2283. Men en væremåde, i hvilken den frie vilje ikke kommer til mere eller mindre at spærre andre levende væseners fri vilje, findes ikke hos det ufærdige menneske, for dette væsen opfatter det mere eller mindre som en livsbetingelse at spærre andre væseners fri vilje. En jæger, der går ud at dræbe dyr, hvad enten det er for lyst og tidsfordriv, eller fordi han føler det som en livsnødvendighed, ødelægger og spærrer dermed det pågældende dyrs fri vilje og ret til at leve. Et sådant misbrug af fri vilje afslører i allerhøjeste grad sit ophav som et ufærdigt væsen. Det har endnu et stykke vej at tilbagelægge i udviklingens domæne, før det når at blive til mennesket i Guds billede efter hans lignelse. Det ved endnu ikke, at det ikke er en livsbetingelse for mennesket at dræbe dyr eller animalske væsener for at leve, og at planteføde er dets virkelige normale kost. Det er blandt andet i kraft heraf, at dets væremåde bliver en overtrædelse af det femte bud: Du skal ikke dræbe. At mennesket med denne dræbende væremåde spærrer sin egen fri vilje er selvfølgeligt, idet skæbneloven betinger, at virkningerne af den væremåde, man udviser overfor andre levende væsener, afføder ens egen skæbne. Misbrug af den frie vilje er således det eneste, der kan hæmme eller spærre menneskets vilje, således at det for en tid er uden fri vilje. Denne hæmning eller spærring af den fri vilje befordres i form af modgang, skuffelser, forfølgelser og kværulanteri fra medmenneskenes side. Og et stort område af sygdomme, invaliditet, sorger og bekymringer og mange andre former for mørke skæbnedetaljer har deres dybeste rod i en udløst fejlagtig eller misbrugt viljeføring hos de pågældende væsener. Intet menneske kan opnå nogen som helst fuldkommen lykke eller noget virkeligt normalt velvære og dermed den evige fred og harmoni eller det såkaldte "himmeriges rige" i sit indre uden igennem sin viljeføring. Derfor bliver tilegnelsen af den fuldkomne viljeføring det eneste fornødne såvel for stater som for det enkelte menneske.