Livets Bog, bind 6
De skabte tings ophav, jeget og livet
2043. Da de skabte ting i sig selv er livløse, kan de umuligt danne sig selv planmæssigt eller logisk til. De kan ikke selv være skyld i, at de bliver til det eller det gode for de levende væsener. Hverken et hus eller en klædning har opfundet eller tildannet sig selv til det nyttige formål, som de udfylder. Her må der være noget andet til, som ikke er livløst. Dette andet noget kan altså opleve bevægelsen eller skabelsen, ja, kan selv i kraft af sin organisme iværksætte skabelse. Det er dette noget, der er ophavet til forvandlingerne, og hvem disse kommer til gode. Nævnte noget er det i os selv og bag alle vore bevægelser og manifestationer eksisterende, umanifesterede element, vi kalder "jeget". Igennem sin tilknytning til disse manifestationer bliver dette element synligt som "det levende" i de levende væsener og bag alle manifestationer. Disse manifestationer er altså dette levende nogets tilkendegivelse. Og det er denne, det levende væsens tilkendegivelse igennem stoffets bevægelse og udformning, vi kalder "livet", der igen er det samme som bevidsthed, tanke og vilje.