Den guddommelige skabelse
121. Vi kan se, at de primitive naturmennesker har et fast grundlag. De er overbeviste om, at der er en højere magt bag ved det hele. Alting må være en skabelse.
      Der er hunde endnu, der tror, at bilen er et dyr, et levende væsen, og de farer hen imod den. Hvis en sten falder ned, eller noget bevæger sig ved vinden, tror dyret bestemt, at det er levende, og det er jo rigtigt.
      Noget, der bevæger sig, kan umuligt komme i bevægelse, uden at det må være noget levende. Vi ser måske ikke den direkte årsag til, at noget falder ned. Vi siger måske, at bevægelsen skyldes blæsten eller en jordrystelse. Men det er ikke den endelige årsag. Årsagen ligger længere tilbage, den ligger tilbage i ophavet til planen. Vi ser jo ikke hele planen, vi ser kun noget af en stor plan blive til.
      Det er klart, at når der er forvandling og skabelse, må der komme høvlspåner, eller hvad der nu kan ske der, hvor der skabes. Men det er ovenikøbet så fint indrettet, at intet går til spilde i dette store værksted. Alting bliver til nytte, også høvlspånerne er beregnede. Vi ser, at løvet, der visner om efteråret, er med til at gøde marken. Møddingen er med til at frembringe rosen, er med til at frembringe brødkornet. Der går ikke noget til spilde i denne store skabelsesproces. Det gør der i menneskenes skabelse, for der kan vi se, at der er noget i den store plan, der ikke er færdigt.
      Vi lever således i en stor levende organisme, der arbejder. – Gud arbejder. – Dette væsen arbejder, og dets organer er de levende væsener. Uden disse levende væsener kunne det jo ikke skabe.