Det evige verdensbillede, det levende væsen 2, den evige Guddom og de evige gudesønner
Symbol nr. 11
112. Disse tre principper, X1, X2 og X3, danner tilsammen hele verdensaltet, og de danner tilsammen et levende væsen. På symbolet har vi alle tre principper tilsammen. Vi ser den hvide skive igennem den midterste åbning, det er altså det store jeg, det guddommelige noget, og vi ser også, at det kommer til syne igennem de små åbninger i den violette skive. Det violette er Guddommens skabeevne, og derved opstår så virkningerne herfra. De enkelte jeger sender en stråle ud, og fra midten går der stråler ud, og der hvor de mødes, opstår formernes verden.
      Det jordiske menneskerige er placeret i slutningen af dyreriget, hvor jordkloden passerer forbi. Kloden har i sin bane engang været på mineralrigets ildstadium, senere blev den til en planteklode, og så blev den til dyreklode, og om 3.000 år vil den passere stjernen ved det gule område, og så vil der være et fuldkomment menneskerige på jorden.
      Det enkelte levende væsens jeg er symboliseret ved en lille rund hvid figur, og udenom er dets organisme. Væsenets jeg stråler ud imod Guddommen. Det er indstillet imod Guddommen. Det vil dog sige, at det behøver ikke at være indstillet imod Guddommens jeg. Når det er højere udviklet eller primitivt, er det indstillet imod Guddommens jeg. Men på det skabende, det intellektuelle, det materialistiske stadium er væsenet jo indstillet på materien. Men materien er også Guds bevidsthed, den er Guds organisme. Et væsen kan ikke skabe noget, uden at det må møde strålerne fra Guddommen.
      En snedker, der skal lave møbler, må jo have træ, men træet er kommet fra de stråler, der kommer fra midten af symbolet. Snedkerens egen udstråling kan bearbejde træet, og sådan er det hele vejen. Alt det, vi kan lave, kan vi kun lave i kraft af den materie, som er her på kloden. Al materie, såvel den materielle som den psykiske materie, kommer fra dette jeg, som vi ser i midten af symbolet. Vi er hele tiden i samarbejde med dette jeg, hele tiden i samarbejde med Gud. Vi kan aldrig nogen sinde komme uden for Gud. Selv om vi ikke selv tror på Gud, så arbejder vi sammen med Guds bevidsthed, for hele den materielle verden er en eneste stor energi. Alle stoffer, faste, flydende, luftformige osv., er bevægelse, er energiudløsninger, og i kraft af det kan vi forme de energier om til at lystre os, så vi kan skabe.
      Når menneskene skaber maskiner, huse, klæder osv., sker det ved, at de udstråler deres bevidsthedskraft imod materien, som Gud har frembragt. Således har alle levende væsener, selv planterne, også et jeg og en organisme, der er i et samarbejde. De møder Gud her i materien, i samarbejdet i deres organisme, i deres væremåde, i deres forhold til andre levende væsener; der er det Gud, de møder. Når vi er med menneskene, er det også Gud, vi møder.
      Det er Guds jeg, der er bagved, og det er det element, der på symbolet er markeret med den hvide skive bagved. Ved hjælp af skabeevnen er det fordelt som vist med de hvide åbninger på symbolet. Man kunne også sammenligne det med en kasse med mange huller. Hvis man tænkte sig, at der var et lys inde i kassen, ville dette lys jo stråle ud igennem alle hullerne. Disse lysstråler kan vi sammenligne med vort jeg, og således er Guds jeg det samme element for alle. Det er Guds jeg, der er i vort jeg, og den enkelte bliver derved et skabecenter i Guds manifestation.
      På symbolet ser vi således verdensaltets kosmiske struktur. Man kan ikke lave noget billede af verdensaltet, man kan kun lave et symbol, for i sin kosmiske struktur består verdensaltet jo af evige principper. Man kan kende om mine analyser er sandfærdige, om de er rigtige, ved at se, om de er baseret på evige facitter. Hvis de er baseret på tids- og rumdimensionelle facitter, vil de forgå. Men det er evige facitter. Det vil man komme til klarhed over, for der er ikke noget andet. Det er evige principper.
      I midten af symbolet er der et evigt jeg, og det skaber en evig livsoplevelse, en evig tilværelse. Jegerne ved randen er af det samme element, det skaber også evige væsener. Væsenerne kan ikke dø, for bagved eksisterer væsenernes overbevidsthed, ligesom Guds overbevidsthed eksisterer bag ved det hele. Men det rent kropslige, det materielle, det skabte, apparaterne, organerne, maskinerne i os kan dø, for de bliver slidt op, og der må vi bygge nye. På denne måde udvikler vi os jo også, for vi skal have endnu bedre organer, bedre redskaber, bedre hjerne. Derfor er det jo glimrende, at vi kan kassere de gamle kroppe. Derfor er det glimrende, at reinkarnationen eksisterer.
      Således bliver verdensaltet et treenigt princip. Man kan ikke tage det væk, for så er der ingen skabelse, så er der ikke noget, der oplever, og der er ikke noget ophav. Tager man det skabte væk, så er der ingen materie, så er der ingen livsoplevelse. Tager man jegerne væk, kan der ikke blive nogen skabelse, for så kan der ikke blive denne vekselvirkning med Gud. Ligesom for os kan skabelsen kun opstå for Gud ved, at der er denne kombination.
      Vi har således et billede af selve verdensaltets struktur. De forskellige riger, der er symboliseret ved de seks farvede felter, er formernes verden. Der er fysiske riger, og der er åndelige riger. Vi kender mineralriget, planteriget og dyreriget, og i slutningen af dyreriget kommer vi til de jordiske mennesker. De er en mellemting imellem det menneskelige, som er det gule, og det dyriske, som er det orangefarvede, og så vokser de frem til den guddommelige tilstand, markeret med stjernen, hvor de bliver til mennesket i Guds billede.
      Her begynder det virkelige liv, her har mennesket fået kosmisk bevidsthed, og så tænker det i Guds tanker, så kender det verdensstrukturen, og dets væremåde er blevet ét eller identisk med lovene, det elsker sin næste som sig selv osv. Så begynder det at kunne manifestere. Igennem alle de lidelser og lemlæstelser, menneskene har haft i den fysiske verden, er visdommen opstået i dem. De får evne til at afvige fra det onde og holde sig til det gode, og derved bliver de frigjorte til at kunne arbejde i kærlighedens eller det højestes tjeneste. I det rigtige menneskerige er det navnlig udviklingen af andre kloder, væsenerne har til opgave, i visdomsriget er det den kunstneriske skabelse, og i den guddommelige verden er det så den højeste ideverden. (Se stk. 133, 147, 170, 241, 419, 522, 538)