Den dyriske psyke befordres af jordmennesket i samme grad, som det er seksuelt enpolet, er "mand" eller "kvinde" i renkultur
1746. Som vi ser, er den store ulykkelige mentale og fysiske lidelsestilstand, som i stor grad behersker menneskeheden, resultatet af en endnu blomstrende "dyrisk" natur i det jordiske menneske. Det er her værd at lægge mærke til, at de individer, i hvem den "dyriske" natur mest blomstrer eller florerer, alle hver især så at sige er, hvad man kalder en "mand" eller "kvinde" i renkultur eller med andre ord, "mænd", i hvem den maskuline pol er altdominerende, og "kvinder" i hvem den feminine pol på samme måde er altbeherskende. Disse "mænd" udgør således de mest fremtrædende specielle "hanvæsener" og disse "kvinder" de mest specielle "hunvæsener", der findes indenfor jordmenneskeheden. Derfor ser vi også disse væsener, grundet på deres "dyriske" umættelighed, fremtræde med en rasende skinsyge- og misundelsestendens. Det er de væsener blandt jordmenneskene, der i størst udstrækning føler ejendomsret over ægtemagen. Og ve den, der søger at røre ved objektet for denne ejendomsret, ja, blot med et lille smil eller øjekast. Han vil snart få at mærke, at disse væsener våger skinsygt og hadefyldt over alle medvæsener af deres eget køn, for at de ikke på nogen måde skal få lejlighed til at vise konkurrerende venlighed eller tjenester overfor væsener af det modsatte køn. I intet som helst bevidsthedslag eller trin for jordmenneskelig mentalitet eller psyke findes så megen eksplosiv tankestof eller flammende ukontrolleret tyngdeenergi som netop i disse "mænd" og "kvinder", der befinder sig nærmest renkulturen for "hankøns-" eller "hunkønstilstanden". Det er individer fra dette bevidsthedslag, der, i kraft af deres evne til hensynsløs overvindelse og nedtrampning af andre væsener, deres evne til at gøre sig til herrer og diktatorer over alt og alle, undertiden i film, romaner og skuespil bliver beundret og lovprist som helte og udtrykt som "rigtige mandfolk". Og dette udtryk er i virkeligheden mere rammende end de fleste har tænkt sig, eftersom et sådant væsen jo i størst udstrækning repræsenterer stadiet "det rigtige hanvæsen". At det tilsvarende "rigtige kvindfolk" må være et væsen, der i allerhøjeste grad kan beundre det "rigtige mandfolks" nedtrampning og slavelænkning af andre mennesker og betragte dette som heltegerning, ja, ligefrem ikke kan beundre dette væsen, uden at det netop har tilegnet sig den på nedværdigelse og undertrykkelse af andre mennesker baserede helteglorie, er selvfølgeligt. Men for at det kan beundre en sådan psyke, må det altså være et ligeså specielt "hunvæsen", som hendes helt er et specielt "hanvæsen". Hun må ligesom han ikke kunne fordrage sit eget køn. Hun må have samme magtbegær og besiddelsestrang som han, thi ellers ville hun ikke kunne beundre hans manifestationer som "heltegerninger". Man beundrer ikke det hos andre, man selv er mættet til lede ved. Det "rigtige kvindfolk" kan således kun være en kvinde, der i allerhøjeste grad beundrer ovenfor nævnte "rigtige mandfolk".
Tilbage til forsiden
Forrige