Som vi allerede forlængst er blevet gjort bekendt med, er det jordiske menneske et ufærdigt væsen. Det befinder sig i overgangsstadiet fra dyr til menneske. Derfor fremtræder det med en degenererende dyrisk bevidsthed og en voksende menneskebevidsthed. Da menneskene ikke er lige langt fremme i denne forvandling, forekommer der mennesker, der endnu har megen dyrisk bevidsthed og meget lidt menneskebevidsthed, lige såvel som der forekommer mennesker med megen menneskebevidsthed og meget lidt dyrisk bevidsthed. Den dyriske bevidsthed i mennesket er i virkeligheden det, vi kender under begrebet "det onde", medens den menneskelige bevidsthed i jordmennesket udgør det, vi kender under begrebet "det gode". Da det er den menneskelige bevidsthed, der skal vokse frem, og den dyriske bevidsthed, der skal degenerere og forsvinde fra jordmennesket, er det ikke så mærkeligt, at verdensgenløsningens princip igennem de humane religioner inspirerer og vejleder menneskene i at gøre "det gode", altså det menneskelige i mennesket. Fundamentet for denne væremåde er netop dette, at elske Gud over alle ting og sin næste som sig selv.