Den menneskelige organismes indre
104. Så ser vi det indre af selve mennesket. Vi har nu set en hel masse logiske skabelsesprocesser, og vi ville frem til at finde skaberen, som jeg ganske vist har forklaret noget om. Men jeg ville bare vise, hvor er skaberen? Her er vi kommet frem til mennesket og det, som har skabt så mange dejlige vidundere. Det har vi jo her. Nu kan vi se mennesket indvendigt. Hvad er det? Det er lunger, det er hjerte, det er lever, det er tarme og mave osv. Hver eneste del er et redskab, hver eneste ting har et lille formål at opfylde til fordel for helheden. Det arbejder sammen og bliver en enhed, og det arbejder, uden at mennesket behøver at have med det at gøre.
      Men hvor er det levende? Hvor er der noget, der er det bestemmende? Så vil man måske sige hjernen, men det skal vi komme til. Hvor er det? Er der noget her? Det er da ikke maven, der er det herskende, det er da ikke tarmene. Alt sammen er maskiner, redskaber, noget der benyttes af noget levende. Noget der er nødvendigt for noget levende. Det er en levende fungerende maskine.
      En organisme er et apparat, en maskine, ved hvilket dette jeg kan manifestere sig og opfylde de betingelser, der skal til, for at det kan være på det materielle plan. Men et apparat er ikke noget væsen. Det er et redskab, det er blevet til. Der var engang, da det ikke var til. Der var engang, hjertet ikke var til. Det er bygget op, det er blevet til ligesom en anden maskine, og det slides op akkurat ligesom et andet apparat. Det bliver forældet, det ophører, det visner og dør. Men når nu ophavet ikke er her og ikke er identisk med det, så dør ophavet jo ikke.
      Så længe man tror, at organismen er væsenet, og at der er ikke andet til, ja, så tror man jo, at man er dødelig, at man dør sammen med kroppen. Men det kan man ikke, fordi man ikke er identisk med det tids- og rumdimensionelle. Skaberen, der bruger redskabet og bruger de skabte foreteelser, er jo ikke skabt. Derfor er jeget ikke til stede, og det er også derfor, at jeget, det faste punkt, den absolutte stilhed, ikke kan sanses. Det er hævet over sansning. Kun det, der er i bevægelse, kan sanses.