2419. Vi ser endog dette dyriske moral- eller livsprincip endnu gøre sig gældende i en overordentlig stor udstrækning indenfor de jordiske menneskers område. De dræber og myrder, de fører krige og verdenskrige, de dygtiggør sig i krigskunst og i at skabe mordvåben, og i hvorledes de bedst kan ødelægge andre væsener, hvis de er i vejen for deres ønskers og begærs tilfredsstillelse. Når menneskene stjæler, røver og plyndrer, er det tydeligt her at genkende disse drifter som identiske med de dyriske. Disse mennesker er altså endnu på et trin, hvor de kun kan betragte denne deres væremåde som moralsk. Deres mentalitet er således her på dette område endnu identisk med dyrets. De har derfor ikke evne til at betragte denne deres væremåde som umoralsk. De er således her ligeså selvfølgeligt bundne til denne livsopfattelse, som dyrene er bundet til deres. Men her, hvor dyret er begyndt at inkarnere i en begyndende menneskeorganisme, sker der en særlig forandring i væsenernes udvikling. Medens udviklingen hos dyrene bevirkede store organismeforvandlinger, har væsenerne således, inden de nåede den menneskelige organisme, passeret mange inkarnationer eller fysiske liv i mange forskellige former og strukturer for højere og højere organismer. Og i menneskeorganismen fortsætter udviklingen. Men denne organisme rummer i sig en sådan fuldkommenhed, at væsenerne i den kan opleve mange forskellige udviklingstrin eller stadier, som dyret skal passere under sin forvandling til menneske. Det er denne menneskelige organisme, der har begyndt hos dyrene som abeorganisme.