1891. Medvirkende til denne I-menneskets døende mulighed for at fortsætte sin inkarnation i jordsfæren var i høj grad den omstændighed, at det ikke blot afveg fra alle andre eller almenheden ved sin særlige mentalitet eller bevidsthed, men også dette, at det var så langt forud for almenhedens trin, at det var en af dennes alleryderste forposter opad imod det fuldkomne menneskerige. Det var således ikke sammen med eller omgivet af en så fyldestgørende flok af ligesindede som det menneske, der befinder sig lige på almenhedens trin. Ja, det var så at sige helt alene. Hvis vi siger, at der kun fandtes et I-menneske for hvert hundrede tusinde af andre mennesker, så har vi dermed et symbolsk billede af forholdet, selv om dette ikke skal udgives for at være det nøjagtige matematiske tal. Der er i virkeligheden zoner, hvor det færdige I-menneske er så ensom en skikkelse, at der forekommer flere hundrede tusinde andre mentale mennesketyper for hvert I-menneske. Men dette ændrer sig jo samtidig med flokkens vækst hen imod I-menneskets trin. Når almenheden engang er nået frem til dette stadium i udvikling, vil dens flok jo hovedsagelig være I-mennesker. Da vil I-mennesket ikke mere være en ensom skikkelse, men derimod leve iblandt millioner af ligesindede. Men da bliver det endnu primitive og med inhumane tendenser fremtrædende væsen, altså den væsenstype, der nu udgør det almene flokvæsen, en ensom skikkelse, idet det udgør et af de sidste væsener i jordmenneskehedens bagtrop i dens vandring ud af det dræbende princips zone.
Tilbage til forsiden
Forrige