2435. Da livsopfattelsen bestemmer væsenernes væremåde, vil de lavere og de højere trins væseners væremåde uundgåeligt være forskellige. Og dette, at væsenerne således er forskellige i væremåde, er netop en almenopfattet kendsgerning. Men årsagen til denne forskel på menneskenes forskellige væremåder er absolut ikke almenkendt. Derfor er det almengældende, at menneskene tror, at deres næstes væremåde er en ren og skær viljesakt. Og de forbander ham, hvilket vil sige: De bliver mere eller mindre bitre eller vrede på ham, alt eftersom denne hans væremåde kommer til at kollidere med deres væremåde, hvad der i virkeligheden er ganske uundgåeligt for ham. Han kan umuligt opleve med højere sanser end dem, der er normale for det udviklingstrin, han selv tilhører. De relativt højere udviklede væsener, med hvem det mindre udviklede væsen således kolliderer i væremåde, bliver da som oftest vrede og bitre på ham. De tror, han bevidsthedsmæssigt kan præstere det samme som de selv og derfor udmærket kunne have handlet således, som de netop havde ønsket det. De forstår ikke udviklingsforskellen, og at hans væremåde er lige så normal for ham, som de højere udviklede væseners væremåde er normal for dem. Og her er det så, at denne uvidenhed gør sig gældende. Vreden og bitterheden og dermed lysten til at straffe ham opstår. Og vi er således her ved den fundamentale årsag til alle bevidsthedskollisioner eller de mentalelektriske kortslutninger, vi kender som hævnakter, forfølgelser, mord og drab, kort sagt: alle de manifestationsarter, der tilsammen skaber den dommedags- eller ragnarokstilværelse, som i øjeblikket er jordmenneskehedens skæbne.