Grand Kursus
Et ingeniørarbejde – en bro
102. Det er ikke blot i det ydre, men også i det rent tekniske, at vi ser, at skabelsen er hundrede procents nyttig. Der er broer over vande og broer over afgrunde, rent bortset fra alle de mange, mange andre tekniske og kemiske vidundere, som verden i dag er så rig på. Det er jo en vældig guddommelig skabelse. Det havde menneskene ikke evne til blot nogle få hundrede år tilbage, da kunne de slet ikke lave det.
      Bare i min tid er det jo først, at biler, biografer, radio og flyvemaskiner er kommet frem, og nu går det meget hurtigere. De kommende halvtreds år vil vise dobbelt så mange vidundere, dobbelt så mange opfindelser. Der vil komme fantastiske goder frem i de kommende halvtreds år. Det føres stadigvæk ved en vældig magt bag menneskene. Det er ikke menneskene alene; der er en magt bag, der styrer menneskeheden fremad. Denne magt skal nok vide også at fjerne de sidste rester af de dyriske tendenser, som menneskene i dag sukker og stønner under i form af krig og lemlæstelse, drab og mord.