2187. Som følge af, at de levende væseners overbevidstheder og jeger således hver især udgør et absolut fast punkt og tilsammen udgør verdensaltets "faste punkt", bliver de enkelte væseners faste punkt såvel som verdensaltets faste punkt, hvilket i sig selv betyder absolut ubevægelighed og dermed absolut stilhed, ganske utilgængelig for forskning ad materialistisk vej. De kan ikke måles eller vejes. Da de, som nævnt, i sig selv er absolut stilhed, kan de umuligt reagere overfor nogen som helst energi eller påvirkning, ligesom de på samme måde er ganske ude af stand til selv at påvirke noget. Her nytter det ikke, at man har mikroskoper og elektronmikroskoper, eller man har teleskoper, for de nævnte "faste punkter" er hverken mikroskopiske eller gigantiske. I kraft af deres totale stilhed, deres totale blottelse for bevægelse eller vibration befinder de sig i en tilstand, til hvilken der ikke er noget som helst sidestykke i verdensaltet. De udgør "noget", der som en kendsgerning eksisterer, men evigt er "umanifesteret". Og de udgør netop det absolut eneste, der kan være umanifesteret, fordi de umuligt kan være andet. Da de i sig selv er total stilhed, udgør de ikke nogen som helst reaktion, der kan indvirke på sanser og måleinstrumenter. Da der ikke findes nogen som helst form for manifestation, som i sig selv ikke er identisk med bevægelse eller vibration, kan manifestation således umuligt være ophav til sig selv, men vil altid uundgåeligt eller urokkeligt være et produkt, ved hvilket "noget" manifesterer eller tilkendegiver sig. Dette "noget" er således manifestationens ophav. Men når det er manifestationens ophav, er dets eksistens i sig selv ikke afhængig af manifestationen. Det eksisterer i sig selv uden den. Tilkendegivelsen af denne eksistens er derimod udelukkende afhængig af manifestationen. Da manifestation er skabelse, bliver vi således også her vidne til, at det levende væsen udgør to urokkelige analyser: "skaberen" og "det skabte". Men denne analyse svarer nøjagtig til den fornemmelse eller oplevelse, ethvert menneske har af sig selv. Det kan ikke undgå at fornemme sig selv som ophav til sin manifestation og dermed til sin viljeføring, sin væremåde og til de øvrige foreteelser, det skaber. Det område af de levende væsener, der udgør deres jeg og overbevidsthed med dens forgreninger nedad i deres underbevidsthed, forekommer således udenfor al sansning. Den kan kun erkendes igennem kosmisk indstillede sanser, hvilket vil sige: en fuldkommen kombination af intellektualiseret følelse og en – ikke blot glimtvis – men en absolut uafbrudt eller permanent intuition. Denne form for sansning udgør den absolut eneste mulighed for selvoplevelse af sin egen inderste, mellemkosmiske, evige struktur og dermed adgangen til selvoplevelse af universets "faste punkt" eller første årsag.