Livets Bog, bind 7
Hvorfor jordmenneskeheden er opdelt i folkegrupper med forskellige moralopfattelser og væremåder
2420. Den begyndende menneskelige udvikling i dyret forvandler den menneskelige organisme fra at være robust, grov og primitiv til at blive meget forfinet. Denne fuldkommengørelse gælder både hjerne og nerver såvel som muskulatur og ansigtstræk. Men det sker kun igennem en meget lang udviklingsepoke. Udviklingsmæssig forvandling af væsenet fra dyr til menneske kan let iagttages, hvis vi betragter de nulevende forskellige mennesker, der findes på jorden. De mest primitive menneskelignende væsener forekommer ikke mere på jorden. De er forlængst uddøde. Men vi ser tydeligt, at der forekommer en skala af udviklingstrin, der strækker sig nede fra vore pygmæer eller urskovsmennesker og op til det moderne kulturmenneske, ligesom vi også kan iagttage, at dette væsen på sit nuværende stadium er langt fra at være et færdigudviklet menneske. Vi ser indenfor denne udvikling, hvor væsenet befinder sig i et menneskelegeme, mange forskellige mentale udviklingstrin. Hvert af disse trin må naturligvis ligeledes have hver sin for trinet gældende særlige, specielle moral og den heraf følgende væremåde. Indenfor menneskeheden vil man således se mange forskellige former for moralske opfattelser og væremåder. Disse væremåder opdeler jordens mennesker i tilsvarende særlige større eller mindre folkegrupper. Hver af disse grupper er altså dannet af de væsener, der tilhører netop det samme særlige trin i udviklingen og derfor accepterer den samme moral og væremåde, der udgør det pågældende trins særlige udslag og kendetegn.