfære? - Nej, "krigen" er ikke blot noget, der eksisterede fra den eller den dato eller så og så mange år mellem det eller det folk. Den er en uafbrudt eller permanent kraftudfoldelse i al disharmonis favør, der strækker sig lige fra den kødædende plantes begyndende fangeskåle til det jordiske menneskes "atombombe". I hele det udviklingspanorama, der strækker sig imellem disse to mærkepæle i de levende væseners mangfoldighed af jordliv, har "krigen" aldrig nogen sinde været helt afsluttet. Og jordmenneskene har i dag store forudsætninger for at kunne se ned over de svundne tider og se, hvad denne "krig" har kostet dem alene i deres jordmenneskelige tilværelse af lemlæstelse, sygdomme, mord og drab, sorg, tårer og livslede rent bortset fra den blodige tilværelsesform, de gennemlevede i deres specielle dyriske tilværelse i de rent dyriske organismer med tænderne og kløerne som særlige overfalds- og forsvarsredskaber.
Hele jordmenneskehedens sfære fra de første endnu abelignende menneskelige former og helt frem til det helt fuldkomne kristusvæsen er i sig selv således en virkelig "krigsskueplads". Den er ikke noget sandt hjemsted for fredens lyse atmosfære. Det er ikke så mærkeligt, at Verdensgenløseren udtrykte, at "hans rige ikke var af denne verden". "Denne verden" er netop "dommedagens" eller "krigens" sande sfære. Som vi ved, er denne sfære trods dens kulmination af uhygge eller livets mørke også Forsynets eller Guddommens udstrakte hånd og førelse af det levende væsen, ja, er den smeltedigel, i hvilken han forvandler "dyret" til "menneske". Uden denne mørke sfære ville "Adam" aldrig nogen sinde kunne blive fremtrædende i "Guds billede efter hans lignelse".

Forrige

Næste