Livets Bog, bind 7
Intolerance eller den religiøse forbandelse, der holder menneskene i en permanent fysisk og åndelig krigstilstand og befordrer straffe og henrettelser over mindre udviklede væsener, som de kalder "forbrydere"
2421. Det er dette, at menneskene således tilhører højst forskellige udviklingstrin og de under trinene henhørende tilsvarende forskellige væremåder, der bevirker, at menneskene verden over umuligt kan have den samme moralopfattelse og væremåde. Kun den moralopfattelse og den heraf afhængige væremåde, der er gældende for det udviklingstrin, som et menneske tilhører, kan være det primære for det samme menneske. Derfor tror de forskellige primitive udviklingstrins mennesker hver især, at deres særlige moralopfattelse og væremåde er den eneste rigtige og dermed eneste saliggørende, medens alle andre herfra afvigende moralopfattelser og væremåder er falske. Dette bevirker så igen den religiøse forbandelse, vi kender under begrebet "intolerance", og som har affødt religionernes og sekternes indbyrdes krige og forfølgelser. Den er naturligvis også grundkilden til alle de andre krige og verdenskrige, der har raset og lagt den ene verdenskultur efter den anden i grus. Af samme grund er den moderne kulturs fængsler og tugthuse fulde af mennesker, som skal straffes, fordi de ikke kan opfylde den herskende juridiske moral og væremåde, der netop udgør et helt andet udviklingstrins normale udslag end det, de fængslede mennesker tilhører. Hvordan skulle disse fængslede mennesker, som betegnes som "forbrydere", kunne acceptere eller fornemme noget andet udviklingstrins moral og væremåde som normal og primær levevis end den, der er det normale udslag af deres eget udviklingstrin?